”De herskende tanker er de herskendes tanker”. Denne udtalelse gentager Preben Wilhjelm endda flere gange i hans seneste debatpamflet: ”Krisen og den udeblevne systemkritik”.  

Han rejste allerede debatten midt i sommeren, og den er nu udgivet på forlaget Politisk Revy. I et aktuelt svar på spørgsmål fra læserne i Information (8.-9. september 2012) siger han: ”Min pamflet er åbenbart faldet på et meget tørt sted. Altså giver det mening [at være marxist i dag]”. 

Wilhjelm, der er atomfysiker og dertil juridisk uddannet, var med til at starte SF i 1959 og til at bryde ud af det ved dannelsen af VS i 1967. Han har altid haft et noget anstrengt forhold til socialistiske forsøg i andre lande, men kan ikke slippe de tanker, kan man se.

Det indledende citat er, let forkortet, hentet fra Karl Marx & Friedrich Engels (1845): ”Den herskende klasses tanker er i hver epoke de herskende tanker, dvs. den klasse, som er den herskende materielle magt i samfundet, er tillige dets herskende åndelige magt” (i Den tyske ideologi, kapitel 1.A, Forlaget Rhodos, København 1974, s. 58-59). 

Wilhjelm kunne godt have citeret originalversionen, i det vi fortsat lever i et klassesamfund, der endda nu viser mere af sit brutale fjæs end i mange årtier. 

Opsving i salg af Marx

Efter krisens start har der været et enormt opsving i salget af Marx’ værker verden over. Selv konservative økonomiske kommentatorer har måttet bide til bolle. Men som Wilhjelm beklagende konstaterer, har det indtil videre ikke udløst den hårdt tiltrængte systemdebat, kun kapitalismekritik. 

Socialdemokraterne har forladt keynesianismen og sværger nu, ofte endda mere end de borgerlige, til neoliberalismen. SF har rykket kraftigt til højre, forladt de socialistiske mærkesager og taget Keynes til sig, endda i en dæmpet variant. 

Wilhjelm slår gentagne gange fast, at det er grådigheden, der driver kapitalismen. Indrømmet: de grådige individualister tiltrækkes oplagt af funktioner i storkapitalens ”maskinrum”, fristet af absurd høje honorarer, magten med videre. Men det er indbygget i kapitalismen, at kapitalisten uafladeligt må øge udbytningen af arbejderne og styrke akkumulationen og koncentrationen af kapitalen for at øge profitterne – ellers går han til grunde og opsluges af de større hajer. 

En anden tanke, Wilhjelm vender tilbage til, er, at det ikke er politikerne, der er skyld i krisen, men de private arbejdsgivere, for eksempel ved at flytte produktionen ud af landet. Måske har politikerne bare haft for stor tillid til finanssektorens dømmekraft?

Skattelettelser til de rige er der givet, men de tæller ikke meget i forhold til det, ”markedet” bestemmer, nemlig nedlæggelse eller eksport af 200.000 arbejdspladser (PW’s tal) og en kraftigt voksende arbejdsløshed, hvor den private kapital smider titusinder af nu ikke længere ”lønsomme”, det vil sige profitgivende, arbejdere over på offentlig forsørgelse. 

Topmål af uansvarlighed

Wilhjelm tillægger bankerne en stor del af ansvaret for krisen. Uhørt spekulation i, at staten nok skal træde til, hvis det går galt. Og det skete selvfølgelig også denne gang, verden over, og med astronomiske bankpakker, der lænsede statskasserne. Socialisten Ole Sohn overrakte alene med Bankpakke 2 hele 24 milliarder kroner til Danske Bank.  

Staten overtog fallitboernes tab og solgte de værdifulde dele af de fallerede for en slik til storkapitalen. Den blinde tro på markedsmekanismernes ufejlbarlighed, der stortrives i Socialdemokratiet og nu også i SF, er en central forklaring på katastrofen.  Boligboblen var transmissionskæden og de ubeskattede værdistigninger før krisen på cirka 900 milliarder kroner, mest blandt de velhavende, selvfølgelig, kalder Wilhjelm for ”topmålet af økonomisk uansvarlighed”.  

Neoliberalisterne i CEPOS og andre steder (herunder Finansministeriet) har ingen moral i deres verdensbillede. At kaste folk ud i år eller årtier varende økonomiske og sociale problemer rører dem ikke, siger Wilhjelm.

Preben Wilhjelm slår fast, at påstanden om, at det er det private erhvervsliv der skaber værdierne, er rent nonsens. Tænk på hvad det offentlige bidrager med: uddannelse af arbejderne, behandling af deres sygdomme, arbejdsløshedsdækning, dagpleje, børnehaver og meget andet.

Har Marx et budskab?

Wilhjelm anbefaler at vi satser på serviceydelser, der skaber jobs og ikke, som vareproduktionen, er miljø-ødelæggende. Kollektiv service til alle, på lige vilkår. Ikke noget med at springe køen over med egenbetaling eller privat forsikring. Før kaldtes det bestikkelse, nu hedder det privatisering.

Skat på arbejdsfri indtægter og ressourceforbrug skal indføres, mener han. Man kunne tilføje: tilbage til en progressiv skatteskala i såvel statsskat som kommuneskat, formueskat, arveskat, luksusskat mv.

Har Marx fortsat et budskab? Ja, der har han, er Wilhjelms svar. Bogen igennem bekræfter han det med grundlæggende Marx-citater. 

Nogle steder går han dog forkert i byen. Han mener, med baggrund i hans tænkning som fysiker, at Marx’ lov om profitratens tendentielle fald, er en cirkelslutning.

Nu er det således, at de fleste af Marx’ ”love” ikke må opfattes som logiske, matematiske sandheder, men som netop tendenser med de usikkerheder menneskelivet medfører. Men der er en absolut grænse i udbytningsgraden af mennesket, der sættes af tidsfaktoren, nemlig at døgnet har 24 timer. Mere end det kan selv kapitalisten ikke presse ud af lønarbejderen. 

Så kritikken af kapitallogikerne kan være relevant, men ikke kritikken af Marx. Preben Wilhjelm og andre med ham anbefales at gennemlæse Kapitalens Bog 3, del 2, hvor Marx elegant gennemgår dette ret komplicerede område, men også andre dele af hans arbejder, herunder de tidlige, der viser mangfoldigheden af hans tænkning, der er højrelevante den dag i dag.

Lapperier af systemet

Hvilken ny samfundsindretning ønsker vi? Et centralt spørgsmål i systemkritikkens syntesedel. Men her bliver Wilhjelm ret vævende i mælet. Han diskuterer reformer indenfor systemet og tager reelt afsked med klassekampen og socialismen og tager fat på lapperier af systemet, som de fleste andre. 

Han advarer om, at et systemskifte ikke automatisk sikrer et socialistisk alternativ, men lige så vel kan tippe over i fascistiske eller nazistiske varianter, der altid har stået kapitalismen nær. 

Den økonomiske debat er kommet for at blive.”Vi kan fodre grise med økonomiske kommentatorer i dagspressen” siger Wilhjelm. 

Alt i alt er det lykkedes Preben Wilhjelm på de få, små sider at få sat fingeren på en række alvorlige mangler ved den hjemlige politisk-økonomisk debat.

Vi må nu i gang for alvor, med at (gen-)læse og diskutere Marx. Start med Manifestet, forsæt med de tidlige værker og til sidst Kapitalen. Klassekampen skal igen på dagsordenen.