I februar var 8.504 erhvervskoleelever i skolepraktik i stedet for at få en del af deres uddannelse hos et firma. 3.472 helt uden praktikplads, viser de nyeste tal fra Undervisningsministeriet. Der er tale om en stigning på 14 procent på et år.
Tallene vækker forargelse hos Søren Heisel, forbundssekretær i 3F.
Når eleverne havde højere karakter med sig fra folkeskolen, ja, så skulle arbejdsgiverne nok tegne uddannelsesaftaler. Det lader ikke til at ske.
Søren Heisel, 3F
– Praktiktallene er en trist føljeton at følge med i. Tænk, at den udvikling bare fortsætter. Det gør mig særligt bekymret, at virksomhederne ikke kvitterer med flere aftaler, når nu de har fået en erhvervsuddannelsesreform med langt større krav til eleverne. Det var vel aftalen. Når eleverne havde højere karakter med sig fra folkeskolen, ja, så skulle de nok tegne uddannelsesaftaler. Det lader ikke til at ske, siger Søren Heisel til Fagbladet 3F.
Han mener, at praktikpladstallene understreger betydningen af, hvor vigtig de igangværende trepartsforhandlinger er.
– Alle kan se, at der er lagt i kakkelovnen til, at der nu skal findes varige løsninger på det her problem. Og man skal jo ikke glemme, at staten bruger over en halv milliard kroner på de elever i skolepraktikken, som burde være ude i virksomhederne, siger Søren Heisel.
Færre aftaler
Af opgørelsen fra Undervisningsministeriet kan man også se, at der det seneste år samlet er indgået færre praktikpladsaftaler. 88 procent - eller knap 70.000 af erhvervsskoleeleverne - havde i februar 2016 en uddannelsesaftale med en arbejdsgiver. Det er fire procent færre end februar 2015.
Lars Storr-Hansen, administrerende direktør i Dansk Byggeri, mener, at det skal gøres mere attraktivt for virksomhederne at oprette praktikpladser, og at omkostnngerne ved at have lærlinge skal bringes ned.
Og så giver direktøren ellers de unge en opsang. De er efter hans opfattelse alt for lidt mobile.
– Vi skal altså lære de unge, at de skal kunne flytte sig. Når der er mange praktikpladser i Jylland og mange skolepraktikelever på Sjælland, så må de unge altså sætte kurs mod Jylland, siger Lars Storr-Hansen til Fagbladet 3F.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278