Gennem et historisk sammenhold mellem alle faggrupper i både kommuner, regioner og staten lykkedes det at bryde Sophie Løhdes snævre lønramme og tvinge alle krav om nye forringelser af bordet.

Arbejdsgiverne blev tvunget til at droppe krav om forringelser.

Regeringen og de offentlige arbejdsgivere mødte op til overenskomstforhandlingerne med krav om løntilbageholdenhed, mere lokalløn, mindre indflydelse til fagforeningerne, forringelse af seniorordningerne og dårligere ansættelsesforhold og arbejdstidsregler for ansatte på sygehusene.

Arbejdsgiverne endte med at trække alle krav om forringelser tilbage. Samtidig blev de tvunget til at sikre spisepausen.

>> LÆS OGSÅ: Kampen om frokostpausen

Der er nu garanti for, at de offentligt ansatte følger lønstigningerne på det private arbejdsmarked. Det forhadte privatlønsværn, der blev indført af den daværende finansminister Bjarne Corydon i 2015, er afskaffet. Værnet betød i praksis, at de offentligt ansattes lønninger ville sakke længere og længere bagud i forhold til privat ansatte.

>> LÆS OGSÅ: Arbejdsgiverne vil af med regler, der beskytter ansatte

Alt det blev sikret gennem en omfattende mobilisering og kampvilje blandt de offentligt ansatte, stor støtte fra mange privat ansatte og opbakning fra befolkningen.

Lærernes arbejdstid

Men det lykkedes ikke at få en arbejdstidsaftale for lærerne, selvom en samlet offentlig fagbevægelse stod bag kravet. Det har skabt stor skuffelse og vrede blandt både lærere og mange af de andre fagligt aktive, der i månedsvis har stået skulder ved skulder med krav om en løsning for alle.

Forløbet omkring lærernes arbejdstid siger meget om, hvilke voldsomme kræfter fagbevægelsen er oppe imod. Der er ingen tvivl om, at kommunernes chefforhandler Michael Ziegler her har haft et bundet mandat.

"Lærernes arbejdstid er storpolitik... Der har været interesser, som ligger uden for forhandlingsrummet, som har været afgørende for, at vi ikke er nået i mål", siger lærerformand Anders Bondo Christensen i et interview i Ekstra Bladet.

Kampen for at sikre lærerne en arbejdstidsaftale i lighed med alle andre grupper på arbejdsmarkedet fortsætter nu i den kommende overenskomstperiode.

Med de seneste måneders fælles kamp er der skabt grundlag for, at en samlet fagbevægelse fortsat bakker op om lærernes kamp i en erkendelse af, at det, som lærerne blev udsat for i 2013, er det som politikerne stadig ønsker at gennemføre overfor andre grupper af offentligt ansatte.

EU-politik

Denne gang lykkedes det at få afværget arbejdsgivernes krav om forringelser. Men de vil fortsætte forsøget på at presse mere arbejdskraft ud af den enkelte offentligt ansatte og forringe arbejdsforholdene.

Det er en direkte konsekvens af den nyliberalistiske nedskæringspolitik, som et flertal af de danske politikere har bundet Danmark til at føre gennem tilslutning til EU's Finanspagt og Europluspagt. Her er kravet konstante nedskæringer i den offentlige sektor og en minimal lønudvikling for de offentligt ansatte.

>> LÆS OGSÅ: EU-pagt griber ind i OK-forhandlinger

Vi ved, at Sophie Løhde om kort tid vil fremlægge konkrete planer om regeringens såkaldte sammenhængsreform. Endnu en reform der skal finansieres uden, at det koster ekstra.

– Sophie Løhde har selv sagt, at reformen skal få det offentlige til at "køre længere på literen", men hvilken rolle de ansatte skal spille for at få det regnestykke til at gå op, må fagforeningerne foreløbig nøjes med at spekulere i, har arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl tidligere udtalt til Magisterbladet.

Kamp om samfundet

Flere af de faglige ledere har slået fast, at overenskomstkampen dybest set handler om, hvilket samfund vi vil ha´. 

>> LÆS OGSÅ: Kampen handler om, hvilket samfund vi vil ha'

Skal Danmark fortsætte ad den nuværende nyliberalistiske vej med afmontering af den offentlige, kollektive velfærd, konstante nedskæringer og pres på de offentligt ansattes løn- og arbejdsforhold? Eller skal politikerne presses til et kursskifte?

– Det handler i bund og grund om valg af samfundsmodel. Vil vi udvikle velfærdssamfundet eller ej. Vi ønsker et velfærdssamfund, der ikke bare holder til vores generation, sagde for eksempel Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening på demonstrationen den 10. april i København.