14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Remondis vil ikke anerkende skraldemænds valg af tillidsrepræsentant

Strejke siden fredag

Remondis vil ikke anerkende skraldemænds valg af tillidsrepræsentant

Ledelsen i renovationsfirmaet Remondis har to gange afvist at anerkende skraldemændenes valg af tillidsrepræsentant. Skraldemændene har strejket siden i fredags. Konflikten er gået i hårknude.

100 skraldemænd ved Remondis, der henter affald i flere kommuner i hovedstadsområdet, har strejket siden fredag morgen. Renovationsfirmaet vil ikke godkende de ansattes valg af tillidsrepræsentant.
FOTO: Privat
1 af 1

Flere kommuner i hovedstadsområdet har ikke fået afhentet skrald siden i fredags, hvor omkring 100 skraldemænd hos renovationsfirmaet Remondis nedlagde arbejdet.

Det ser meget svært ud lige nu. Kollegerne kræver valget godkendt, og firmaet har sendt sagen til faglig voldgift.
Bjørn Lütjens, fællestillidsrepræsentant

Skraldemændene strejker, fordi firmaet nu to gange har afvist at godkende deres valg af tillidsrepræsentant. Første gang skete det med henvisning til, at der var sket en procedurefejl.

– Ved et omvalg blev samme person valgt igen, men ledelsen ønsker åbenbart ikke at have et samarbejde med ham, fortæller fællestillidsrepræsentant Bjørn Lütjens til Arbejderen.

Han er i løbende kontakt med firmaet og var til møde med dem i formiddags i et forsøg på at finde en løsning på konflikten:

– Men det ser meget svært ud lige nu. På den ene side står kollegerne, der vil have firmaet til at godkende valget. På den anden side er der firmaet, der har valgt at gå videre med sagen i det fagretlige system, hvor en faglig voldgift bliver afgørende.

Langtfra kotyme

Skraldemændene er organiseret i 3F Kastrup. I fagforeningen er det Mike Stirling, der sidder med overenskomsterne på transportområdet, som skraldemændene hører under.

– I disse coronatider kan en faglig voldgift godt trække ud. I værste fald i flere måneder, måske et halvt år. Men det er da før set, at en strejke kan fremskynde behandlingen, så vi må vente og se, siger den faglige sekretær til Arbejderen.

Bjørn Lütjens fortæller, at der er cirka 10 tillidsvalgte i Remondis fordelt på forskellige lokationer, og som varetager forskellige opgaver. Ved den pågældende valghandling blev der også valgt en anden person, som ledelsen har accepteret. Fællestillidsrepræsentanten anerkender, at firmaet i henhold til overenskomsten kan afvise de ansattes valg, men han har aldrig selv hørt om, at det er sket i praksis.

Heller ikke Mike Stirling har selv oplevet det, og ifølge ham har forbundets Transportgruppe kun oplevet det et par gange tidligere.

Mødes onsdag morgen

De strejkende var tirsdag morgen i aktion ved forbrændingsanlæggene i Glostrup, Roskilde og på Amager, hvor de fortalte personer med ærinde på anlæggene om deres strejke og baggrunden for den.

– Næste step bliver morgenmøde onsdag. Her vil jeg, som jeg har gjort hver dag, sige til kollegerne, at de skal genoptage arbejdet, og så vil jeg fortælle dem, hvad der sker, hvis ikke de gør, lyder det fra Bjørn Lütjens.

Fortsætter skraldemændene deres arbejdsnedlæggelse, ryger den i Arbejdsretten, sandsynligvis torsdag, hvor de strejkende bliver pålagt at gå i arbejde og idømt en bod. Næste skridt hedder skærpet bod, og i sidste ende får arbejdsgiveren ret til at fritstille skraldemændene – det vil sige fyre dem.

Kommunikationschef i Remondis Pernille Andersen bekræfter, at strejken handler om valget af en tillidsrepræsentant, men ønsker ikke at udtale sig yderligere.

Remondis har prøvet det før

Renovationsfirmaet har tidligere været i konflikt med sine ansatte både i hovedstadsområdet og i Nordjylland.

I juni måned nedlagde skraldemænd arbejdet og blokerede indgangene til Vestforbrændingen i Glostrup og Amager Ressourcecenter på grund af to fyringer. I starten af året udløste utilfredshed med lokale arbejdsforhold en strejke blandt over 100 skraldemænd i firmaet.

Går vi til 2019, var Remondis i maj måned ramt af en længerevarende strejke i Frederikshavn, der handlede om alt for lange arbejdsdage. Den strejke endte med, at Frederikshavn Kommune opsagde kontrakten med Remondis og selv overtog affaldshåndteringen.

>>LÆS OGSÅ: Privat skraldefirma nægter at have truet med fritstilling

Den igangværende arbejdsnedlæggelse betyder, at der ikke bliver hentet skrald i følgende kommuner: Brøndby, Gladsaxe, Rudersdal, Lyngby og Gentofte. Derudover bliver der ikke afhentet haveaffald i Københavns Kommune.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. nov. 2020 - 14:36   12. nov. 2020 - 08:58

Strejke

noc@arbejderen.dk