15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Utilfredse fagforeninger støtter fagligt topmøde

Rundspørge om dagpenge

Utilfredse fagforeninger støtter fagligt topmøde

11 ud af 17 fagforeninger i Arbejderens rundspørge deltager i fagligt topmøde på tirsdag.

Fra aktion på jobcenter i København.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Selvom toppen i LO og FTF har nikket ja til en række dagpengeforringelser er mange lokale fagforeninger parat til at tage kampen op imod Dagpengekommissionens udspil.

Læk til pressen viser, at Kommissionen på mandag kommer med et forslag, der blandt andet indebærer lavere dagpenge til nyuddannede og indførelse af karensdage uden dagpenge for alle arbejdsløse.

Det er aldeles urimeligt, hvis de arbejdsløse selv skal betale for forbedringer af dagpengereglerne. 
Kirsten Normann, FOA Århus

I en rundspørge i Arbejderen for nylig sagde 17 ud af 20 fagforeninger nej til, at de arbejdsløse selv skal betale gennem lavere dagpenge for at det bliver lettere at genoptjene retten til dagpenge.

Mange understregede i deres svar behovet for aktiv kamp imod et sådant forslag.

–  Dagpengesystemet kan ikke holde til flere forringelser uden at visne helt, så nu må vi endegyldigt sige helt fra og slås for et genoprettet dagpengesystem uden nye forringelser. Vi må sætte alle kræfter ind og komme på barrikaderne, sagde for eksempel Henning Overgaard, formand for 3F Esbjerg Transport.

Hans fagforening er med til at støtte op omkring det faglige topmøde, der afholdes i København på tirsdag. Her skal over 150 deltagere diskutere, hvilke aktiviteter der skal sættes i gang for at forhindre yderligere dagpengeforringelser.

Støtte til topmøde øges

Otte af de 17 fagforeninger, der i rundspørgen sagde klart nej til lavere dagpenge, står som anbefalere af det faglige topmøde.

Arbejderen har i denne uge rettet en ny henvendelse til de resterende ni fagforeninger. Syv har svaret. Alle siger, at de stadig er utilfredse ved udsigten til lavere dagpenge for mange af de arbejdsløse.

–  Både FOA Århus og jeg mener fortsat, at det er aldeles urimeligt, hvis de arbejdsløse selv skal betale for forbedringer af dagpengereglerne. Det svarer jo til at lade hunden spise sin egen hale, siger Kirsten Normann Andersen, formand for FOA Århus.

På baggrund af henvendelsen fra Arbejderen siger hun, at FOA Århus nu vil melde sig til som anbefaler af det faglige topmøde. Det samme vil FOA Aalborg og Frederiksberg Lærerforening.

Det betyder, at i alt 11 af de 17 fagforeninger fra rundspørgen nu bakker op om det faglige topmøde.

Fire fagforeninger har meldt tilbage, at de ikke deltager i topmødet. To af dem ser det ikke muligt at prioritere mødet. De to øvrige fagforeninger har besluttet ikke at deltage.

HK Sydjylland svarer, at de ikke ønsker at tage afsæt i en kommissionsrapport, men vil afvente de politiske forhandlinger. HK Østjylland oplyser, at de på anden måde vil have fokus på anbefalingerne fra Dagpengekommissionen.

I Arbejderens rundspørge deltog også otte fagforbund, hvoraf syv svarede nej til lavere dagpenge som betaling for forbedringer andre steder i dagpengesystemet. 

Kritisk FOA-formand

En henvendelse til forbundene, om hvor vidt de overvejer at støtte op om topmødet, er kun blevet besvaret af FOA.

Forbundsformand Dennis Kristensen forklarer FOA's manglende tilslutning med, at der er tale om et fagforeningsarrangement og ikke et forbundsarrangement.

–  Vi har formidlet opfordringen til at deltage til FOA's afdelinger, og jeg skal selv tale ved arrangementet, siger Dennis Kristensen.

FOA var det eneste af forbundene i Arbejderens rundspørge, der lagde op til at inddrage medlemmerne i en aktiv kamp mod forringelser af dagpengereglerne.

Dennis Kristensen er yderst kritisk overfor de dele af Kommissionens udspil, der er lækket til pressen.

–  Jeg er lodret imod, at de ledige skal betale regningen for Christiansborgs dagpenge-fadæse gennem karensdage, hvor der ikke udbetales dagpenge. Den del af regningen må Christiansborg i mine øjne tage på sig, siger Dennis Kristensen.

Han udtrykker også bekymring over planerne om, at retten til dagpenge fremover skal beregnes ud fra indkomst i stedet for ud fra antal arbejdsuger. Det vil betyde, at de lavest lønnede ikke vil kunne opnå dagpenge ved arbejdsløshed.

Dennis Kristensen er til gengæld positiv overfor Kommissionens forslag om forbedringer af genoptjeningsretten, men finder dem ikke vidtgående nok. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. okt. 2015 - 08:17   17. okt. 2015 - 08:20

Dagpenge

ur@arbejderen.dk
Sådan har vi gjort
  • Arbejderen lavede for halvanden måned siden en rundspørge om dagpenge. Der kom svar fra otte forbund og 18 fagforeninger. 
  • Syv forbund og 17 fagforeninger sagde klart nej til, at lavere dagpenge skulle være med til at betale for forbedringer af genoptjeningsretten. Ud af dem er der i dag otte fagforeninger og nul forbund, der bakker op om det faglige topmøde på tirsdag.
  • Arbejderen har rettet henvendelse til de øvrige ni fagforeninger samt de syv forbund og spurgt, om de overvejer at støtte det faglige topmøde. Et forbund og syv fagforeninger har svaret. Tre af fagforeningerne oplyser, at de nu vil tilslutte sig topmødet. Resten siger nej med forskellige begrundelser.