Fra januar til oktober 2015 var der 2.467 medlemmer af 3F, der røg ud af dagpengesystemet. Det er et fald på 30 procent sammenlignet med samme periode året før, hvor 3.518 arbejdsløse 3F'ere opbrugte deres dagpengeret. Det skriver Fagbladet 3F.
Der bliver ved med at falde ledige ud af systemet i tusindvis, også efter at den nye reform træder i kraft.
Verner Sand Kirk, AK-Samvirke.
– Det har været en katastrofe for de tusinder, som har mistet dagpengene. Det er derfor utrolig glædeligt, at det nu rammer færre, siger Eva Obdrup, forretningsfører i 3F's a-kasse.
Hun ser frem til nytåret 2017. Her træder nye dagpengeregler i kraft, som vil betyde, at mange kan få forlænget deres tid på dagpenge.
Selvom udviklingen ser ud til at gå i den rigtige retning for 3F'erne, så viser tallet med al tydelighed, at arbejdsløse, især ufaglærte, fortsat risikerer at miste en vigtig indtægtskilde, hvis de ikke får et job. De får ingen glæde af den nye dagpengereform, som Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti blev enige om i november måned sidste år.
Over 60.000
Indtil den træder i kraft, er det reformen fra 2010, der gælder. Den blev vedtaget af den daværende VK-regering, Dansk Folkeparti og de Radikale, der skar dagpengeperioden ned fra fire til to år og samtidig skærpede kravet for genoptjening af dagpengeretten fra et halvt til et helt års arbejde.
– Den reform har foreløbig kostet langt over 60.000 ledige deres dagpengeret, og der bliver ved med at ryge folk ud af systemet, indtil den nye reform begynder at gælde, siger Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke, a-kassernes interesseorganisation, til Arbejderen.
På baggrund af indberetninger fra a-kasserne regner samvirket lige nu på det præcise tal over, hvor mange arbejdsløse, der ved udgangen af 2015 har måttet vinke farvel til dagpengene. Verner Sand Kirks tal henviser derfor til den seneste opgørelse fra august 2015.
Han tøver også med at sige noget hug og stikfast om, hvorvidt udviklingen i 3F's a-kasse også gælder medlemmer af alle andre a-kasser.
– Men jeg tør godt sige, at der bliver ved med at falde ledige ud af systemet i tusindvis, også efter at den nye reform træder i kraft og selvom aftalen indebærer, at det bliver nemmere at genoptjene retten til dagpenge, lyder det fra Verner Sand Kirk.
Ingen løsning
Flere af de fagforeninger, som har taget aktivt del i kampen for en tryg dagpengeløsning, mener da heller ikke, at den dagpengeaftale, som Folketingets tre største partier har underskrevet, løser det grundlæggende problem.
"Dagpengeperioden er stadig for kort, genoptjeningskravet er stadig for stort. Og for mange mister derfor retten til dagpenge. Derfor fortsætter kampen for et dagpengesystem, der giver tryghed i forbindelse med arbejdsløshed", lyder det i en udtalelse fra 3F København, der er landets største 3F afdeling.
Forligspartierne bag dagpengeaftalen blev, lige inden de tog på juleferie, også enige om nye regler for deltidsansatte, der modtager dagpenge som et supplement til lønindtægten. Tilbage står arbejdet med reglerne for selvstændige og atypisk ansatte.
LO ser gerne, at det arbejde går i gang hurtigst muligt, så også nye regler på det område kan træde i kraft sammen med det nye dagpengesystem.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278