11 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Strejkende bliver truet med fyresedler

Carlsberg-konflikt spidser til

Strejkende bliver truet med fyresedler

De strejkende og Carlsberg tørnede sammen i Arbejdsretten i dag. Øl-giganten benyttede lejligheden til at meddele, at den forbeholder sig retten til at fyre de strejkende, hvis de ikke genoptager arbejdet.

Arbejdsretten skal tage stilling til Carlsbergs anmodning om at fritstille de 130 strejkende tapperiarbejdere. Her ses tillidsmand Lars Hansen på vej ind i retten.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Konflikten på Carlsberg i Fredericia spidser til.

Øl-koncernen truer med at fyre de 130 tapperiarbejdere, der nedlagde arbejdet onsdag i sidste uge.

- Jeg blev ringet op i går aftes og fik at vide, at ledelsens næste skridt ville være at forsøge at få fritstillet medarbejderne. Og jeg fik besked om, at det var min opgave som tillidsrepræsentant at fortælle det til kollegerne, siger fællestillidsmand Lars Schultz til Arbejderen.

Kollegerne blev provokeret af ledelsens trussel om fritstilling og besluttede at fortsætte strejken.

Lars Schultz, fællestillidsmand

Beskeden overbragte han kollegerne, da de som aftalt mødtes i morges klokken seks for at tage stiling til, om de ville genoptage arbejdet. Og det gik som Lars Schultz havde frygtet.

- Jeg havde ellers på fornemmelsen, at kollegerne var indstillet på at begynde på arbejde igen. Men de blev provokeret af ledelsen næste skridt og besluttede i stedet at fortsætte strejken, lyder det fra fællestillidsmanden.

De strejkende og Carlsberg tørnede sammen i Arbejdsretten i dag, hvor boden til de strejkende for overenskomststridig arbejdsnedlæggelse blev stadfæstet.

Samtidig benyttede øl-giganten anledningen til også her at fremlægge truslen om at fyre de 130 tapperiarbejdere. Det er nu op til virksomheden om den gør alvor af truslen.

Konflikten kan mærkes

Konflikten begynder efter godt en uge at sætte sine spor rundt omkring på barer og restauranter i takt med at fadølsfustagerne løber tørre.

- Status er, at vi er ved at gå helt tom for fadølsfustager, og på nogle af vores læskedrikkeprodukter begynder der også at være udsolgt, siger kommunikationsdirektør hos Carlsberg Jens Bakke til Ritzau.

Strejken er udløst i protest mod en nyansat, der startede mandag i sidste uge. Han skal vedligeholde maskinerne, men vil ikke være medlem af fagforeningen 3F, som alle andre på stedet.

- Vi har altid været 100 procent organiseret. Og det vil vi blive ved med at være, udtalerén af de strejkende til Arbejderen.

Ingen af de strejkende vil stå frem med navn, da det ifølge dem vil være det samme som at bede om en fyreseddel.

Den strejkende fortæller, at det er frygten for, at antallet af uorganiserede skal brede sig, der har fået tapperiarbejderne til at nedlægge arbejdet og kæmpe for, at alle på arbejdspladsen fortsat er medlem af en fagforening.

- Vi kender jo allesammen til dem, der gerne vil slippe for at betale fagforeningskontingent. Det starter med én, men så kommer der måske en mere og en mere. Bliver den faglige organisering først svækket, vil vi stå svagere overfor ledelsen i de lokale lønforhandlinger. Ja, vi snakker endda om, at ledelsen måske i virkeligheden har ansat den her person helt bevidst med det formål at splitte os og svække os.

Strejken koster

Strejken kan ikke alene mærkes hos øl-koncernen, der meget snart får problemer med at levere varer til kunderne.

Strejken er også en dyr omgang for tapperiarbejderne.

Hver dag mangler den enkelte rundt regnet 1500 kroner på lønkontoen. Oveni kommer en bod for overenskomststridig strejke på cirka 500 kroner om dagen.

- Så det koster da, og siger vel noget om hvor alvorlig, vi synes, det her er, lyder det fra Fredericia, hvor der er glæde over, at de første støttetilkendegivelser er begyndt at rulle ind.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. aug. 2013 - 10:42   22. aug. 2013 - 20:38

Strejke

noc@arbejderen.dk
Støt strejken på Carlsberg!
  • Indsæt støttebeløb til Arbejdernes Landsbank reg.nr. 5352 kontonr. 0380243 - mrk. strejkestøtte.
  • Fortæl kolleger og venner at de kan gøre det samme
  • Få din klub eller fagforening til at vedtage støtteudtalelser til de strejkende. Send til debat@arbejderen.dk