Alle har ret til en overenskomst - også de ansatte på Letz Sushi.
Sådan lyder det i dag, hvor fagforeningen 3F København markerer, at der er gået et helt år, siden konflikten for en overenskomst med sushi-kæden trådte i kraft.
Ønsket fra 3F vil øge selskabets omkostninger med mellem 1 og 2 mio. kr.
Louise Ertman Baunsgaard, Letz Sushi
Sidst de to parter sad overfor hinanden var den 15. august 2014 og 3F må i dag konstatere, at ejerkredsen bag kæden ikke er sådan at bide pinde med - de ansatte har stadig ikke fået en overenskomst.
Reelt går tilløbet til sammenstødet med arbejdsgiveren tilbage til maj måned 2013. Her henvender en større gruppe ansatte sig i fagforeningen og klager over blandt andet underbetaling, manglende tillæg for arbejde aften/nat og manglende løn under sygdom.
I starten lægger 3F arm med stifter af og enejer i Letz Sushi, Louise Ertman Baunsgaard. Hun har åbnet den første sushi-restaurant i 2003, og i takt med at den asiatiske spise bliver stadig mere populær, udvider hun forretningen. I maj 2013 er der Letz Sushi restauranter og takeaways på syv forskellige adresser i Storkøbenhavn.
Økonomisk sværvægter
Men så efteråret '13 får Letz Sushi en økonomisk saltvandsindsprøjtning, og 3F står nu pludselig i en faglig konflikt, der involverer Jysk Holding, som Lars Larsen, bedre kendt som Dyne-Larsen, står bag, Han er blandt Danmarks rigeste mænd.
Lars Larsens søn og enearving, Jacon Brunsborg, opgiver at gøre sushi-kæden Dondon til en givtig forretning og fusionerer i stedet med konkurrenten i Letz Sushi. Nu deler Louise Ertman Baunsgaard og Jacob Brunsborg ejerskabet, og i dag er der 11 spisesteder med Letz Sushis navn på facaden.
På trods af den kapitalstærke Jysk Holding i ryggen har Louise Ertman Baunsgaard forklaret Arbejderen, at en 3F overenskomst vil være så dyr, at kæden ikke længere kan løbe rundt.
"Ønsket fra 3F vil øge selskabets omkostninger med mellem 1 og 2 mio. kr. Vi har omkring 100 medarbejdere ansat i LETZ SUSHI. Jeg vil ikke sætte deres job på spil ved at indgå en overenskomst, som betyder, at vi ikke kan overleve økonomisk”, skriver hun i en mail til Arbejderen den 20. januar i år.
Den mandlige halvdel af ejerkredsen er det til gengæld umuligt at få i tale.
Tavshed
Arbejderen har forsøgt via Jonas Schrøder, der er pressechefen i Jysk, at få Jacob Brunsborgs svar på en stribe spørgsmål. Pressechefen afviser, at det er Brunsborg, der skal svare på spørgsmålene om koncernens holdning til investeringen i sushi-kæden. Og forsøg på at ringe til Jacob Brunsborg er også endt uden resultat.
Til gengæld har en tredje person været direkte involveret i møderne med 3F, nemlig formand for bestyrelsen i Letz Sushi ApS, Carlo Wang Fung Chow. Han indtrådte i bestyrelsen i 2011.
Ifølge Arbejderens oplysninger har han krævet timelønninger på 85 kroner og ingen pension som forudsætning for at underskrive en overenskomst. Arbejderen har op til årsdagen for konflikten forsøgt at få fat i ham, men han har været optaget af møder.
Carlo Wang Fung Chow rådgiver i dag vækstvirksomheder om strategi og bestyrelsesarbejde i Danmark og udlandet. Herudover vejleder han virksomheder, som har problemer på grund af finanskrisen, fremgår det af Wikipedia.
Dagbladet Børsen har også skrevet om manden med det asiatisk klingende navn.
Han var tidligere administrerende direktør i bank Trelleborg, der ikke var i stand til at overholde lovens krav om solvens. Han blev administrerende direktør i Føroya Banki Danmark, kort før bankTrelleborg brød sammen. Siden måtte han forlade banken.
Ridser i lakken
Undervejs har Letz Sushis navn fået nogle skrammer. Sidste år i juni måned måtte Letz Sushi betale 15.000 kroner i bøde for uberettiget fyring af de ansattes talsperson Ulrik Frost.
Nogle måneder senere - i oktober måned - vankede der så en bøde af en helt anden kaliber, nemlig 350.000 kroner for at have brugt illegal arbejdskraft i hele 16 tilfælde fra december 2010 til februar 2013.
Hvor, den langvarige konflikt ender, er svært at sige. 3F fortsætter indtil videre den lovlige konflikt, og sushi-ejerne nægter at forhandle med fagforeningen.
Et års dagen markeres kl. 17:30-19:00
Letz Sushi, Ovengaden Neden Vandet 41
Faner er meget velkomne
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278