Iført iøjnefaldende gule veste og bærende på de let genkendelige FOA-skilte formet som store røde hænder indtog en flok fagligt aktive fra FOA Ungdom i søndags gaderne i Middelfart.
Med aktionen ville vi fortælle, at vi ikke vil nøjes med peanuts ved OK18.
Lotte Berthelsen, talsperson FOA Ungdom
FOA Ungdom holdt sit årlige landsmøde i byen og benyttede anledningen til at slå et slag for de offentligt ansattes krav ved overenskomstforhandlingerne.
– Vi delte små poser med nødder ud til folk ved butikker og på stationen og snakkede med dem, der stoppede op, fortæller Lotte Berthelsen, der er talsperson for FOA Ungdom, til Arbejderen.
– I hver pose lå der sølle tre peanuts, som var vores måde at gøre opmærksom på, at vi ikke vil nøjes med peanuts ved de her overenskomstforhandlinger. Det blev taget rigtig godt imod. Folk syntes det var en sjov aktion.
Råd til reallønfremgang
Mere i løn står højt på listen ikke alene blandt de krav, som FOA har rejst ved OK18. Samtlige fagforbund på tværs af staten, regionerne og kommunerne har krævet, at medlemmerne får reallønsstigninger. Det er kun rimeligt, at de ansatte i den offentlige sektor efter flere kriseoverenskomster i træk får del i den fremgang, som dansk økonomi befinder sig i, mener fagbevægelsen.
>>LÆS OGSÅ: Her er stridspunkterne i OK18
Formålet med at gennemføre aktionen var at vise nye aktive unge i FOA, at man med ganske få midler kan gøre et aktuelt spørgsmål - konkret lønningerne i den offentlige sektor - synligt.
– Langt fra alle bryder sig om at gå på gaden og tage den direkte snak med folk. Men jeg er sikker på, at alle fik en positiv oplevelse. Der var folk, der åbnede vinduerne for at høre, hvad vi havde gang i, og når de så fik en forklaring, sagde de, at det var godt, at vi gjorde noget, fortæller den nordjyske sosu-assistent.
En ny undersøgelse offentliggjort i Berlingske fortæller, at 63 procent af danskerne har sympati for de offentligt ansatte i den igangværende konflikt, mens arbejdsgiverne blot har sympati fra ni procent. Den tendens bekræfter FOA Ungdoms faglige aktion. At tyde ud fra Middelfart-borgernes reaktioner, så støtter et stort flertal af dem de faggrupper, der går i strejke eller bliver lockoutet af en samlet arbejdsgiverfront.
Allerede på landsmødets første dag blev de cirka 60 deltagere pæsenteret for overenskomstforhandlingerne. Næstformand i FOA Mona Striib kiggede forbi og fortalte helt grundlæggende om, hvordan overenskomstforhandlingerne foregår.
– Selvom det var fredag aften, og folk var trætte efter en arbejdsuge og efter at have rejst, så var folk meget engagerede, fortæller Lotte Berthelsen.
Deltagerne på landsmødet skulle igennem et tætspækket program i løbet af weekenden. Lørdag eftermiddag var afsat til arbejde i workshops med fire forskellige emner: Arbejdsmiljø - Kan du holde til at arbejde, til du er 70 år? Atypiske ansættelser og ufrivilligt deltidsarbjede. Tal dit fag op, der handler om faglig stolthed og så den sidste, der tog fat på spørgsmål om fagbevægelsen og forsvaret for overenskomsterne.
Klar til OK-aktiviteter
På landsmødet blev der valgt repræsentanter til det landsdækkende FOA's ungdomsnetværk.
– Med nye og flere personer i netværket står det faglige ungdomsarbejde stærkere det næste år frem. Helt konkret, så er vi klar til at kaste os ind i de lokale overenskomstaktiviteter, slutter Lotte Berthelsen.
>>LÆS OGSÅ: Sammenholdet i fagbevægelsen er større end set i mange år
Torsdag den 22. marts samles 10.000 tillidsrepræsentanter fra alle offentlige faggrupper til stormøde i Fredericia for at forberede den forestående strejke og stor-lockout.
Har du tip om OK-aktiviteter i din by, så kontakt Arbejderen på redaktion@arbejderen.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278