28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Støtten til stilladsarbejderne ruller

Strejker på 2. uge

Støtten til stilladsarbejderne ruller

De strejkende stilladsarbejdere i Persolit er selv aktive med at udbrede kendskabet til konflikten og for at indhente støtte. Faglige netværk har også meldt sig på banen.

Arkivfoto.
FOTO: Aage Christensen
Arkivfoto.
FOTO: Aage Christensen

Opslag på Facebook, uddeling af flyers, salg af badges, en bankkonto og et nummer til MobilePay. Det er nogle af de initiativer, som de 70 stilladsarbejdere ved fimaet Persolit har sat i værk for at gøre opmærksom på deres strejke.

Det her handler jo ikke om, at man skal have betaling for at bruge en halv time på at køre fra sit hjem og møde i firmaet.
Jacob Jespersen, landsklubformand

De nedlagde arbejdet tirsdag i sidste uge efter i et halvt år forgæves at have forsøgt at lande en lokalaftale med arbejdsgiveren.

– Alle mand mødte ind igen her til morgen i arbejdstøjet, med madpakke og termokande. De har stemt og meddelt, at de har besluttet at fortsætte strejken, siger Per Hemmingsen til Arbejderen onsdag morgen.

>>LÆS OGSÅ: Stilladsstrejke går ind i anden uge

Talsmanden for de strejkende fortæller, at folkene står sammen og er ved godt mod, også selvom det koster mange penge at nedlægge arbejdet. Ud over løntab har stilladsfolkene en bod i vente for overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. 

Støtten ruller

Derfor falder de indbetalinger, der er begyndt at komme fra både arbejdspladser og enkeltpersoner, på et tørt sted. 

De strejkende har ikke selv erfaringer med støtteaktviteter, men de er blevet kontaktet af andre med "forstand på den slags". På deres opfordring er der produceret badges med teksten: "Støt de strejkende stilladsmontører i Persolt - MobilePay: Box01446". Stilladsarbejderne har trykt løbesedler med oplysning om strejken, som de nu deler ud på arbejdspladser.

– Der bliver ringet til folk, og endelig kan vi se, at forskellige faglige netværk rører på sig og opfordrer til at bakke os op, fortæller én af de strejkende, der ønsker at være anonym, til Arbejderen.

Uoverensstemmelserne med arbejdsgiveren går blandt andet på manglende betaling for kørsel. Siden efteråret  2018 har firmaet pålagt de ansatte at køre sammen i firmabilerne uden at få betaling for køretiden. For nogle af stilladsarbejderne drejer det sig om over 10 timers ugentlig kørsel i firmabil uden at få betaling.

Tidligere var det kutyme i Persolit, at stilladsarbejderne fik løn fra det tidspunkt, hvor de satte sig ind i firmabilen. Det er ikke nedfældet på skrift, men nu kræver stilladsarbejderne, at det kommer med i lokalaftalen, hvilket firmaet afviser. 

– Hvis vi accepterer det her, er kollegaerne jo bekymrede for, at det kan få afsmittende virkning på hele branchen, så det bliver almindelig kutyme, at vi selv skal til at betale for køretiden og på den måde arbejde gratis, har Per Hemmingsen forklaret Arbederen.

Fra Esbjerg til Skagen

Jacob Jespersen er formand for Stilladsarbejdernes Landsklub. Han erkender, at kollegerne i Persolit er ude i en overenskomststridig strejke. Alligevel kan han sagtens følge Per Hemmingsens pointe.

– Det her handler jo ikke om, at man skal have betaling for at bruge en halv time på at køre fra sit hjem og møde i firmaet. Men i Persolit kan tre mand i Esbjerg blive ringet op om aftenen med besked om at stille i København eller Skagen næste morgen klokken 7:00. De skal køre midt om natten, og det får de ikke længere betaling for, siger landsklubformanden til Arbejderen.

Han gør opmærksom på reglerne i skattelovgivningen, der gør det muligt at trække kørsel fra i skat.

– Kan Persolit få folkene til at trække kørslen fra på skattebilletten, så slipper firmaet godt nok billigt, mener Jacob Jespersen.

Støtte kan indbetales på bankkonto: Reg. nr. 5398 kontonummer 0248463
eller på MobilePay: Box01446.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. feb. 2019 - 11:48   27. feb. 2019 - 17:15

Arbejdskamp

noc@arbejderen.dk