I mandags valgte chefen for det tjekkiske stilladsfirma K2 Leseni at skrive under på den overenskomst, som fagforeningen 3F Transport, Logistik og Byg i Aarhus præsenterede for ham.
Truslerne var ægte nok, men blev selvfølgelig kun fremsagt, fordi de aarhusianske stilladsarbejdere stod uden for porten.
Jesper Jespersen, klubformand
Firmaet har i flere måneder bygget stilladser på Lisbjerg-forbrændingen i Aarhus, men først efter at 70 østjyske stilladsarbejdere onsdag i sidste uge rullede de røde faner ud foran indgangen til forbrændingen, lykkedes det at få overenskomsten i hus.
Stilladsarbejderne i Aarhus ser det foreløbige punktum i den sag som en sejr for den aktive måde, de fører faglig kamp på.
Håndfaste metoder
– Firmaet blev presset til det yderste af kommunens folk på forbrændingen, der truede med at opsige kontrakten med K2 Leseni, hvis ikke de skrev under. Truslerne var ægte nok, men blev selvfølgelig kun fremsagt, fordi de aarhusianske stilladsarbejdere stod uden for porten, og problemet blev kendt i offentligheden, siger Jacob Jespersen, formand for Århus Stilladsarbejderklub, til Arbejderen.
Han mener, at byggeledelsen selv burde have reageret noget før, da K2 Leseni har arbejdet på stedet i månedsvis. Omvendt overrasker det ikke stilladsarbejderne, der har gjort det til deres varemærke at følge ord op med handling. Jacob Jespersen forventer da heller ikke, at aktionen ved Lisbjerg-forbrændingen bliver sidste gang, stilladsbyggerne må gribe til de mere "håndfaste metoder" for at slå hul igennem til en offentlig byggeplads.
Falske selvstændige
– I virkeligheden tror jeg ikke, at de tjekkiske stilladsarbejdere var det største problem på forbrændingen, siger Jacob Jespersen og forklarer, at der render mange "rundt derude uden overenskomst". Ligesom der er smede og andre håndværkere, som ganske vist er overenskomstdækket, men ikke får den løn de skal have ifølge overenskomsten.
– Et helt særligt problem er dem, vi kalder de "falske selvstændige". De arbejder egentlig som lønmodtagere, men har deres eget momsnummer, så arbejdsgiverne ikke har nogle forpligtelser over for dem. På denne måde kan et firma, som har en overenskomst, undgå at følge den, fortæller den aarhusianske klubformand og efterlyser, at andre lokale fagforeninger kommer i gang med at kigge på det problem.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278