Regeringens planer om at skære to procent af uddannelsernes budgetter hvert år de næste fire år var blandt hovedtemaerne, da unge fagligt aktive fra hele landet i weekenden var samlet til 3F Ungdoms landsmøde.
Den ufravigelige hårde virkelighed er, at vores uddannelser er ved at blive udtømt for penge.
3F Ungdom
I en udtalelse fra landsmødet slår de unge fast, at nedskæringerne, som svarer til i alt 8,7 milliarder kroner, er uacceptable.
"Uddannelsen er en af mange velfærdsrettigheder, der med jævne mellemrum er under angreb. 3F Ungdom mener, at alle angreb på uddannelserne og velfærden er angreb på arbejderklassens tilkæmpede rettigheder. Derfor må vi, i hele LO, være med til at samle bevægelsen og lægge vores sociale styrke bag hele velfærdskampen", lyder det blandt andet.
Uddannelsesalliancen
Derfor har 3F Ungdom slået kludene sammen med blandt andre elev- og studenterbevægelsen og er gået ind i Uddannelsesalliancen.
Udtalelsen fra landsmødet konstaterer: "For uanset om vi har en lilla eller en blå regering, og uanset hvilke ord de sætter sammen i deres løgnagtige fortællinger, er den ufravigelige hårde virkelighed, at vores uddannelser er ved at blive udtømt for penge, og mere præget af test og frasortering fra folkeskolen og frem efter."
I sidste uge var 40.000 unge på gaden i Aarhus og København i protest mod regeringens bebudede nedskæringer. Protesten blev stablet på benene af Uddannelsesalliancen, som samler elev- og studenterorganisationer, fagforeninger og forbund.
Uddannelsesalliancen kræver, at nedskæringerne tages af bordet. Samtidigt kræves investeringer, der kan sikre en højere kvalitet i alle uddannelser.
De bebudede nedskæringer har allerede betydet fyringer i uddannelsessystemet. På erhvervsskolerne er 160 undervisere varslet fyret. Også på landets Social- og Sundhedsskoler er der meldinger om fyringsrunder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278