25 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Slagteriarbejdere frygter lønnedgang

Strejker på andet døgn

Slagteriarbejdere frygter lønnedgang

Tirsdag blev slagterierne i Horsens, Brørup og Thisted ramt af strejke. Slagteriarbejderne frygter voldsom lønnedgang som konsekvens af, at i første omgang SB Pork i Brørup vil ændre på akkordsystemet.

Produktionen på Danish Crowns slagteri i Horsens har ligget stille siden mandag. Slagteriarbejderne frygter, at akkordsystemet bliver brugt til at presse lønningerne ned med 20-30 kroner i timen.
FOTO: Danish Crown
1 af 1

Dagholdet på Danish Crowns slagteri i Horsens besluttede her til morgen at fortsætte den strejke, de startede mandag. Det fortæller fællestillidsrepræsentant Klaus Olesen til Arbejderen. 

SB Porks fremgangsmåde ser mine kollegaer som et angreb på akkordsystemet og på alle slagteriarbejdere uanset firmanavn.
Klaus Olesen, FTR Horsens

– Kollegaerne frygter, at der bliver ændret på akkordsystemet - inspireret af SB Pork i Brørup i Sydjylland. Kommer ledelsen dér igennem med at ændre på systemet, så har Danish Crown og andre slagterivirksomheder mulighed for at gøre det samme. Det kan betyde en ret kraftig lønnedgang, ja helt op til 20-30 kroner i timen, siger Klaus Olesen.

Ledelsen på Brørup-slagteriet, der er ejet af den tyske slagterikoncern Tönnies, har siden foråret forsøgt at ændre på gældende praksis og stoppe for ens afregning. De ansatte har fået fremlagt nye akkorder, og der har været forhandlinger mellem ledelsen, de tillidsvalgte og Fødevareforbundet NNF, men man er aldrig nået frem til en enig løsning.

Brørup som banebryder

Når der ikke kan opnåes enighed om en akkord, så er der kun timeløn tilbage, og det trådte tirsdag i kraft på opskæringslinjen på SB Pork.

– SB Porks fremgangsmåde ser mine kollegaer som et angreb på akkordsystemet og på alle slagteriarbejdere uanset firmanavn, siger Klaus Olesen.

Også slagteriarbejderne på Ticans afdeling i Brørup - og lidt senere på Tican i Thisted - valgte tirsdag at lade grisene leve lidt længere.

I Thisted forklarer tillidsmand Peter Uno Andersen strejken med udsigten til tre forskellige akkorder på den samme produktionslinje. 

– Det er et brud på den fælles forståelse om linjeprincippet - at alle på den samme linje arbejder efter samme overenskomst, siger han til Nordjyske.dk.

Ærgerlig næstformand

Næstformand i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen ærgrer sig over, at Tönnies koncernen forsøger at bruge akkordsystemet til at presse slagteriarbejdernes løn ned.

– Akkordsystemet, der styrer lønnen på landets slagterier, skulle gerne sikre en høj produktivitet og en tilsvarende rimelig indtjening for vores medlemmer. Altså i princippet en win-win for begge parter. Men systemet virker kun, så længe arbejdsgiver og arbejdstager er enige om, at begge parter skal have noget ud af systemet, lyder det fra Jim Jensen.

Han synes, det er "træls", at slagteriarbejderne er blevet bragt i en situation, hvor de oplever at skulle forsvare deres løn og arbejdsvilkår.

Overrasket ledelse

At der bliver strejket i Horsens kommer fuldstændig bag på ledelsen i Danish Crown.

– Det er højst besynderligt, at medarbejderne i Horsens har nedlagt arbejdet på grund af en aftale, som en anden virksomhed har indført. Vi har i Danish Crown ikke udfordret den fælles forståelse af kæder, linjer, bånd og pakkeri siden 2012, og Danish Crown har heller ingen planer om at gøre det, siger Søren F. Eriksen, CEO i Danish Crown Pork i en pressemeddelelse.

Han understreger, at Danish Crown hverken har ret eller mulighed for at blande sig i, hvad der foregår i en anden virksomhed. Samtidig forsikrer han, at Danish Crown ikke har tænkt sig at udfordre akkordsystemet i indeværende overenskomstperiode, der løber frem mod 2020.

Ifølge Arbejderens oplysninger arbejdes der på højtryk for at finde en løsning. Om det lykkes inden onsdag morgen, hvor de strejkende mødes igen, vil vise sig.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. nov. 2017 - 08:15   21. nov. 2017 - 15:11

Strejke

noc@arbejderen.dk