Blot fem procent af de delegerede på Fødevareforbundet NNF's igangværende kongres i Aalborg er unge under 30 år. Det blev da også bemærket af de unge selv, der formåede at gøre sig ekstra bemærket under beretningsdebatten.
Fagbevægelsen er truet, men det bliver endnu værre, hvis ikke det lykkes at få fat i de unge og involvere dem.
Mette Bisgaard Larsen, detailslagter
– Er I klar over, at vi unge er fremtiden? Hvem skal ellers bære fanerne om fire år, spurgte Mette Bisgaard Larsen fra Lillebælt-Fyn.
Hun bad de ældre delegerede og overvejende mænd om at huske på, hvordan det var, da de startede som fagligt aktive.
– Det er vigtigt at støtte os unge og os ansvar. Lad os blive en del af fremtiden, sagde den unge kvinde til taktfaste klapsalver fra salen.
De unge føler sig overset i forbundet, var essensen i indlægget fra Dennis Sinnet Grau, Sydjylland:
– Jeg er en af de unge i NNF, som føler mig overset. Jeg ønsker mig et NNF Ungdom, som er prioriteret, som skaber fælleskab og som danner netværk på tværs af afdelinger. Jeg vil ikke glemmes - jeg er jeres fremtid.
Bekymrede unge
De unge er som alle andre på kongressen bekymrede for fagbevægelsens fremtid, konkret for hvordan det skal gå Fødevareforbundet NNF, der siden 2008 har sagt farvel til en tredjedel af sine medlemmer. Alene siden forrige kongres i 2012 er 3603 medlemmer forsvundet.
– Vi unge ved godt, at fagbevægelsen er truet, men det bliver endnu værre, hvis ikke det lykkes at få fat i de unge og involvere dem, mener Mette Bisgaard Larsen, der sammen med Nicklas Sieck uddyber overfor Arbejderen, hvad pointen har været med de unges indlæg fra talerstolen.
Der er brug for en prioriteret indsats, hvis forbundet skal vende udviklingen og få krog i de unge potentielt nye medlemmer, der trods alt løbende kommer til i fødevareproduktionen. Og nok så vigtigt involvere dem i det faglige arbejde, lyder det fra ungdommen.
– Min drøm er, at der bliver ansat en ung i hver afdeling, hvis opgave bliver at være opsøgende på arbejdspladserne. En person, som både skal rundt på virksomhederne for at fortælle unge om fagforeningen og for at støtte op om de unge, der som mig selv har en tillidspost, siger Nicklas Sieck.
Der står detailslagter på hans svendebrev, men arbejdstiderne blev for ubekvemme, og han har nu arbejdet i over fem år som tarmrenser på slagteriet i Ringsted. Nicklas Sieck har det seneste halvandet år bestridt tillidshvervet som arbejdsmiljørepræsentant og kunne godt bruge noget mere støtte til at udfylde den post.
Ønsketænkning
Mette Bisgaard Larsen er også slagter men med specialet delikatesse. Hun er 30 år og har efterhånden nogle års erfaring med ungdomsarbejde i forbundet. Selvom hun ville ønske det, så tror hun tror ikke på, at Nicklas's drøm er realistisk.
– Men én person i forbundshuset ville også være et fremskridt, men det skal vel at mærke være en person, som ikke laver alt muligt andet ved siden af, forklarer Mette Bisgaard Larsen.
Personligt har hun fået stor opbakning i sin egen lokalafdeling Lillebælt-Fyn. Hun er trods sine blot 30 år skuemester, sidder i afdelingsbestyrelsen og i aktivitetsudvalget.
– Men arbejdet skal løftes i alle afdelinger, og det kræver mere fokus fra forbundets side. Desværre er det ikke den vej, forbundet går, bemærker Mette Bisgaard Larsen med hentydning til forslaget om, at Fødevareforbundet frem mod næste kongres i 2020 reducerer antallet af lokale afdelinger fra seks til fire og skærer antallet af forbundssekretærer ned fra fire til to.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278