Direktør i det konfliktramte Sydjysk Tagentreprise Claus Brian Pedersen overvejer ifølge Vejle Amts Folkeblad at rejse en sag i arbejdsretten om, hvorvidt 3F's konflikt mod hans firma er berettiget. Tagdækkermesteren ønsker dog ikke overfor Arbejderen at bekræfte eller uddybe truslen om at slæbe 3F i arbejdsretten.
Det er simpelthen ligesom en flok gammelkloge kommunister.
Claus Brian Pedersen, direktør
– De næste par skridt, der skal tages i den her sag, og de skridt som er ved at blive taget, de kører ind igennem Vejle Amts Folkeblad og deres journalister, fordi de er i gang med at rode med dem ovre i København, der jo har fået startet noget op på urigtige oplysninger, siger Claus Brian Pedersen.
Konflikten startede, da københavnske 3F BJMF sendte et overenskomstkrav til tagdækkerfirmaet, efter at fagforeningen havde opdaget firmaets folk på en overenskomstdækket byggeplads i Valby. Da Claus Brian Pedersen afviste at indgå forhandlinger med fagforeningen, udviklede sagen sig til en omfattende sympatikonflikt, der indvolverer alle byggefagforeninger under LO.
Hævnaktion
Claus Brian Pedersen mener dog, at konflikten udelukkende er startet som en hævnaktion, efter hans støtte til den kontroversielle Restaurant Vejlegården, som var part i en af de mest omtalte faglige konflikter i nyere tid.
Under konflikten beskyldte 3F Vejle Claus Brian Pedersen for at have påkørt en blokadevagt. En beskyldning han blev renset for efter at have anlagt injuriesag mod fagforeningen.
– De har en gang fået en ordenlig én over næsen i forbindelse med det, de har beskyldt mig for i forbindelse med Vejlegården. Der har de jo fået fingrende i maskinen, fordi de ikke holder sig til sandhederne. Og nu er de godt i gang igen.
Hvad 3F har løjet om i forbindelse med konflikten, ønsker Claus Brian Pedersen ikke at komme ind på. Han forklarer, at han har samlet det samme bagland om sig, som tidligere stod bag Restaurant Vejlegården, og at han først skal konsultere dette bagland, før han offentliggør noget.
– Jeg skal have et møde her i løbet af ugen med et par advokater, som er med inde i det bagland her. Og så ser vi lige, hvordan vi griber den an, fordi det, som er blevet startet op mod os, er simpelthen så langt ude. Det er simpelthen så langt ude i skoven, at det - undskyld udtrykket - er til at brække sig over, siger Claus Brian Pedersen og tilføjer:
– Men det kendetegner jo bare, hvad det er for nogen folk, og hvordan deres metoder er. De skyr ingen midler. Og det er meget godt som nogen af mine kunder, de siger, det er simpelthen ligesom en flok gammelkloge kommunister. De sætter simpelthen deres egen dagsorden og deres egne regler. De tror, de er hævet over lands lov og ret. Men jeg kan bare sige, de har trukket det forkerte kort her.
En rutinesag
Hos 3F BJMF i København har faglig sekretær Helge Hansen ikke noget bud på, hvad fagforeningen skulle have fremsat af urigtigheder. Han afviser samtidigt, at den faglige konflikt har nogen som helst sammenhæng med Vejlegaardsagen.
– Sydjysk Tagentreprise har udført arbejde på Valby Langgade i København, som er en overenskomstdækket byggeplads. Da vi ser det, sender vi et overenskomstkrav, fuldstændigt som vi ville have gjort med et hvilken som helst andet firma, som udfører den slags arbejde og ikke har overenskomst, siger han til Arbejderen.
Vil man vide, hvad der videre sker i sagen, må man følge med i Vejle Amts Folkeblads, med hvem tagdækkermesteren med egne ord har en fast aftale.
– De har været med til at dække mig hele vejen igennem, også i forbindelse med den retssag jeg har kørt imod 3F Vejle både i landsretten og i byretten. Så det er klart, at de får første skud i bøssen, når der er nye ting i støbeskeen, og det er der lige i øjeblikket, fordi 3F bliver ved med alle deres løgnagtigheder og påstulater, siger Claus Brian Pedersen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278