19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Slæber rektor for retten

Lærere arbejder gratis

Slæber rektor for retten

Gymnasielærere og rektorer er uenige om overarbejdstimer. Nu vil Gymnasieskolernes Lærerforening have en fagretlig afklaring på, om rektorerne overtræder overenskomsten.

Mange gymnasielærere har registeret overarbejde - men rektorerne afviser at betale for timerne.
FOTO: Martin Mounzer
1 af 1

Rektorerne bryder overenskomsten om lærernes arbejdstid.

Det mener Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), der nu har sat gang i en fagretlig behandling af 80 konkrete sager fordelt på 10 skoler.

Ledelserne skal forholde sig til, om ressourcer og opgaver stemmer overens. 
Annette Nordstrøm Hansen, GL

Fælles for sagerne er, at medlemmerne har arbejdet flere end de 1.924 timer, deres årsnorm lyder på. Enkelte lærere har mere end 100 timers merarbejde, men rektorerne nægter at udbetale løn for det udførte arbejde.

– GL og Moderniseringsstyrelsen har et mæglingsmøde i morgen. Jeg forventer ikke, at vi bliver enige, og så ryger sagerne videre til behandling i Arbejdsretten, forklarer Annette ​​​Nordstrøm Hansen, formand for GL, til Arbejderen.

Sagerne er en udløber af overenskomsterne i 2013, hvor gymnasielærerne fik deres kollektive forhandlingsret og arbejdstidsregler fejet af bordet. 

Tidligere fastlagde arbejdstidsreglerne en forberedelsestid til hver times undervisning, men med OK13 fik rektor mulighed for at vælge mellem at indgå en lokal arbejdstidsaftale eller lade lærerne tidsregistrere deres arbejde på individuel basis. 

Toppen af isbjerget

I dag udstikker rektorerne ved skoleårets begyndelse en række opgaver, som det forventes, at lærerne løser. På de gymnasier, hvor der ikke er lavet arbejdstidsaftaler mellem personalet og ledelsen, registrerer lærerne merarbejdstiden.

Problemet er, at ikke alle rektorer respekterer tidsregistreringen, og derfor får lærerne ikke udbetalt løn for ekstra arbejde. De 80 medlemssager, som GL sender til fagretlig behandling, udgør blot "toppen af isbjerget", lyder det fra fagforbundet.

Formand for rektorerne, Anne-Birgitte Rasmussen, kender ikke indholdet eller omfanget af de 80 sager. 

– Men generelt er vores opfattelse, at lærernes tidsregistrering ikke skal opfattes som en form for fakturering, hvor hver lærer kan regne med at få de timer, som vedkommende registrerer, udbetalt. Tidsregistreringen er et arbejdsredskab for læreren til at holde styr på, om man arbejder for meget eller for lidt, siger hun til JyllandsPosten.

Anne-Birgitte Rasmussen mener, at rektor og lærer har et fælles ansvar for i løbet af skoleåret at gribe ind og finde en løsning, hvis tiden skrider - eksempelvis ved at en anden lærer overtager nogle af opgaverne.

Mangel på dialog

GL konstaterer, at implementeringen af arbejdstidsreglerne har været en vanskelig proces, præget af mangel på dialog og samarbejde fra arbejdsgivernes side. På hjemmesiden skriver foreningen:

"Efter en lang periode lykkedes det .... i efteråret 2014, at få etableret et fornyet samarbejde med Moderniseringsstyrelsen. Dialogen resulterede i en enighed om, at det er en forudsætning for at få det nye system til at fungere - hvis der ikke er indgået en arbejdstidsaftale - at lærernes registrering af arbejdstiden respekteres."

Nu forsøger GL at få en afklaring i det arbejdsretlige system.

– Vi kræver egentlig bare, at det, der er aftalt ved overenskomstforhandlingerne, bliver taget alvorligt. Ledelserne skal forholde sig til tidsregistreringen, så den kan danne udgangspunkt for en drøftelse med vores medlemmer om ressourcer og opgaver stemmer overens. Det er et ledelsesansvar, siger Annette Nordstrøm Hansen og tilføjer, at foreningen samtidig fortsætter arbejdet for at få arbejdstidsreglerne til at fungere på de enkelte skoler i samarbejde med lærere og ledelser.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. maj. 2015 - 18:14   07. maj. 2015 - 18:20

Fagligt

noc@arbejderen.dk
Gymnasielærernes arbejdstid
  • Ved overenskomsterne i 2013 fik gymnasielærerne afskaffet den hidtidige arbejdstidsaftale, der havde betydet, at lærere fik 1,33 time til at forberede en klokketimes undervisning

  • I dag registrerer lærere på de fleste gymnasier selv deres arbejdstid, men på enkelte gymnasier har rektorer og lærere indgået en lokal aftale om, hvor lang tid læreren har til hver enkelt opgave

  • Regeringens mål med at afskaffe arbejdstidsaftalen var at få lærere til at undervise mere. Som kompensation for, at arbejdstidsaftalen blev opsagt, fik gymnasielærerne en lønstigning på i gennemsnit 5 procent

  • Gymnasielærene stemte massiv nej til OK13 - 80 procent stemte nej, 10 procent stemte ja og fem procent blankt. Overenskomsten ved vedtaget, fordi det samlede AC-område stemte ja