Hvordan vil det se ud for de 650 fyrede fra Vestas i Skive kommune, hvis enhver statslig refusion til kommunens beskæftigelsesindsats bliver nedtrappet og er væk om tre år? Især når man tænker på, at der før fyringerne i sidste måned i forvejen var over 1000 arbejdsløse i kommunen?

Det spørgsmål bliver muligvis snart besvaret. Regeringen planlægger nemlig en omfattende reform, der rydder op i den nuværende jungle af refusionsregler for kommunernes beskæftigelsesindsats. Fremover skal der kun være én refusionssats, som gradvis bliver sat ned - og måske ender på et rundt nul allerede efter tre år.

Refusionsjunglen har siden VK-regeringen gav den kraftig vokseværk i 2010 redet kommunerne - og mange dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere - som en mare. De indviklede regler møder også stærk kritik i fagbevægelsen. Arbejderen har over de seneste dage forsøgt at få LO's kommentar til reform-planerne, men har ikke fået nogen tilbagemelding, før deadline for denne artikel.

Oprydning i junglen

I regeringens aftale med Kommunernes Landsforening om kommunernes økonomi i 2013 står der, at junglen skal erstattes af en model, hvor "refusionssatsen – uafhængigt af ydelse – gradvist aftrappes med den enkelte borgers varighed på offentlig forsørgelse."

Aftalen henviser til en model, som Arbejdsmarkedskommissionen i 2009 præsenterede i sin endelige rapport, blandt andet sammen med et forslag om gradvis aftrapning af dagpengesatsen alt efter, hvor længe man har været arbejdsløs.

Hvis modellen bliver fulgt i det udspil, som regeringen og KL i øjeblikket sidder og arbejder på, vil den statslige refusion til en kommunes beskæftigelsesindsats over for en dagpengemodtager eller en arbejdsmarkedsparat kontanthjælpsmodtager følge følgende mønster:

• Den første måned af arbejdsløshedsperioden: 100 procents refusion
• Fra anden til tolvte måned: 65 procents refusion
• I 2. til 3. år: 35 procents refusion
• Efter 3 år: Ingen refusion fra staten - kommunen skal klare alle udgifter selv.

Ifølge kommuneaftalen er det i det hele taget hensigten "at kommunernes udgifter til forsørgelse ikke længere skal afhænge af, hvilken ydelse der udbetales, men i højere grad af, hvor længe en borger har modtaget offentlig forsørgelse."

En ny refusionsperiode kan først begynde, når den pågældende borger har haft ét års ustøttet arbejde inden for en tre-årig periode.

Vismænd: god idé 

Det er dog ikke sikkert, at det lovforslag til refusionsreform, regeringen vil fremlægge til februar, i ét og alt følger Arbejdsmarkedskommissionens model. Derimod er det sikkert, at Det Økonomiske Råds formandskab, de såkaldte vismænd, bakker op om en sådan reform. I den vismandsrapport, de offentliggør i dag, står der direkte, at "formanskabet finder, at den annoncerede omlægning er fornuftig". 

Bag hele ideen ligger, at kommunerne måske kun har begrænset mulighed for at forhindre, at en borger bliver arbejdsløs, men at kommunen kan være med til at bestemme, hvor lang tid borgeren står uden for arbejdsmarkedet.

Ansvaret - også det økonomiske ansvar - for, at en person går arbejdsløs i mere end en måned, bliver hermed lagt over til den enkelte kommune. Og det uanset om kommunen er Skive eller for eksempel Vallensbæk, der i øjeblikket har en noget lettere opgave med at finde job til sine 279 arbejdsløse et sted i hovedstadsområdet.

I øjeblikket er der hele 17 forskellige satser for, hvor meget staten refunderer af kommunernes udgifter til beskæftigelsesindsatsen. Fra 2010 har der også været straf til kommuner, som er blevet frataget refusion, hvis de ikke rettidigt har fået afholdt samtaler med den arbejdsløse, eller ikke har overholdt fristerne for straksaktivering.

Denne strafrefusion har den nuværende regering dog i samarbejde med Enhedslisten suspenderet frem til sommeren 2014.