23 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

- Vil du have job, så rejs

Politikere foreslår eksport af arbejdsløse

- Vil du have job, så rejs

Folketingspolitikere lægger op til at sende arbejdsløse på job i udlandet, fordi danske virksomheder ifølge egne oplysninger i en fire måneders periode har manglet kvalificerede ansøgere til 7,6 promille af deres arbejdspladser.

Det er nyttigt, når de arbejdsløse søger uden for Danmarks grænser. På den måde kan de vedligeholde deres kvalifikationer til Danmark igen får brug for deres arbejdskraft, mener Mette Frederiksen.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Omkring 14.000 danske virksomheder som har deltaget i en stikprøveundersøgelse, havde fra begyndelsen af sommerferieperioden frem til sidste halvdel af november problemer med at få besat 9.600 job. Det fremgår af Arbejdsmarkedsstyrelsens halvårlige undersøgelse af rekrutteringssituationen på arbejdsmarkedet.

Undersøgelsen siger intet om, hvordan arbejdsgiverne har forsøgt at skaffe arbejdskraft, om de har fået nogen henvendelser, eller om de ikke har kunnet bruge de ansøgere, der eventuelt har henvendt sig.

De adspurgte virksomheder har ifølge undersøgelsen tilsammen omkring 1.250.000 beskæftigede. Der er altså tale om 0,76 job for hver 100 ansatte, de ikke har kunnet finde kvalificerede ansøgere til.

Dette tal er dog nok til at økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager foreslår eksport af arbejdsløse til udlandet som “en del af løsningen”.

En naturlig udviling

- Det er en helt naturlig del af det danske arbejdsmarked. Der, hvor der mangler medarbejdere, kan man komme, uanset om man er dansk, norsk, svensk eller tysk for den sags skyld, siger Margrethe Vestager til dagbladet Politiken.

Hun får opbakning fra Dansk Folkepartis Arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted og Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs, som samtidig rejser en kraftig kritik af beskæftigelsesindsatsen i kommunerne.

Også den socialdemokratiske beskæftigelsesminister Mette Frederiksen synes det er en god idé, når arbejdsløse søger uden for Danmarks grænser. Hun udtaler til Politiken, at det er nyttigt, fordi de arbejdsløse på den måde blandt andet holder deres kvalifikationer ved lige, indtil der igen er job i Danmark.

- Noget tyder på, at jobcentrene gerne må være mere opsøgende i forhold til at finde jobåbninger i nabolande, siger Mette Frederiksen.

Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl ser heller ikke noget problem i, at jobcentrene hjælper arbejdsløse til job i nabolande. Men der må ikke være tale om tvang, understreger Christian Juhl.

Ude af proportioner

Undersøgelsens resultat får Henrik Bach Mortensen, direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, til at lange ud med riven:

- Det er trist at opleve, at tusindvis af job ikke kan besættes på trods af, at der er mere end 160.000 ledige. Det er en klar dokumentation af, at beskæftigelsesministeren har helt ret i sin hårde dom over  beskæftigelsessystemet, siger Henrik Bach Mortensen.

- Det må forventes, at jobcentre nu skærer ud i pap, at det er uacceptabelt, hvis ledige på dagpenge eller kontanthjælp ikke søger job, de kan bestride, tilføjer han.

Den kraftige kritik, der kommer netop som de første arbejdsløse er begyndt at falde ud af systemet på grund af den forringede dagpengedækning, vinder ikke genklang hos de store LO-forbund Dansk Metal og 3F.

- Jeg synes, at debatten er pustet vældigt op. Vi taler om hundredtusindvis af jobskift hvert år, og at der så er en lille promille af ubesatte job, det kan jo ikke undgås. Så vidt jeg husker, snakkede virksomhedslederne tilbage i 2008 om 70.000 ubesatte job, siger Allan Lyngsø Madsen, cheføkonom i Dansk Metal, til Arbejderen.

– Jeg hæfter mig mere ved, at vi siden sommer desværre har oplevet en stigende ledighed inden for vores område, tilføjer han.

Lederen af forbundets a-kasse, Torben Poulsen, afviser på det bestemteste, at a-kassen og dens arbejdsløse medlemmer ikke gør alt for at finde job.

- Men det handler ikke bare om ledige hænder, men også om at de arbejdsløse har de kvalifikationer, som virksomhederne efterspørger, understreger Torben Poulsen, der opfordrer til at sætte ind med opkvalificering og efteruddannelse til de arbejdsløse.

I 3F’s a-kasse hæfter forretningsfører Morten Kaspersen sig ved, at der ifølge undersøgelsen skulle være rekrutteret forgæves til 837 job i industrien.

- Lige nu er der kun slået 18 akutjob op inden for industrien. Vi har 10.000 ledige medlemmer, der risikerer at miste dagpengene her i foråret. Tusindvis af dem er industriarbejdere. Jeg vil opfordre arbejdsgiverne til at prøve at slå nogle af de ledige industrijob op som akutjob på jobnet, siger Morten Kaspersen.

Jobcentre: Brug os

Jobcentrene i tre af landets største kommuner, København, Aarhus og Aalborg, melder også hus forbi, hvad angår ubesatte job. De har ikke kendskab til virksomheder, der i den pågældende periode forgæves har søgt om arbejdskraft, viser en rundringning foretaget af Jyllands-Posten.

Hans Halvorsen, beskæftigelsesrådmand i Aarhus, savner oplysninger fra Arbejdsmarkedsstyrelsen om, hvordan virksomhederne har søgt arbejdskraft til de ubesatte stillinger. Hans kvindelige kollega, rådmand for Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune Mai-Britt Iversen, kalder undersøgelsen fra Arbejdsmarkedsstyrelsen for skandaløs.

- Jeg er rystet over, at man i Beskæftigelsesministeriet ikke bruger almindelig sund fornuft. Man kan ikke ud fra undersøgelsen konkludere, at de ledige, a-kasserne eller jobcentrene ikke har forsøgt at besætte de job, der er.  I en tid, hvor både de ledige, jobcentrene og a-kasserne leder med lys og lygte efter akut-job, kan man sige sig selv, at der ikke står så mange ubesatte job. Så mange job er der ikke engang dagligt til rådighed på jobnet.dk, siger Mai-Britt Iversen.

De to jyske rådmænd opfordrer virksomhederne til at bruge jobnet.dk.

Det kølner dog ikke DA-direktør Henrik Bach Mortensens kritik. Han mener ikke, det er virksomhederns opgave at bruge jobcentrene og jobnet.dk til at finde arbejdskraft, men derimod jobcentrenes opgave at gætte sig til, hvilke virksomheder der mangler arbejdskraft.

- Det er helt afgørende, at jobcentrene ved, hvad der foregår på jobmarkedet. Hvilke virksomheder, der er i fremdrift, hvem der har problemer, og hvor der er mangel på arbejdskraft, så man kan guide de ledige i den retning, siger Henrik Bach Mortensen til Jyllands-Posten.

DA på autopilot

- Hvis det er DA’s virkelige holdning, kan det jo forklare, hvorfor de private virksomheder har så svært ved at leve op til deres løfte om at skaffe akutjob. Jeg kan kun opfordre DA til at slå autopiloten fra, læse tallene ordentlig og komme ind i kampen på et sagligt grundlag. Hvis de officielle statistikker, som vi diskuterer ud fra, er mangelfulde og fører til forkerte konklusioner i medierne, så er det et problem for os alle, understreger den socialdemokratiske rådmand Mai-Britt Iversen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. jan. 2013 - 09:35   09. jan. 2013 - 09:45

Fagligt

he@arbejderen.dk
Danskere i Norge

Den høje arbejdsløshed i Danmark har allerede fået mange arbejdsløse danskere til at søge udenfor landets grænser for at finde arbejde.

den seneste opgørelse fra 2011 viser, at antallet af danskere, som pendler til Norge for at arbejde, på to år er steget med 42 procent til 4.230 personer.

Siden er den trafik taget til.

Oveni skal lægges de danskere, der har bosat sig i Norge, når de har fået arbejde.