Formændene for fem fagforeninger i Aarhus området opfordrer lønmodtagerne til at stå sammen og ikke lade sig splitte af arbejdsgverne i stat, regioner og kommuner under de igangværende overenskomstforhandlinger.
I en fælles udtalelse vender formændene sig kraftigt mod arbejdsgivernes forsøg på at udnytte krisen til at tvinge de ansatte i den offentlige sektor til at arbejde mere for færre penge. Og formændene tager i skarpe vendinger afstand fra politikernes forsøg på at blande sig mere eller mindre direkte i forhandlingerne, som det eksempelvis er tilfældet med forhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening og lærerne om deres arbejdstid.
Arbejdsgiverne skal have større indflydelse på de ansattes arbejdstid, lyder det fra arbejdsgiverne, og sådan har de fået det på statens område med det forlig, som finansministeren og de statsansattes forhandlingsfællesskab CFU blev enige om i sidste uge.
- Regeringens aftryk på det forlig er tydeligt. Rektorerne får afgørende indflydelse på gymnasielærernes arbejdstid, og det vil helt sikkert smitte af på forhandlingerne med kommunerne og regioner, siger Mads Bilstrup, regionsformand i Dansk Socialrådgiverforening, til Arbejderen.
Forestil jer at socialrådgiverne næste gang skal betale for en kontanthjælpsreform gennem forringelser af deres overenskomst. Det er utænkeligt.
Mads Bilstrup, regionsformand Dansk Socialrådgiverforening
Han har sat den ene underskrift på den udtalelse om sammenhold i fagbevægelsen, som kan læses på debatsiderne. Og han tager opfordringen til sammenhold helt bogstaveligt.
- Vi er solidariske med lærerne. Hvis man sammenligner den situation, lærerne står i, hvor de skal betale for en skolereform med forringelser af deres overenskomst, så svarer det til, at socialrådgiverne næste gang bliver bedt om at financiere en kontanthjælpsreform. Bare det at sige det er jo helt utænkeligt, mener Mads Bilstrup.
Indtil nu har forhandlerne på såvel det regionale og det kommunale område forholdt sig afventende. Og helt usædvanligt er der stort set ikke forhandlet et eneste delforlig hjem.
- Vi plejer at have ryddet nogle af de mindre knaster af vejen, inden vi skal i gang med de store spørgsmål som arbejdstid og løn. Det er ikke sket denne gang, og det opfatter jeg som helt bevidst fra arbejdsgivernes side. De ønsker at have muligheden for at lægge det størst mulige pres på lønmodtagernes forhandlere med alt i spil, vurderer socialrådgiver-formanden.
Else Kayser, der som sygeplejerskernes kredsformand har sat sin underskrift på udtalelsen, fortæller, at medlemmerne har reageret voldsomt på arbejdsgivernes krav om indskrænkninger i de tillidsvalgtes rettigheder og hele samarbejds-systemet.
- Og de har også reageret på de angreb, lærerne skal stå model til, siger Else Kayser til Arbejderen.
Sygeplejerskerne havde kaldt deres tillidsfolk sammen i går eftermiddags. Mødet var ikke slut ved Arbejderens deadline.
Udtalelsen er ud over Mads Bilstrup og Else Kayser underskrevet af formændene for FOA Århus, Århus Lærerforening og BUPL Århus.
Læs udtalelsen på debatsiderne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278