14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Venstres finanslov slagter arbejdsmiljøet

Arbejdstilsynet får sparekniven

Venstres finanslov slagter arbejdsmiljøet

Regeringens finanslovsforslag får store konsekvenser for Arbejdstilsynet, advarer fagbevægelsen. Chefen for Arbejdstilsynet forbereder allerede nu de ansatte på massefyringer.

Jobbet som slagteriarbejder er nedslidende, men nu foreslår regeringen at skære voldsomt i den forebyggende arbejdsmiljøindsats.
FOTO: PN
1 af 1

Får Venstre fletal for sit forslag til finanslov 2016, skal Arbejdstilsynet ud i en massiv fyringsrunde. Ledelsen valgte tirsdag at advare personalet, velvidende at finansloven ikke er vedtaget endnu.

Besparelserne er uforståelige, når vi ved, at dårligt arbejdsmiljø koster samfundet 60-80 milliarder kroner om året.
Bente Sorgenfrey, FTF.

– Vi blev orienteret om, at der kommer til at mangle 93 millioner kroner i Arbejdstilsynets budget for 2017. Derfor vil ledelsen, så snart finansloven er vedtaget, gå i gang med en afskedigelsesrunde svarende til 140 årsværk, siger Flemming Overby, tillidsrepræsentant for konsulenterne i Arbejdstilsynet Center Øst, til Avisen.dk.

Ifølge direktør i Arbejdstilsynet Peter Vesterheden vil regeringens udspil sammen med krav om årlige effektiviseringer betyde, at der både skæres af bemandingen, og at der skal gennemføres væsentlige besparelser i driftsudgifterne. Det samlede budget frem mod 2017 reduceres med 20 procent. 

Næstformand i LO, Lizette Risgaard, kalder regeringens prioriteringer for "vanvittige."

– Det er den helt forkerte vej at gå, når vi kræver af folk, at de skal blive længere på arbejdsmarkedet. Det kan man jo ikke, når man samtidig fjerner de indsatser, der skal sætte dem i stand til at holde til arbejdet så længe, som man gerne vil have, siger Lizette Risgaard.

Løber fra aftale

Det undrer LO-næstformanden, at Venstre vælger at skære ned på Arbejdstilsynet, fordi partiet for et halvt år siden bekræftede intentionerne i en politisk aftale om en styrket arbejdsmiljøindsats.

De første besparelser gennemføres allerede til næste år. LO oplyser, at der oprindeligt skulle overføres 77 millioner kroner fra Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse, hvilket blev vedtaget i forbindelse med sidste års finansforhandlinger.

Midlerne var øremærket særlige tilsyn i brancher med stor nedslidning, en særlig indsats i forhold til det psykiske arbejdsmiljø og en handlingsplan mod ulykker i bygge- og anlægsbranchen. Nu foreslår regeringen at skære 31 millioner kroner af overførslen.

Samfundsregning

Venstres forslag om at skære drastisk ned på arbejdsmiljøindsatsen bliver også mødt med hovedrysten i FTF.

– Det er helt uforståeligt, at man nu rammer de effektive, særlige tilsynsindsatser, når vi ved, at dårligt arbejdsmiljø koster samfundet 60-80 milliarder kroner om året i blandt andet sygedagpenge og tabt produktion på arbejdspladserne, siger Bente Sorgenfrey.   

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. sep. 2015 - 12:08   30. sep. 2015 - 14:40

Finanslov

noc@arbejderen.dk