02 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Skal dyste i telte rejst af underbetalte polakker

SKANDALE TIL LÆRLINGE-DM:

Skal dyste i telte rejst af underbetalte polakker

Overenskomststridigheder kaster nu skygge over lærlingenes årlige dyst om at blive Danmarksmester i sit fag. Det er nemlig kommet frem, at underbetalte polakker skal bygge kulisserne til årets DM i Skills.

Ved DM i Skills konkurrerer landets lærlinge og elever om at blive de bedste i deres fag.
FOTO: Kasper Kamuk
1 af 1

Når erhvervsskolerne og Aarhus Kommune i næste weekend inviterer hundredevis af unge lærlinge til at dyste i de stort anlagte DM i Skills, er teltene opført af polakker uden overenskomst.

Hvis ikke vi får svar, sender vi første konfliktvarsel afsted i eftermiddag.
Knud Aage Rasmussen, 3F

Det fortæller næstformand i 3F Transport, Logistik & Byg i Aarhus, Knud Aage Rasmussen til Arbejderen.

- Vi tjekkede teltfirmaet, da vi hørte, at der blev snakket polsk på byggepladsen, og fandt ud af, at der ikke var overenskomst. Nu har vi givet arbejdsgiver Nils Dyhring frist til i dag til at svare på, om de er parate til at indgå overenskomst med 3F eller ej. Hvis ikke vi får svar, sender vi første konfliktvarsel afsted i eftermiddag, siger Knud Aage Rasmussen.

Politikere, ministre og endda kronprinsen kommer til Aarhus for at hylde landets arbejderungdom ved den venskabelige konkurrence.

Men den truende faglige konflikt har nu fået 3F til at tage kontakt til den socialdemokratiske rådmand og tidligere LO-formand, Hans Halvorsen, som har ansvaret for arrangementet i Aarhus Kommune.

- Jeg indbød med det samme arbejdsgiver Nils Dyhring og den ansvarlige rådmand Hans Halvorsen til et møde, hvor jeg giver arbejdsgiveren til idag (torsdag, red.) til at melde ud, om han er parat til at indgå en overenskomst med 3F eller ej, fortæller Knud Aage Rasmussen.

Da Service 2000 skrev kontrakt med kommunen, indgik firmaet, ifølge 3F's informationer, en social klausul som kræver, at alt arbejde udføres på overenskomstmæssige løn- og arbejdsforhold. Derfor regner Knud Aage Rasmussen da også med, at rådmand Hans Halvorsen vil gøre sit til, at der kommer styr på overenskomsten.

Den socialdemokratiske rådmand mener imidlertid, at politikerne har gjort, hvad de kunne for at sikre sig mod, at kommunen får udført arbejde af underbetalt arbejdskraft.

- Om firmaet har overenskomst eller ej er det op til fagforeningen at følge op på. Reglerne om offentligt udbud forhindrer os i at forlange overenskomst med en dansk fagforening, men vi har i kontrakten med entreprenøren betinget os, at løn og øvrige vikår følger området. Og det frventer vi at firmaet lever op til, siger Hans Halvorsen til Arbejderen.

Som tidligere LO-formand indrømmer han, at han vil sætte pris på, hvis sagen ender med en underskrift på en overenskomst.

- Vi har ikke stillet nogle urimelige krav. Vi har bare bedt arbejdsgiveren underskrive et stykke papir om, at han er villig til at forhandle overenskomst med os senest i midten af februar, siger Knud Aage Rasmussen.

Han understreger, at der ikke er tale om, at polakkerne ligger og sover i en papkasse, men at det alene handler om underbetaling.

- Så vidt jeg ved, bor de polske ansatte på Scandic Hotel, så det er jo fine forhold. Det her er alene et spørsgsmål om, at de ikke er dækket af en overenskomst, og det skal de naturligvis være, understreger Knud Aage Rasmussen.

Han lover samtidigt, at en eventuel konflikt ikke vil få konsekvenser for selve DM i Skills.

- Vi vil ikke ødelægge de unge menneskers store dag. Det har vi ingen interesse i. Vi skal nok finde en løsning alligevel, siger Knud Aage Rasmussen.

Det er ikke kun Aarhus Kommune, som bruger Service 2000. Firmaet leverer også telte til kongehuset og Mærsk.

Arbejderen har forsøgt at få en kommentar fra ejeren af Service 2000, Nils Dyhring.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jan. 2013 - 13:29   18. jan. 2013 - 10:15

Overenskomst

as@arbejderen.dk
DM i Skills

DM i Skills, hvor landets dygtigste lærlinge og elever dyster om titlen som Danmarksmester i deres respektive fag, blev afholdt første gang i januar 2011.

Her deltog 36 fag - størstedelen af dem var med som konkurrencefag, mens en mindre gruppe af fag var med som demonstrationsfag. Alt i alt var knap 200 unge fra erhvervsskolerne med.

Byen, hvor DM i Skills afholdes, skifter fra år til år. I 2011 og 2012 har det været afholdt i Odense, og i 2013 står Aarhus så for tur.

>> Læs mere og skriv din mening på DM i Skills Facebookside