21 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

SOSU-arbejdere inviterede politikere på plejehjem

FOA-afdeling i offensiven

SOSU-arbejdere inviterede politikere på plejehjem

FOA Frederikssund konfronterede i onsdags lokale politikere med virkeligheden på plejecentre, i hjemmeplejen og på rengøringsområdet.

Efter udlicitering skal de ansatte løbe stærkere og kvaliteten af rengøringen falder. Foto er ikke fra Frederikssund.
FOTO: Jeppe Bøje Nielsen
1 af 1

Politikerne i Frederikssund er glade for at udlicitere. Hele rengøringsområdet er allerede udliciteret og kommunens lokale FOA-afdeling frygter, at der er mere udlicitering på vej. 

For at konfrontere politikerne med nogle af konsekvenserne af udlicitering og diskutere situationen for FOA's faggrupper arrangerede FOA Frederikssund i onsdags et møde, hvor lokale politikere skulle svare på spørgsmål fra FOA-medlemmer. 

Byens Venstre-borgmester meldte afbud, men lovede at sende en anden Venstrepolitiker. Det skete dog ikke. Men der deltog politikere fra både Socialdemokraterne, Konservative, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF og Borgerlisten.

Mange lokale politikere vil gerne markedsprøve vores område.
Sanne Johansen, FOA

De fik ting at vide, som de ikke vidste på forhånd, fortæler Sanne Johansen, næstformand i FOA's Social & Sundhedssektor i Frederikssund og tidligere fællestillidsrepræsentant for hele ældreområdet i Frederikssund.

Der blev blandt andet diskuteret udlicitering og privatisering. 

- Kasper Andersen fra Dansk Folkeparti snakkede om, hvor glade borgerne er for den private hjemmehjælp, fordi de får den samme hjælper hver gang. Der var et af vores medlemmer, som spurgte ham, hvorfor de ældre på plejecentrene ikke skal have lov til at møde den samme. Efter udliciteringen af rengøringen til private firmaer er det hver gang en ny person, som kommer for at gøre rent hos de ældre, siger Sanne Johansen.

Deltagerne i mødet fik ikke svar fra Kasper Andersen.

Ringere rengøring

De fremmødte fortalte også politikerne om, hvordan kvaliteten af rengøringen er faldet efter privatisering og hvor stærkt rengøringsassistenterne må løbe.

- Et af vores medlemmer, der arbejder på et plejecenter, fortalte, at hun på en aftenvagt, hvor der skulle komme en og gøre rent, oplevede, at der kom hele seks for at klare rengøringen. Da hun spurgte hvordan, det kunne være, fik hun at vide, at det var fordi, der var kontrol dagen efter, fortæller Sanne Johansen.

Hun oplevede, at politikerne var uvidende om, at det foregår på den måde og håber, at oplysningerne på mødet kan være med til at forhindre flere udliciteringer. 

- Mange lokale politikere vil gerne markedsprøve vores område – de vil se på, hvad de kan vinde ved at udlicitere. Vi er bekymrede for udlicitering i forhold til den praktiske hjælp i hjemmeplejen og måske også af omsorgen. Det kunne også være privatisering af et eller flere plejecentre, som det er sket andre steder, siger Sanne Johansen.

Mødet var meget strategisk placeret lige før politikerne skulle samles til møde om næste års budget. 

FOA-folkene fik også diskuteret fremtiden for deres faggrupper specielt inden for social- og sundhedsområdet. Indenfor de sidste fem år er der sket et fald i antallet af ansatte indenfor social- og sundhedsområdet i Frederikssund. Mens der i maj 2009 var 592 ansatte var tallet i maj i år nede på 537, viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.

Det er et fald på 55 ansatte svarende til godt ni  procent.

Der er tale om en landsdækkende tendens. Fra 2009 til i år er antallet af social- og sundhedspersonale på landsplan faldet fra næsten 69.000 til knap 63.000. Der er forsvundet 5647 job svarende til godt otte procent.

Færre varme hænder

Da de tal blev offentliggjort tidligere på året kom det samtidig frem, at antallet af akademikere i kommunerne er steget med 12 procent i samme periode.

- Der er blevet færre til at passe det stigende antal ældre i landet, og samtidig ansætter kommunerne flere kolde hænder til at kontrollere de resterende varme. Det giver ingen mening i min verden, sagde Dennis Kristensen, formand for FOA på landsplan dengang.

I Frederikssund oplever de sosu-ansatte også, at de ofte ikke får lov til at udføre opgaver, som de faktisk er uddannede til. 

- For eksempel fortalte en sygehjælper på mødet i onsdags, at hun på en nattevagt skulle tage sig af en patient med slemme sår. Hun kunne godt selv klare den opgave, men reglen siger, at hun skal tilkalde en sygeplejerske, som den aften arbejdede i den anden ende af byen, og som man derfor skulle vente flere timer på, siger Sanne Johansen.

Der kom ikke konkrete løfter fra politikerne på mødet. Men FOA-afdelingen er overbevist om, at de med den slags møder er med til at sætte en dagsorden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. sep. 2014 - 16:09   07. sep. 2014 - 10:14

Fagforening

ur@arbejderen.dk
FOA Frederikssund
  • FOA Frederikssund har omkring 2800 medlemmer. Heraf er godt 2400 erhvervsaktive.
  • Afdelingen organiserer blandt andet ansatte i ældreplejen, sosu-arbejdere på sygehusene, rengøringsassistenter, pædagogmedhjælpere og dagplejere. Der er både offentligt og privatansatte medlemmer.
  • Fagforeningen er delt op i tre sektorer: Social & Sundhed, Pædagogisk samt Service.
  • Afdelingen ledes af en bestyrelse på 14 medlemmer: 12 kvinder og to mænd.
  • Formand for afdelingen er Charlotte Jacobsen, næstformand er Marianne Røgen.