23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Studerende: Der bør være lærlinge på universitetsbyggeri

Opbakning til faglige

Studerende: Der bør være lærlinge på universitetsbyggeri

Det er ikke i orden at der ikke går en eneste lærling når Københavns Universitet udvider. Det mener de studerende som kræver en forklaring.

Panum-byggeriet koster ifølge 3F 1,4 milliarder skattekroner. Alligevel går der ikke én eneste lærling på byggepladsen.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Det lyder som noget værre griseri.

Sådan siger Mie Sofie Andersen, formand for Studenterrådet ved Københavns Universitet. Hun har netop fået at vide, at der ikke går én eneste lærling på opførelsen af universitetets nye 15 etager høje forskertårn ved Panum Instituttet.

- Det er for dårligt. Københavns Universitet burde som uddannelsesinstitution kunne se nødvendigheden af, at vi får skabt lærepladser til de unge på erhvervsskolerne. Det vil jeg meget gerne hører en god forklaring på fra universitetsledelsen, siger hun til Arbejderen.

Vi har naturligvis opfordret styrelsen til at sikre lærepladser.
Anders Boe Hauggaard, Københavns Universitet

Byggeriet, som bliver udført af polske Poltec og G.S. Secon, beskæftiger ifølge 3F Bygge- Jord- og Miljøarbejdernes fagforening i København  140 arbejdere - men ingen lærlinge.

Det fik i sidste uge de unge i fagforeningen til at trænge ind på byggepladsen med et banner for at gøre opmærksom på de manglende lærepladser.

>> LÆS OM DE UNGES AKTION HER

Vicedirektør på Københavns Universitet, Anders Boe Hauggaard, kan godt forstå, at de studerende undrer sig over de manglende lærlinge. Men det er ikke universitetets ledelse, der bestemmer, hvor mange lærlinge der går på det nye byggeri, forklarer han.

- Vi er bare lejere hos Bygningsstyrelsen, som er bygherre. Vi har naturligvis opfordret styrelsen til at sikre lærepladser, men herudover har vi ikke mulighed for at påvirke forløbet, siger han til Arbejderen og understreger, at samfundsansvaret ligger universitetet meget på sinde.

- På det byggeri, som vi selv har ansvaret for, er vi opmærksomme på forholdet vedrørende lærepladser, og det har vi skærpet yderligere i forbindelse med de rammeaftaler, som vi netop er ved at indgå med rådgivere, siger han.

Anders Boe Hauggaard understreger dog, at de opgaver universitetet selv står for, har et noget mindre omfang, end det Bygningsstyrelsen står for. Der er tale om vedligehold for godt 150 millioner kroner om året.

Hos Bygningsstyrelsen, som er bygherre, forklarer presseansvarlig Christian Lietzen, at der har gået én lærling og én praktikant på byggepladsen. Han bekræfter dog også, at der i øjeblikket kun går en ingeniørpraktikant og ingen lærlinge.

- Da vi udbød opgaven, var der ikke noget krav om at skrive klausuler om lærlinge ind i vores udbud. Det er der nu, og derfor kommer der også til at indgå krav om lærlinge i de nye udbud, der kommer. Vi følger bare de retningslinjer, der bliver lagt fra politisk hold, siger Christian Lietzen til Arbejderen.

Bygningsstyrelsen hører under Klima-, Energi- og Bygningsministeriet. Her oplyser pressafdelingen at antallet af lærlinge ikke sorterer under ministeren og at man derfor ikke ønsker at udtale sig. Hvor det politiske ansvar istedet bør placeres kan man imidlertid ikke oplyse.

Det nye forskertårn, som får navnet Mærsk Bygningen, forventes at stå færdigt i løbet af 2015.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. dec. 2013 - 13:30   21. feb. 2014 - 11:42

Uddannelse

as@arbejderen.dk
Panum-byggeriets parter

Byggeriet udføres af polske Poltec og G.S. Secon som begge er selskaber under kæmpekoncernen Strabag.

Byggeriet er udtænkt af et rådgiverteam, som består af:

  • Totalrådgiver: Arkitektfimaet C. F. Møller - Se hjemmeside om byggeriet  
  • Rambøll
  • SLA
  • aggebon&henriksen
  • Farquharson Gordon
  • Cenergia
  • Innovation Lab

Kilde: Københavns Universitet