10 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Strejkende VVS'ere holder pause

Tilbage på jobbet

Strejkende VVS'ere holder pause

Strejkende VVS'ere er tilbage på arbejde. Forhandlingerne om deres overenskomst er sat på pause indtil fredag, hvor Blik & Rørarbejderforbundet igen mødes med arbejdsgiverne i Tekniq.

Blikkenslagere og rørsmede har indstillet strejke - men de holder øje med overenskomstforhandlingerne og tør ikke love, at de ikke strejker igen.
FOTO: PN
1 af 1

Efter et par dage med strejker blandt rørsmede og blikkenslagere er arbejdet onsdag morgen midlertidig normaliseret.

Der bliver holdt øje med, hvad der sker, og jeg tør ikke garantere, at der ikke udbryder strejker igen.
Michael Malling, VVS'er

– Forhandlingerne i Forligsinstitutionen er sat på pause indtil på fredag. Man kan vel sige, at vi også holder pause, siger Michael Malling til Arbejderen.

Han og kollegaerne, der arbejder for Kemp & Lauritzen på Skejby ved Aarhus, var blandt de første, der smed rørtangen mandag. Siden fulgte kollegaer i flere jyske byer, og tirsdag havde strejkerne bredt sig til Sjælland.

– Der bliver holdt øje med, hvad der sker, og jeg tør ikke garantere, at der ikke udbryder strejker igen, siger Michael Malling.

Værn mod dumping

VVS'erne er utilfredse med forløbet af overenskomstforhandlingerne, hvor arbejdsgiverne igen har krævet værnebestemmelsen sløjfet fra overenskomsten.

Værnebestemmelsen har stået i VVS-overenskomsten siden 1924. Med den i hånden kan VVS'erne forlange et stykke arbejde opmålt og aflønnet i forhold til gældende prislister. Det forhindrer arbejdsgiverne i at undergrave overenskomsten, og opfattes derfor som fagets værn mod social dumping.

Mandag og tirsdag har forhandlingerne om VVS-overenskomsten, som omfatter 1.000 virksomheder med cirka 11.000 ansatte, foregået i Forligsinstitutionen.

Ingen dramatik

Sent tirsdag aften den 14. marts havde parterne efter samråd med Forligsmanden brug for en pause, skriver Blik & Rørarbejderforbundet på sin hjemmeside.

– Pausen er udramatisk og ikke udtryk for hverken sammenbrud eller uoverstigelige uenigheder. Forklaringen på pausen er, at visse tekniske spørgsmål skal afklares, siger næstformand Henrik W. Petersen fra Blik- og Rørarbejderforbundet.

Forhandlingerne fortsætter i Forligsinstitutionen fredag den 17. marts klokken 11.00.

Status

Foreløbig er der indgået forlig om nye overenskomster på områder, der omfatter 80 procent af de ansatte på det private arbejdsmarked.

Blandt de overenskomster, der stadig mangler at falde på plads, og hvor forhandlingerne foregår i Forligsinstitutionen, tæller maleroverenskomsten, Horestas overenskomster og altså VVS-overenskomsten. 

Rent proforma er der indgivet konfliktvarsel for de overenskomster, der endnu ikke er færdigforhandlet. Forligsmanden har traditionen tro udskudt varslerne i endnu 14 dage i denne uge. Det betyder, at eventuelle konflikter tidligst kan blive indledt den 4. april. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. mar. 2017 - 09:42   04. apr. 2017 - 15:36

OK 2017

noc@arbejderen.dk