01 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tillidsfolk raser mod Corydon

Sender protestbrev til finansministeren

Tillidsfolk raser mod Corydon

37 utilfredse tillidsfolk har skrevet et åbent brev til Danmarks socialdemokratiske finansminister, Bjarne Corydon. Lønnedgang og dagpengeforringelser skaber ikke arbejdspladser, lyder budskabet.

Vi synes ikke, regeringen gør nok for vores medlemmer og især ikke for dem, som står uden job. Regeringen lytter ikke til fagbevægelsen, som trods alt repræsenterer en ret så stor del af befolkningen. Derfor skrev vi brevet, siger Thomas Bisballe, tillidsmand for 1600 HK’ere ved KMD.
FOTO: Privat foto
1 af 1

"På almindelige arbejdspladser og blandt almindelige lønmodtagere gælder en god huskeregel – når noget ikke virker, må man prøve noget andet. Gid den regel også gjaldt for politikere som dig, Bjarne!"

Sådan skriver 37 tillidsrepræsentanter fra 34 arbejdspladser på HK-området i et åbent brev til finansminister Bjarne Corydon. Ifølge tillidsfolkene gør den socialdemokratiske minister ikke nok for at afbøde krisens konsekvenser for den almindelige danske arbejder.

LÆS BREVET HER: "Den går ikke, Bjarne!"

- Akutpakken skaber ikke job. Lønnedgang og nul-løsninger skaber ikke arbejdspladser. Det er først og fremmest forbrug, der skaber arbejdspladser. Og lønnedgang, nul-løsning og dagpengeforringelser får i hvert fald ikke arbejderne til at bruge flere penge, siger en af medunderskriverne, Thomas Bisballe, til Arbejderen.

Vi hører så meget om, at vores lønninger presser virksomhedernes konkurrenceevne. Men hvad med direktørernes bonusser?
Thomas Bisballe, tillidsmand

Han er tillidsmand for 1600 HK’ere på IT-virksomheden KMD.

- Vi synes ikke, at regeringen gør nok for vores medlemmer og især ikke for dem, som står uden job. De lytter ikke til fagbevægelsen, som jo dog trods alt repræsenterer en ret så stor del af befolkningen. Derfor skrev vi brevet.

Også René Foss-Møller, som er tillidsrepræsentant for 100 HK'ere på Man Diesel & Turbo i København, mener, at regeringens krisestyring er utilstrækkelig. Og skæv.

- Vi synes, det er dybt skævt, at det kun er arbejderne, som skal betale regningen for krisen. Vi vil gerne hjælpe til med at betale, men så skal kapitalfondene og bankerne altså også betale deres del. Det gælder for den sags skyld også politikerne, som efter min mening godt kunne gå foran med et godt eksempel og gå ned i løn, siger René Foss-Møller.

Han mener, at arbejdsgiverne, som har tjent mange penge i opgangstiderne, nu også favoriseres i regeringens krisepolitik.

- Det er bankerne og kapitalfondene som med god hjælp fra den borgerlige regering har lukreret på opgangstiderne. Arbejderne fik ikke en skid, og nu skal vi betale deres regning. Det er helt galt, siger René Foss-Møller.

Det er dybt skævt, at det kun er arbejderne, som skal betale regningen for krisen.
René Foss-Møller, tillidsmand

Begge tillidsfolk håber, at brevet kan være med til at skabe noget debat om det, som Thomas Bisballe kalder "de evige sandheder".

- Jeg er så træt af, at politikerne bare tager arbejdsgivernes holdninger råt for uforsødet. De burde komme noget mere ud fra Christiansborg og se virkeligheden, siger han og henvender sig direkte til regeringen:

- Hold op med at æde de samme gamle dogmer. Tænk nyt, tænk fælleskab, tænk sammenhold. Hvis vi alle sammen trækker i samme retning og hjælper til, så skal vi nok komme ud af krisen, lyder hans opfordring.

Krisebevidsthed

Når nu Bjarne Corydon har så travlt med at opfordre SAS-arbejderne og de offentligt ansatte til krisebevidsthed og løntilbageholdenhed, burde det gælde for alle, mener Thomas Bisballe. 

- Hvad med arbejdsgivernes krisebevidsthed? Kunne de ikke bidrage lidt også, i form af højere lønninger og flere arbejdspladser i Danmark? Det ville klæde dem, hvis de betalte lidt tilbage for alt det, samfundet har gjort muligt for dem, siger Thomas Bisballe.

Han er, ligesom de 36 andre tillidsfolk, harm over, at de skal holde igen med lønnen, mens de enorme overskud fra deres arbejde bliver fordelt mellem aktionærer og direktører.

- Vi hører så meget om, at vores lønninger presser virksomhedernes konkurrenceevne. Men hvad med direktørernes bonusser? De er af en eller anden grund ikke konkurrenceudsættende, konstaterer han tørt.

Ros fra kollegaerne

Både René Foss-Møller og Thomas Bisballe har fået ros for deres initiativ af kollegaerne på KMD og Man Diesel & Turbo.

- Der har da været et par stykker henne og sige, at de synes, det er godt, vi råber op, siger René Foss-Møller.

Jeg er så træt af, at politikerne bare tager arbejdsgivernes holdninger råt for uforsødet. De burde komme noget mere ud fra Christiansborg og se virkeligheden!
Thomas Bisballe, tillidsmand

Den smule kritik, Thomas Bisballe trods alt har fået, kan han sagtens leve med.

- Jeg er blevet kritiseret for, at vi ikke har skrevet brevet tidligere, fortæller han.

De 37 tillidsrepræsentanter har endnu ikke hørt fra finansministeren, der fik brevet kort efter nytår. 

Til Arbejderen har Bjarne Corydon følgende kommentar:

- Regeringen har gjort meget for at holde hånden under det private forbrug. For det første har vi gennemført en skattereform, der giver flere penge mellem hænderne til helt almindelige SOSU'er, kassemedarbejdere og håndværkere. For det andet fører vi en bundsolid politik, der betyder en meget høj tillid til dansk økonomi, og det giver lave renter. Dermed skal danskerne afsætte færre penge til renter på huslånet eller kassekreditten, så de har mere at gøre godt med til forbrug i detailhandlen eller til at få bygget et nyt badeværelse. Finansministeren tilføjer, at regeringen "mange initiativer betyder alene i år, at 20.000 personer har job, som ellers ikke ville have det."

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jan. 2013 - 11:57   07. jan. 2013 - 18:22

Krise

as@arbejderen.dk
Opråb fra HK-tillidsfolk

De 37 tillidsfolk kommer alle fra fagforeningen HK it, medie & industri Hovedstaden og repræsenterer de ansatte på følgende virksomheder:

  • Novo Nordisk A/S
  • JP/Politikens Hus A/S
  • Haldor Topsøe A/S
  • KMD A/S, Coloplast A/S
  • IBM Danmark A/S
  • Aller Tryk A/S
  • DISA Industries A/S
  • Ruko A/S
  • CMC Biologics A/S
  • Akzo Nobel A/S
  • Aller Media A/S
  • CSC Danmark A/S
  • Force Technology
  • H. Lundbeck A/S
  • Ritzaus Bureau af 2012 A/S
  • MAN Diesel & Turbo SE
  • Novo Nordisk A/S
  • Novozymes A/S
  • Politikens Lokalaviser A/S
  • Radiometer Medical ApS
  • TOMS Gruppen A/S
  • Trykkompagniet A/S
  • Leo Pharma A/S
  • Unilever Danmark A/S
  • Kristeligt Dagblad
  • Bornholms Tidende A/S
  • Sika Danmark A/S
  • Eson Pac Denmark A/S
  • Xellia Pharmaceuticals
  • CCL Label A/S
  • Berlingske Media A/S
  • Marketsquare A/S
  • Chr. Hansen A/S.