Klokken nærmer sig 21. Det er lørdag aften, og turisterne på Kongens Nytorv kigger undrende på det begyndende trafikale kaos lige udenfor Hotel D'angleterre.
Mængden af natchauffører foran hotellet vokser langsomt men sikkert, og det er svært at se en ende på rækken af taxaer ned af Kongens Nytorv. Hornene gjalder. Hotelportien fra det ikoniske hotel kigger bekymret på det usædvanlige opløb.
Hvis ikke politikerne hører os nu, så må vi blokere, hvor det gør ondt. Vi har en plan B.
Nadeem Rasool, taxachauffør
Jo flere chauffører og biler der ankommer, jo højere bliver stemningen. Taxachauffør Nadeem Rasool og vognmand Suhail Butt, to af organisatorerne bag aftenens protest, er travlt optaget af interviews med TV2 og andre medier.
Endelig er det tid til at sætte i gang. Suhail hopper op på ladet af en stor pickup-truck og kalder til kamp. Men gang på gang slår han også fast: "De skal ikke få lov at provokere os. Husk nu; Vi er indenfor loven, vi er de gode."
Der er hverken højttaleranlæg, scene eller andre dyre og smarte foranstaltninger. Det er chauffører og små vognmænd, der selv har taget affære, så det meste foregår mund til mund og over telefon.
Nadeem råber, så højt han kan, instruktioner om ruten, og chaufførerne går til bilerne. Endelig sker der noget. Og så alligevel ikke med det samme. For mængden af deltagende taxaer er så stor, over 500, at det tager en evighed at komme afsted.
Lørdag den 13. februar laver de københavnske taxachauffører den første større blokade i København imod, hvad mange betegner som pirattaxa-selskabet Uber.
Loven og Uber
I loven om taxikørsel er det ifølge §1 stk. 1 erhvervsmæssig befordring, når man tager betaling udover blot at dele udgifterne. Og det gør Uber i allerhøjeste grad.
Skal vi kaste kørebogen ud af vinduet; kalde vores chauffører "partnere" og ikke tilbageholde skat, ligesom Uber?
Suhail Butt, vognmand
Ifølge loven skal taxaer blandt andet aflønne efter gældende overenskomst, tilbageholde skat af medarbejdernes løn, betale feriepenge, pension, have forsikring af passagererne (løber op i 2-3.000 kroner om måneden), være tilmeldt et kørselskontor osv, osv. En lang række udgifter og reguleringer sikrer gennem loven, at chauffører har et minimum af rettigheder, uddannelse osv., og at forholdene er ensartede og sikre for kunderne.
Hos Uber er det bare at snuppe privatbilen, melde sig til, og så ellers snuppe pengene, uden andre omkostninger end afskrivning og brændstof. Skattebetaling er op til Uber "partnernes" egen samvittighed.
Derfor blev Uber politianmeldt af Trafikstyrelsen første dag, de kom til landet. Siden er tre bødeforlæg til Uber-chaufførere blevet udskrevet, tilsyneladende ved en "fejl", men de afventer stadig domstolenes vurdering. Hovedstadens politifolk har således eksplicit fået besked fra politiadvokaten for særlovskriminalitet om ikke at gribe ind. Og sådan har det været i halvandet år.
Mister sit levebrød
De meget ulige konkurrenceforhold betyder, at taxachaufførerne i hovedstanden er historisk pressede på deres levebrød. Frustrationerne blandt chaufførerne er enorme:
– Vi har tabt 40 procent af vores omsætning, forklarer Nadeem.
– Mange kolleger overvejer at gå på bistand. Kan det være rigtigt, at staten skal forsøge os? Vi vil bare have vores arbejde? Vi betaler politiets og politikernes løn, fordi vi, i modsætning til Uber, betaler skat. Men intet sker, på trods af at de helt klart overtræder loven. Hvor er retfærdigheden? Hvordan skal man kunne forsørge en familie?
Samme melding kommer fra Awil, der også er taxachauffør:
– På 12 timer har jeg kørt 800 kroner ind. Bare i oktober var det 1.500 kroner på samme tid. Det kan ikke være rigtigt, siger han.
– Problemet er ikke Uber. Problemet er staten. Det kan ikke være rigtigt, at staten ikke gør noget, når loven så åbenlyst bliver brudt, mener han.
– Vi er ligesom lam, der bliver gennet rundt, mener Suhail.
– Men vi må ikke engang bræge på vej til slagteren. Jeg er selv vognmand. Hvad vil de have, vi skal gøre? Kaste kørebogen ud af vinduet, ligesom Uber, kalde vores chauffører "partnere" og ikke tilbageholde skat, ligesom Uber? Skal vi droppe forsikringen af kunderne? Det er de vilkår, vi konkurrerer mod.
Ifølge chaufførerne er der nu 2.000 registrerede "partnere" i Uber Danmark, og 800-1.200 af dem er aktive vogne, som nu konkurrerer med de omtrent 1.800 taxaer, der findes i Hovedstaden.
Sammenhold
Til demonstrationen kryber den lysende grønne slange af taxa-skilte sig fra Kongens Nytorv, forbi Christiansborg, gennem H.C Andersens Boulevard, Nørre Voldgade, Gothersgade og tilbage til Kongens Nytorv. Hornene bruges flittigt.
Med korte mellemrum stopper trafikken helt, og chaufførerne myldrer ud på vejen og veksler et par ord, hilser, for så at hoppe tilbage i kabinen. Flere kommer op på siden af Nadeem og ruller vinduet ned. "Godt gået." Den næste: "Det er super det her" og så videre. SMS'erne tikker ind med hilsner. Selvtilliden og sammenholdet bobler.
Det er helt tydeligt, at for chaufførerne i aften, lige nu og lige her, er denne del af København deres. Uber holder sig stort set væk.
Men ved krydset mellem Holmens Kanal og Bremerholm kommer en lille mørk firedørs Suzuki pludselig bragende bagfra og kører aggressivt og hurtigt inde på cykelstien, bag et busstoppested og frem i det blokerede lyskryds. "Det er en Uber-bil", lyder råbene, men hurtigt får han sig kantet igennem taxaerne og stikker af. Det er stort set det eneste, man ser til dem.
Nadeem og de andre chauffører er, med god grund, ovenud tilfredse med aktionen.
– Det vi havde arbejdet for er lykkedes. Dette er en vellykket generalprøve. Hvad skal der ske nu? Nogen af kollegerne siger, at hvis ikke politikerne hører os nu, så må vi blokere, hvor det gør ondt. Vi har en plan B, siger han.
Der skal ske noget
Uber blev politianmeldt på dag ét i Danmark, men indtil nu er ingen blevet dømt, og kun en håndfuld af Ubers flere tusinde chauffører er blevet sigtet.
– Centralerne siger, at vi ikke skal aktionere, at vi i stedet skal gå i dialog. Men vi har ventet i halvandet år på en dialog, der sker intet. Politiet gør ikke noget, forklarer Nadeem.
–Uber er iskolde, fordi der ikke sker noget fra politiets side. Vi har endda oplevet en situation tidligere, hvor en taxachauffør tager billeder af en Uber-bil for at dokumentere ulovlighederne, hvor Uber-chaufføren stille og roligt tænder lyset i bilen, så fotografen kan få det hele med. De er fuldstændig ligeglade, slår Nadeem fast.
Hvorfor taxaer kontrolleres ofte, mens åbenlyse brud på taxaloven fra Ubers side finder sted uden politiets indblanding, er uforståeligt for taxachaufførerne.
– Vi kan jo kun gå ud fra, at Søren Pind har bedt politiet om at give dem frit spil. Venstre og Liberal Alliance er ved at afmontere velfærdsstaten. Det må være, hvad det drejer sig om, mener Nadeem.
Det er dog ikke altid, at Ubers chauffører er helt ligeglade. En anden taxachauffør Bilal fortæller, at han tidligere har fået sin rude smadret af en Uber-kører, der ikke kunne lide at få dokumenteret sit påståede "legale" arbejde fotografisk. Derfor er organisatorerne af aktionen også meget opmærksomme på ikke at lade sig provokere af Uber, trods forsøg fra Uber-kørernes side.
Den fordækte UBER Partner Foreningen Danmark skrev således to dage inden aktionen: "Grundet den eskalerede situation i "taxakrigen", og taxabranchens trusler om fysiske konflikter med UBER Partnere, har UBER Partner Foreningen Danmark engageret vagter flere forskellige steder i indre København den kommende weekend."
Ikke ligefrem en betryggende besked. På facebook giver flere Uber-kørere udtryk for, at flere af dem vil være til stede under aktionen for at tage billeder af taxachaufførerne, hvad de så end skal bruges til.
Men taxachaufførerne lader sig ikke afskrække. Der er en stemning af, at nu må ventetiden være forbi. Det er tid at gøre noget ved problemerne.
Det franske eksempel
– Måske tænker regeringen: Der er kun omkring 10.000 taxachauffører. De er en lille gruppe, som ikke vil råbe op. Vi kan ofre dem som en gave til Liberal Alliance, siger chauffør Daniel Zneider.
– Men hvis vi gør det samme som i Frankrig, så vil det have effekt.
Det er Karim helt enig i. Han var for nyligt i Marsailles, hvor han fik en snak med nogle taxachauffører.
– Der havde taxachaufførerne blokeret i 14 dage, fortæller han.
– De havde brændt biler, lavet brændende barrikader. Det lyder voldsomt, men vi må bare konstatere at det virkede. Jeg kan kun sige: Nu er det nok. Uber er alle vegne. Jeg har ikke noget imod chaufførerne som personer, men i lille Danmark, hvor vi har en god infrastruktur, er der ikke behov for Uber. Og så må jeg indrømme, at jeg rent ud sagt har ondt i røven over, at de ikke betaler skat, men frit kan overføre deres løn til udenlandske konti. De skal stoppes. Nu.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278