Onsdag den 23. marts omkring middag faldt en vikararbejder fem meter ned fra et stillads ved Rytmisk Musikkonservatorium i København.
Jeg ved i hvert fald helt sikkert, at vi ikke bevidst har hevet ikke-uddannede medarbejdere ind til noget som helst.
Rasmus Lindhardt, hovedentreprenør
Ulykken skete, mens en gruppe vikarer i al hast var blevet sat til at pille stilladset ned, på trods af at ingen af vikarerne havde den lovpligtige uddannelse til at udføre stilladsarbejde på en sikker måde, fortæller formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub John Ekebjærg-Jakobsen.
– En af vikarerne demonterer stilladset uden at kende stilladssystemet, uden lovpligtig uddannelse og uden opstillingsvejledning på stilladset. Det arbejdsdæk, han går på, bliver rykket skævt, og da han træder ud på dækket, falder det ned, og han ryger med, fortæller stilladsformanden til Arbejderen.
Efter John Ekebjærg-Jakobsens oplysninger resulterede faldet i nogle brækkede ribben, en række brud på knogler andre steder i kroppen og en punkteret lunge. Det ser dog ud til, at manden slipper for varige mén. Stilladsklubben har endnu ikke fundet ud af, hvilket firma den ulykkesramte var ansat i.
Fint besøg gav hastværk
Umiddelbart efter ulykken stillede John Ekebjærg-Jakobsen på byggepladsen. Her får han fat i nogle af de andre arbejdere på stedet. De kan fortælle, at ingen af dem har modtaget den lovpligtige stillads-uddannelse, og at stilladset er blevet beordret fjernet, fordi Rytmisk Musikkonservatorium "får fint besøg i påsken."
Ifølge John Ekebjærg-Jakobsens oplysninger kontakter hovedentreprenøren, som er Hovedstadens Bygningsentreprise, stilladsfirmaet TT Stillads, som har bygget stilladset, med krav om at få det fjernet inden påske.
– Firmaet har ikke tid, men lover at det vil ske i løbet af påsken. Derfor bliver der tilkaldt et vikarbureau til at demontere stilladset tirsdag og onsdag, uden at stilladsfirmaet får noget at vide, forklarer stilladsformanden.
Nye vikarer i gang dagen efter
John Ekebjærg-Jakobsen beklager, at historien ikke slutter her. Allerede samme dag ulykken er sket, bliver et andet vikarbureau ifølge ham ringet op efter fyraften.
– De får til opgave at demontere stilladset skærtorsdag, idet ”nogle fine herrer” skal til arrangement på konservatoriet, og det ser grimt ud med en byggeplads. De skaffer fire vikarer, som har et ét-dages stilladskursus. Imidlertid kræver arbejdet med det pågældende stillads minimum tre ugers stilladskursus, siger John Ekebjærg-Jakobsen.
Den manglende uddannelse ses da også tydeligt, da Stilladsklubben torsdag foretager kontrol på byggepladsen. De nye vikarer mangler ifølge stilladsformanden grundlæggende viden om stilladser. De mangler rækværker, de går på smalle jernrør, hvor de burde montere arbejdsdæk, og de bruger ikke sikkerhedsudstyr som hjelme og lignende.
Stilladsklubben stopper arbejdet og tilkalder TT Stillads, som igen er uvidende om at nye folk, uden uddannelse, er i gang med at demontere deres stillads.
– Vikarbureauet erkender, at folkene ikke er uddannet og at de selvfølgelig sender folkene hjem. TT Stillads lover, at de selv vil nedtage stilladset med professionelle stilladsmontører, så vi undgår, at flere vikarer bliver udsat for risikoen for arbejdsulykker, siger John Ekebjærg-Jakobsen.
Entreprenør: Det var ikke bevidst
Rasmus Lindhardt, der er administrerende direktør ved hovedentreprenøren - Hovedstadens Bygningsentreprise - fortæller til nyhedssiden sn.dk, at han først fredag blev bekendt med sagen. Han vil nu have undersøgt, om det er rigtigt, at arbejdsmændene ikke har været uddannede.
Den administrerende direktør slår fast, at man helt sikkert ikke har brugt ikke-uddannet arbejdskraft bevidst.
– Jeg ved i hvert fald helt sikkert, at vi ikke bevidst har hevet ikke-uddannede medarbejdere ind til noget som helst, siger Rasmus Lindhardt ifølge sn.dk.
At man skulle have valgt at hive et andet vikarbureau ind, dagen efter det første hold og arbejdsulykken, er han ikke bekendt med.
Ansvaret skal placeres
Stilladsarbejdernes formand John Ekebjærg-Jakobsen vil have afdækket hvem der har hyret ikke-uddannet arbejdskraft til at udføre professionelt stilladsarbejde, uden at sikre sig at reglerne bliver overholdt.
Også Hovedstadens Bygningsentreprise vil have opklaret, hvordan det hele er gået for sig og har oplyst, at virksomheden vil kontakte Arbejdstilsynet og politiet.
Teknisk Serviceleder på Rytmisk Musikkonservatorie, Hans Brogaard Christensen, forklarer overfor Arbejderen, at konservatoriet intet har med sagen at gøre. De lejer blot ejendommen af Slots- og Kulturstyrelsen, som ejer bygningerne.
Arbejderen har ikke nået at få fat i Slots- og Kulturstyrelsen inden deadline.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278