19 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Konference skal puste til faglig aktivitet

Initiativtagere til møde i Horsens:

Konference skal puste til faglig aktivitet

Aktiviterne under OK2017 og 41 fagforbunds kritik af reformen af førtidspension og fleksjob viser, at faglige fællesskaber er vejen til forandringer, mener arrangører af faglig konference.

Konference den 20. september skal både evaluere OK 2017 og kigge fremad på udfordringer som de næste overenskomstforhandlinger, højere pensionsalder, atypiske ansættelser og udhuling af velfærden.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Onsdag den 20. september er der landsdækkende faglig konference i Horsens. Konferencen er tværfaglig og henvender sig til bestyrelsesmedlemmer i lokale fagforeninger, tillidsrepræsentanter og andre fagligt aktive, lyder det fra de 23 fagforeningsformænd, som anbefaler konferencen.

Aktiviterne fra OK17 skal fastholdes og bringes i spil sammen med nye kræfter i forhold til kommende opgaver.
John Ekebjærg-Jakobsen, Byggefagenes Samvirke

– Det bliver en vigtig opgave for konferencen at samle op på de kræfter positivt og fremadrettet, som var aktive under OK17. Aktiviterne i forhold til egne overenskomster skal fastholdes men også gerne bringes i spil sammen med flere og nye kræfter i forhold til kommende opgaver, siger John Ekebjærg-Jakobsen, formand for Byggefagenes Samvirke i København, til Arbejderen.

Nye opgaver

I starten af 2018 sættes der gang i slaget om de offentlige overenskomster, og snart skal der vælges politikere til kommuner og regioner, hvor et spørgsmål som kampen mod social dumping efter John Ekebjærg-Jakobsens mening, vil være yderst relevant at rejse.

Anbefalerne af konferencen den 20. september ser flere eksempler på, at der er grøde i fagforeninger, fagforbund og på arbejdspladser. Aktiviteterne under forårets overenskomstforløb er blot ét eksempel.

– Den nylige kritik af reformen af førtidspension og fleksjob, som 41 fagforbund står bag, er et andet eksempel. Konferencen skal give en fornemmelse af og tro på, at vi har kræfterne til at lave om på tingene, hvis vi står sammen, siger Hans A. Sørensen, formand for 3F Horsens og Omegn, til Arbejderen.

Tæt program

Programmet for konferencen er tætspækket og giver et indtryk af de opgaver og omfanget af dem, som arrangørerne mener, at fagbevægelsen står overfor.

Hans A. Sørensen fremhæver, at det blandt andet er tiltrængt med et opgør med de mange reformer, som har forringet vilkårene for de arbejdsløse, førtidspensionister og fleksjobbere.

– Og så er der brug for at mobilisere os i forhold til det uvæsen, der breder sig på arbejdsmarkedet med det man under ét kalder atypiske ansættelser. Det seneste tal, jeg har set, viser, at 850.000 danske unge arbejder på deltid, nul-timers-kontrakter og lignende, siger den midtjyske fagforeningsformand.

Blandt oplægsholderne på konferencen finder man professor og arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet. Han skal sige noget om overenskomsterne, forhandlingssystemet og sammenkædning.

LO's næstformand Morten Skov Christiansen holder oplæg om blandt andet LO's rolle ved overenskomstforhandlingerne, trepartsforhandlingerne og de forestående lokalvalg.

Internationalt pust

Deltagerne får et internationalt pust i form af den tyske metal-arbejder og fagforeningsmand Gerd Leu, der vil fortælle om begrebet Working Poor, der på tysk hedder Arm trotz Arbeit.

Også Henrik Tonnesen, formand for Fødevareforbundet NNF's afdeling Sjælland og Øerne, skal på talerstolen. Han skal sige noget om OK17 med afsæt i, at et flertal i Fødevareforbundets hovedbestyrelse anbefalede et nej til overenskomsterne.

– Overenskomstforløbet har givet anledning til mange diskussioner, og det er vigtigt på en tværfaglig konference at diskutere, hvordan man skal gøre det frem over, siger Tonnesen til Arbejderen og spørger:

– Skal vi ændre forligsmandsloven eller skal vi presse på for flere afstemninger.

Han ønsker ikke at foregribe en debat og heller ikke selv at drage nogle konklusioner, men opfordrer til at tilmelde sig og deltage den 20. september.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. aug. 2017 - 11:17   23. aug. 2017 - 14:15

Faglig konference

noc@arbejderen.dk
Lad det spire og gro

Faglig konference den 20. september 2017 i Horsens:

Programmet er delt op i fire emner:

  • Fagbevægelsens kampe og roller. Oplæg v/ Morten  Skov Christiansen, næstformand i LO.

  • Danskerne siger nej til social dumping, ja til fællesskab og ønsker tryghed til alle. Oplæg v/ Henning Jørgensen, professor og arbejdsmarkedsforsker Aalborg Universitet.

  • Den europæiske vinkel - Arm trotz Arbeit. Oplæg ved Gerd Leu, IG Metal Flensburg.

  • Den seneste kamp og den næste. Oplæg v/ Henrik Tonnesen, formand NNF Sjælland og Øerne, Henrik Stilling, formand Metal Hovedstaden og en forhandler fra det offentlige område.

Tilmelding med navn og e-mail-adresse til hans.sorensen@3f.dk senest den 11. september.

Du kan læse mere om programmet her