350 københavnske skraldemænd har strejket siden i tirsdags, og husholdningsaffaldet hos 280.000 hustande, som strejken berører, begynder at hobe sig op.
De strejkende ved allerede nu, at de fire mand, som overflyttes til andet arbejde, skal skifte firma igen den 1. september.
John Ø. Pedersen, 3F
Skraldemændene strejker for at forhindre fyringer i kølvandet på kommunens anden udliciteringsrunde af deres arbejde.
På arbejderklassens internationale kampdag 1. maj sker der en såkaldt virksomhedsoverdragelse af skraldeopgaverne på Østerbro og Nørrebro fra M-Larsen-City til City Renovation.
City Renovation har meddelt, at fire mand ud af 56 i den forbindelse bliver overflødige og derfor i første omgang overflyttes til andet arbejde.
– Men skraldemændene er usikre på, hvad der sker med de fire mand på sigt. De ved allerede nu, at City Renovation den 1. september skal af med det arbejde, som de fire overflyttes til, forklarer John Ø. Pedersen, der er er faglig sekretær i 3F Kastrup, til Arbejderen.
Først otte mand i overskud
Han har forgæves opfordret de strejkende til at standse den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse. Derfor er John Ø. Pedersen torsdag eftermiddag på vej i Arbejdsretten, der forventes at pålægge skraldemændene at gå i arbejde og idømme dem en bod.
Skraldemændene nedlagde arbejdet første gang den 15. april. Dagen før havde de fået udleveret lister over bemanding og ruter af deres nye arbejdsgiver, der ifølge Arbejderens oplysninger havde sagt, at han fik otte mand i overskud.
Efter forhandlinger kom antallet af "overflødige" mand ned på fire.
På sin hjemmeside skriver City Renovation A/S, at "samtlige 56 medarbejdere, der skal virksomhedsoverdrages den 1. maj 2015 fra virksomheden M-Larsen til City Renovation A/S er blevet ansat i City Renovation A/S.....", og at de fortsætter med at samle affald i Københavns Kommune.
Usikker fremtid
Skraldemændene mener imidlertid, at de fire kollegers fremtid er meget usikker. Og de mener, de er blevet ført bag lyset af både kommunen og vognmanden.
Kommunen har på sin side hele tiden sagt, at der var sikkerhed i udbudsmaterialet for alle 56 mand, og vognmanden har ikke spillet med åbne kort, fordi han har vidst, at han den 1. september skiller sig af med nogle af de opgaver, hans firma varetager i dag.
– Vognmanden har afgivet sit tilbud efter at skulle samle affald på Østerbro og Nørrebro med 56 ansatte. Ved at flytte fire mand, sparer han lige et par millioner kroner. Det, som vores medlemmer frygter, er, at den her praksis bliver benyttet til at skære ned og forringe deres arbejdsvilkår, fortæller John Ø. Pedersen.
For fem år siden nedlagde Københavns Kommune den kommunale renovationsenhed og udbød arbejdet til private aktører.
Teknik og miljø-borgmester Morten Kabell (Ø) siger til Modkraft.dk, at alle betingelser for virksomhedsoverdragelsen skal overholdes.
Problemet er udlicitering
Ifølge ham er det grundlæggende problem, at skraldehåndteringen i København er blevet udliciteret.
– For selv om vi opstiller nok så skrappe vilkår for en licitation, kan vi ikke garantere, at de gælder til evig tid. Vi kan kun opstille betingelser til en virksomhedsoverdragelse, ikke hvordan en privat virksomhed senere vil håndtere opgaven med at lede og fordele arbejdet, siger Morten Kabell, der nu vil undersøge, hvad det er, skraldemændene mener, kommunen har gjort galt.
Skraldemændene mødes igen her til morgen og tager stilling til, om de genoptager arbejdet.
De undskylder meget de gener, som strejken forårsager overfor borgerne og er kede af, at borgerne bliver taget som gidsler i en faglig konflikt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278