11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Rikke er sangerinde og sosu-assistent

Åbnede FOA's kongres

Rikke er sangerinde og sosu-assistent

I stedet for at hyre en kendt sanger havde FOA valgt at lade et af deres egne medlemmer synge ved åbningen af forbundets kongres. Det var en stor succes.

FOTO: PN
1 af 1

En smuk og fyldig stemme fylder den store hal i Odense Congress Center. Kvinden på scenen fanger hele salen, som efter sangen lader begejstringen få frit løb.

Det er onsdag morgen. FOA's kongres er lige åbnet. I stedet for at hyre et kendt musiknavn har FOA's ledelse valgt at få et af sine egne medlemmer på scenen.

Jeg bruger musikken meget i mit arbejde som sosu-assistent.

Rikke Bruhn Grøn

Udover at være sangerinde arbejder Rikke Bruhn Grøn som sosu-assistent på et plejehjem, hvor hun er nattevagt.

- Det var fuldstændig fantastisk at være med til at åbne kongressen. Det var et dejligt varmt rum at være i, jeg kunne mærke, at folk lyttede, siger Rikke Bruhn Grøn.

Hun sang i første omgang to numre af henholdsvis Bob Dyland og Leonard Cohen.

- Efterfølgende fik jeg mange reaktioner fra delegerede, som synes, at det var dejligt at kongressen startede så uformelt og personligt. Flere vil gerne have mig ud og synge til faglige arrangementer, de kan godt li' kombinationen, hvor jeg både er sangerinde og sosu-assistent, fortæller Rikke Bruhn Grøn.

Syg af angst

Hun har sunget siden hun var barn. Den første solooptræden var som fire-årig til morens 30-års fødselsdag.

Sangen blev i en årrække sat næsten på stand by, fordi Rikke Bruhn Grøn blev ramt af en alvorlig angstlidelse, som varede fra hun var 15 år og otte år frem. Hun stoppede aldrig helt med at synge, men magtede ikke at stille sig op i en forsamling.

I dag er Rikke helt åben overfor sin sygdom. Hun fortæller de delegerede på kongressen om det fra scenen, og når hun om kort tid udgiver sit album nummer to, har hun selv skrevet alle historierne med udgangspunkt i sin egen historie med angsten og arbejdet med at blive fri af den.

- Jeg var meget syg af angsten. Jeg var svimmel, var bange for at falde om på gaden, bange for at være sammen med folk og bange for at dø. Jeg var deprimeret og sov meget. Men selv, da jeg var mest syg, havde jeg det sådan, at den sygdom ikke skulle vinde over mig, erklærer Rikke Bruhn Grøn.

Hendes egen stædighed og styrke, masser af terapi og støtte samt ikke mindst mødet med hendes dejlige mand Henrik, hjalp Rikke med at blive rask igen.

- I dag er angstsymptomerne væk, men jeg må ikke blive for stresset, så fortæller kroppen mig, at nu skal jeg slappe af.

I gang med uddannelse

Mens hun var syg, tog Rikke Bruhn Grøn den pædagogiske grunduddannelse. Hun havde på det tidspunkt været sygemeldt så længe, at kommunen begyndte at rykke i hende. Det gjorde hende endnu mere syg, så for at komme væk fra det pres, gik hun i gang med uddannelsen.

Og et par år senere tog hun sosu-assistent uddannelsen. I arbejdet med mennesker kan Rikke bruge sin følsomhed og evne til at rumme andre mennesker.

- Arbejdet som sosu-assistent kan nemt blive for praktisk. Min force er især de mennesker, som andre opfatter som lidt bøvlede. Jeg bruger musikken meget i mit arbejde, siger Rikke Bruhn Grøn.

Det første album

Kort efter, at hun var blevet rask, udgav Rikke sit første album. Det var ikke hendes egen ide, men en dag fik hun en opringning.

- Det var musikeren og sangeren Peter Abrahamsen, som havde hørt et hjemmelavet demobånd med min duo. Han ville lave en plade med mig. Jeg vidste ikke, hvem han var og måtte spørge om det. Min mormor var ved at slå mig ihjel, siger Rikke med et stort grin.

Hun indspillede derefter sin første cd med gamle klassikere blandt andet "I can't stop loving you" og Song, song blue" i Sweet Silence Studios.

- Jeg har også et af mine egne numre på cd'en, som blev nomineret ved Danish Music Awards, siger Rikke Bruhn Grøn.

På hendes nye cd Tin Box, som kommer enten i slutningen af i år eller i starten af 2014,, er alle numrene egenproduktion. Blandt andet Palle Hjort fra Savage Rose er med i orkesteret på cd'en.

- Det har været en fuldstændig fantastisk proces at lave det album. Det er nogle enormt personlige sange, som det har taget mig fem år, at være klar til at udtrykke og dele med andre, forklarer Rikke Bruhn Grøn til Arbejderen, inden hun igen skal på scenen for at runde den første dag af på FOA's kongres.

Forsamlingen står op og klapper af deres egen kunstner.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. nov. 2013 - 09:30   01. nov. 2013 - 09:30

Portræt

ur@arbejderen.dk
Rød bog: Rikke Bruhn Grøn
  • 30 år.
  • Er sangerinde og sosu-assistent på et plejehjem.
  • Begyndte at synge allerede som barn. Udgav første album i 2007 efter otte års sygeperiode med en angstlidelse. Albummet blev nomineret ved Danish Music Awards Folk.
  • Udgiver om kort tid album nummer to med titlen Tin Box. Alle numre er egenproduktion.
  • Har lige fejret 10-års bryllupsdag med Henrik. De bor i et hus i Skørping syd for Aalborg.