»Byen venter, som kagen venter, når ingredienserne er klar og drømmer om ikke længere blot at være smør, mælk, mel og sukker, men et samlet hele.«

Henri Lefebvre (1)

Denne artikel er en opfølgning fra sidste uge med andre fragmenter fra det nuværende samfund, der peger mod et andet samfund.

Den kapitalistiske produktionsmåde skaber - eller forstærker - flere delinger: mellem ejere og lønarbejdere, mellem land og by samt i forhold til økosystemerne. Delingerne er fundamentale for økonomien og markedet. De stikker også dybt i mange af vores tankebaner og gør det svært for os at forestille os, hvordan et radikalt alternativ kan være.

Den første store arbejdsdeling blev berørt i den forrige artikel. I denne vil jeg tage enkelte aspekter af de to øvrige delinger.

Naturen gøres til en stadig vigtigere del af kapitalakkumulationen.

Den anden store deling - mellem land og by - er opstået historisk. I dag bliver byer stadig opfattet som afgrænsede geografiske enheder med land og natur uden for. Sådan var det engang, da samfundene var domineret af landet. Nu er de helt domineret af byen - den urbane kapital. Samfundene er socialt, økonomisk og geografisk fuldstændigt urbaniserede.

Ikke et sted er uberørt af, hvad der foregår i byerne. Det gælder både som følge af investeringer i produktion af mad, byudvikling, brug af råstoffer eller forurening. Påvirkningen af klimaet har en generel karakter, der ændrer vilkårene for hele kloden.

Intet sted, næppe noget menneske, er upåvirket af den kapitalistiske økonomi og den ulighed den skaber og udnytter. Med patentering af gener, handel med CO2-kvoter og i det hele taget en finansialisering af økosystemerne gøres naturen til en stadig vigtigere del af kapitalakkumulationen.

Allerede Marx og Engels beskrev udviklingen af relationen mellem land og by i Den Tyske Ideologi fra 1845-46: »Den vigtigste deling af materielt og åndeligt arbejde er delingen mellem by og land.« Og peger så ind i en fremtid: »Ophævelsen af modsætningen mellem by og land er en af de første forudsætninger for fællesskab.« (2)

Den tredje store deling er også skabt i et langt historisk forløb. Først som en religiøst begrundet som menneskets særret til naturen og siden som en privat ejendomsret. (Se artiklen Byerne driver samfundene).

I dag er samfundene forbrugere af ressourcer og anser naturen for at være et ydre objekt, der er til for os som et råstof eller et disponibelt areal. Denne måde at dominere naturen på er samtidig en dominans af andre mennesker og dyr samt af den menneskelige natur.

Krisen i økosystemerne kan kun løses ved at løse byernes problemer.

Som den skotske geograf Neil Smith skriver: »Gennem det menneskelige arbejde og produktionen af natur i en global skala, har samfundet placeret sig selv direkte midt i naturen. At ønske noget andet er nostalgi.« Kapitalen drømmer om at kontrollerer naturen, men det er en drøm. Når klimaet er en trussel mod os, er det ikke fordi "naturen" er i krise, men fordi de samfund, der påvirker klimaet, er det.

Byerne har hovedrollen, fordi krisen i økosystemerne kun kan løses ved at løse byernes problemer. Derfor er der behov for en radikal ændring af den måde, byerne og samfundene fungerer på, og dermed også i den måde vi opfatter økosystemerne på. (Se artiklen Utopien om økokapitalisme er bluff)

»Spørgsmålet er, hvordan vi producerer natur, og hvem, der kontrollerer denne produktion af natur,« (3) skriver Neil Smith og konkluderer: »Virkelige menneskelig, social kontrol over produktionen af naturen, er imidlertid realiserbart for socialisme.« Vores retning må være at udvikle en indsigtsfuld symbiose i naturen på et demokrati på et etisk grundlag.

Declaration of the Rights of Mother Earth blev vedtaget på en stor, alternativ konference i Chochabamba i Bolivia året efter COP 15 kollapset i København i 2009. Når erklæringen giver naturen rettigheder, er det et inspirerende bud på en anden relation mellem natur og menneske, en anden produktionsform, en ny etik og et anden måde at bruge teknologier på. Afsættet er, at se natur og samfund som interne relationer i et større socio-økologisk helhed.

Natur er ikke noget, der blot skal tilføres byen i form af parker, tagterasser og havneboliger med sundkig. 

Natur er derfor ikke noget, der blot skal tilføres byen i form af parker, tagterasser, havneboliger med sundkig, eller grønt der fyldes i byen. Ligesom menneskerettigheder kun kan blive ved med at udvikle sig i et dynamisk demokrati, kan naturens rettigheder kun udfolde sig i byer, der fungerer som urbane biotoper.

Adskillelsen mellem by og land kan afløses af et frugtbart landskab af kvalitativt forskellige sammenvævede biotoper. Nogle med lav menneskelig aktivitet, andre med en koncentration af mennesker og en stor mangfoldighed, der stimulerer et intenst liv og samfund - byen.

Her ligger en diskussion - som allerede er i gang i forhold til "udkantdanmark" - om alle skal bo i større byer eller om landet skal udlægges som et mere fintmasket net af bosætninger? Det er ikke et enten eller, men en form for integration i helt nye kvaliteter.

Det er en kompleks bundvending, der omfatter alt fra ressourceforbrug, byens struktur, vores interaktion med naturen med mere. Her er blot nogle fragmenter om fællesskaber, udvikling og produktion af føde.

De urbane systemer

Som produktivkraft og produktionsforhold skaber og forandrer byen løbende sig selv. På dette grundlag bliver byerne struktureret af en koncentration af produktion og konsumption.

Byerne er gennemsyrede af den kapitalistiske økonomi, der igennem et par hundrede år - for sig selv - har nedbrudt de rumlige barrierer. Samtidig har den skåret by og land op i matrikler og ejendomsretter, der fungerer som barrierer for os andre, og som fremmer en social segregering og polarisering. Byen bliver en skov af synlige og usynlige skel, der blokerer for fællesskaber og deltagerdemokrati.

Byerne er struktureret i et sært forhold mellem organiseringen af produktionen i den enkelte virksomhed - herunder det multinationale monopol - og markedets anarki uden for virksomheden. Byudvikling og boligmarkedet er domineret af dette bytteværdiregime.

Kuren er ikke at dæmpe symptomer, som for eksempel med en betalingsring rundt om København.

Boligen bliver for eksempel bygget til og distribueret på markedet. Byplaner, udstykninger og kvarterer tager form af den individualiserede vare - boligen. Vi får rigride fysiske miljøer og segregerede miljøer samt en æstetik, som bliver reproduceret igen og igen via både private developerprojekter og almene boligbebyggelser.

Motorvejskøer er et eksempel på, at de mange individuelle beslutninger, som isoleret kan virke rimelige, tilsammen skaber en katastrofe. Men det individuelle perspektiv fører til at behovet for at anlægge flere og bredere motorveje fremstår som en logisk følge.

I den samme logik bliver fabrikker, storcentre og supersygehus lokaliseret uden for byerne ved de større veje. Byen brydes op og belastes af trafik.

Kuren er ikke at dæmpe symptomer, som for eksempel med en betalingsring rundt om København, men en bystruktur af tætte socialiserende bymiljøer baseret på et fintmasket væv af kollektiv trafik og cykler samt en høj grad af integration af boliger og byfunktioner.

Retten til byen: Koncentration af produktion og konsumption gør byen til et politisk nøglefelt og en platform for politisk organisering. Heraf opstår de politiske spændingsfelter og spørgsmålet, hvem ejer retten til byen? Både kapitalen og vi insisterer på denne ret. Vi gør det med sigte på et systemskifte, der giver en anden form for produktion og konsumption.

Det er et grundlæggende skift: Fra at have profit som formål bliver samfundets formål borgernes livsudfoldelse. Markedet som den dominerende styringsmekaniske ændres til en indsigtsfuld regulering af samfundet. Byen bliver ikke længere domineret af bytteværdier men brugsværdier. Byudvikling baseret på en utopi om fysiske former erstattes af utopier baseret på sociale processer. Det formelle og reducerede demokrati erstattes af et akkumulerende deltagerdemokrati.

Byen bliver ikke længere domineret af bytteværdier men brugsværdier.

Den franske filosof Henri Lefebvre lagde det stort op, og talte om byen som et værk skabt af en udviklet menneskelig kreativitet og energi og som er præget af byens historiske vilkår. »...tættere på at være et kunstværk end et simpelt materielt produkt. ... en produktion og en reproduktion af mennesker, snarere end en produktion af objekter.« (4) 

Realiseringen sker ved en radikal praktisering af retten til byen. (Se artiklerne: Retten til byen, Byen og arbejderklassen, samt Byen som politisk platform.)

Ligesom den enkelte bør have retten til produktet af sit eget arbejde, bør den kollektive arbejder have retten til det kollektive produkt - byen - og retten til at bestemme over den. I og med at produktivkræfterne og arbejdsprocesser tiltager i kompleksitet, bliver byen og det urbane system tilmed i stigende grad en kollektiv producent og et kollektivt produkt.

Det fælles: Mange af de spontane bevægelser, der har ført til besættelser af centrale pladser i Istanbul, Cairo, Athen, Madrid, New York og andre steder, har haft det fælles og retten til det fælles som et gennemgående tema.

De vendte sig mod den fragmentering, individualisering og privatisering af byerne, som er accelereret i den neoliberale æra, hvor det fælles bliver tilegnet privat. Derfor etablerede disse bevægelser rum i byen for brede lag af befolkningen til mobilisering og forandringer, hvor de kunne handle og tilmed ændre sig selv som mennesker.

Udfordringen er gradvist at strukturere og udbygge den tilstrækkelige kollektive magt og organisering.

Det urbane fælles har mange former: Retten til deltagelse i den fælles kontrol over produktionsforholdene. Retten til byens rum, fysiske strukturer samt til den kulturelle og videninfrastruktur. Retten til offentlige goder i form af uddannelse og sociale sikkerhedsnet. Lige og fri adgang til den offentlige sfære, herunder de digitale fællesrum for fri udveksling af ideer og viden. Muligheder for selvorganisering i lille såvel som i stor skala.

Demokratiseringen kan forvandle byen til et offentligt domæne (herredømme, ejendom, hjem, territorium).

Det handler om retten til at producere - at skabe - byen (og dermed samfundet) og at tilegne sig den som det urbane fælles på mange niveauer. Udfordringen er gradvist at strukturere og udbygge den tilstrækkelige kollektive magt og organisering, der kan bære en transformation.

Forestillingen: Et blik tilbage til 1970'erne viser nogle bevægelser baseret på besatte huse, miljøbevidsthed, arbejdsforhold, folkelig kulturel udfoldelse og konkrete tanker om et andet samfund. I sin helhed var det sociale urbane bevægelser, der introducerede nye måder at leve i byen på og dermed at bruge byen på.

I visse områder af byen er der siden årtusindskiftet - godt hjulpet af sociale medier og flydende fællesskaber - opstået nye former for bylivskultur. Gader, ejendomme og pladser er overtaget til udfoldelse og som mødesteder.

Cyklingens genkomst, dyrkning i byen, klimatiltag der bliver integreret i bymiljøerne, en uformel æstetik, funktionsblanding, tiltag med borgerdreven byudvikling med videre, peger på noget andet end den individualisering og forbrugerisme, der ellers dominerer byen gennem events båret af PR, handelstandskultur eller urbane livsstile.

Det fælles må være platforme for at udvikle vores forestillinger om et mere radikalt alternativ.

Desværre bærer en del af disse strømninger en gentrificering (hvor beboere med lav- eller mellemindkomst fortrænges fra et boligområde på grund af stigende boligpriser) med sig, og de har ikke fokus på sociale forhold eller egentlige systemiske ændringer af samfundet. (Se artiklen: Den autentiske by.)

Det fokus må nødvendigvis også komme fra venstrefløjen. Og som den amerikanske professor i geografi David Harvey siger: »Byen er dér, hvor venstrefløjens politiske fremtid ligger.«

Det fælles må være platforme for at udvikle vores forestillinger om et mere radikalt alternativ. Vores evner til at forestille os noget helt andet er dog begrænset af, det vi står i. Vores perspektiv er fragmenteret af vores integration i produktionsmådens magtfulde strukturer.

Det slører vores muligheder for andre åbenbare alternativer end dem, der opstår af vores professionelle roller i den teknologiske fremskridts og den endeløse kapitalakkumulations navn. (1)

Hverdagen modner mulighederne, som kan række ud over de kendte løsninger.

Det er en proces der vil tage tid. Den franske filosof Lefebvre skriver om, hvordan bylivet kan bryde ud af de nuværende snærende rammer og diskurser: »At indrette vækst til udvikling, altså hen imod det urbane samfund, det betyder frem for alt: At skabe de nye behov, vel vidende at sådanne behov kun bliver opdaget, medens de bliver udviklet og først fremtræder, medens man undersøger dem.« (5)

Derfor er perspektivet med arbejderen som det hele menneske og byen som fabrikken, også frugtbart og kan kobles med økosystemerne. Ved at tænke i helheder og sammenhænge af både arbejde, kvarteret, levevilkår, økonomi, kultur, bymiljøer og så videre, som hver især præger vores tankebaner, kan vi bryde de vante forestillinger og åbne nye handlinger.

»Fællesskaber og kvarterer er nøgleområder for vores udforskning, både i form af læring og dannelse af nye forestillinger om det sociale liv, såvel som deres håndgribelige realisering gennem materielle og sociale praksis.« (2)

Hverdagen modner mulighederne, som kan række ud over de kendte løsninger. Sansen for dem og byen som en fælles ejendom og som et kollektivt værk vokser. Som Harvey skriver. Hvorfor ikke arbejde med en kollektiv utopi, som på én gang er realiserbar og fjern? Lad os bare kalde det – en urban civilisation.

Det frodige landskab

Mad er essentielt for vores liv og en kilde til glæde. Den dejlige mad, vi tilbereder i gryder og pander, er en primær form for vores stofskifte i naturen.

Hvordan maden bliver produceret og under hvilke produktionsforhold rejser også mange spørgsmål. Kommer tomaterne fra oplandet, eller er de fragtet i containere fra Andalusien? Et de proppet med pesticider? Under hvilke forhold har kyllingen levet? Hvad er arbejdernes vilkår på slagteriet og i frilandsdrivhusene? Hvad gør landbruget ved vores økosystemer? Hvordan bliver maden socialt distribueret?

Arealstatistisk ser Danmark sådan ud: Vi bor 5,6 millioner mennesker sammen med et ukendt antal dyr, på 43.000 kvadratkilometre. Landet møder havet langs en 7300 kilometer lang kystzone.

Produktionen af mad er et redskab for kapitalakkumulation.

Med 61 procent af landet dyrket er Danmark det mest intensivt dyrkede land i verden. 15,6 procent er skov, mens tørre naturområder, vådområder, søer og lignende udgør 6,8 procent. I Danmarks Statistiks sprogbrug har 9,8 procent karakter af "kunstige overflader". Her menes byer, enkeltbygninger, infrastruktur og lignende. 20,6 procent anvendes til veje. (6)

Landskabet er præget af en monokultur til svineavl, der belaster økosystemerne. 80 procent af det dyrkede areal bruges til afgrøder til dyrefoder. 10 procent dyrkes med industrikartofler og for eksempel majs til diesel. Kun ni procent af det dyrkede areal anvendes til menneskefoder. Produktionen af mad er et redskab for kapitalakkumulation.

Havene er gigantiske biotoper rige på føde. Den danske fiskeflåde lander årligt cirka en million ton fisk, det er knap en fjerdedel af den samlede fangst i EU. (Norge og Island fanger dog mere.) Til gengæld er værdien af den landede fisk i Danmark kun syv procent af den samlede værdi i EU, fordi det er industrifisk - især tobis –-til dyrefoder. (7)

Vi grovbruger vores egentlig gavmilde ressourcer. Samtidig importerer landbruget hvert år for 2,7 milliarder kroner soja til dyrefoder. Alligevel mener Axelborg, at produktionen af føde i Danmark er effektiv.

Men er det det, når 25.000 syge svin dør hver dag? Når miljøbelastning fra produktion af 29 millioner svin ikke er regnet ind? Når fisk bruges til svinefoder? Når 23.000 job på gårdene er forsvundet på ti år og hver tredje job på slagterierne er væk på trods en øget produktion? Når vi dag for dag taber diversitet i flora og fauna? Når landbrugets produktionsstruktur er med til at klippe maskerne i det økonomiske net i, der kunne holde mindre bysamfund  i "udkantsdanmark" oppe?

Landskabet kan blive langt mere frodigt med en omlægning af produktionen med bedre fødevarer og til årstidsbaseret forbrug. Selvom kun 6,7 procent af det danske landbrugsareal dyrkes økologisk, er der udviklet en viden om metoder for produktion, som kunne anvendes i hele landbruget. (8)

Det Økologiske Råd har sammen med universiteterne i København og Aarhus igangsat et forskningsprojekt om fremtidens landbrug. Målet er at komme med forslag til, hvordan Danmark frem til 2050 kan udvikle et bæredygtigt landbrug uden negative konsekvenser på klima, natur og biodiversitet på et rentabelt grundlag samt med forsyningsstabilitet. Problemet er opfølgning.

Initiativet er ellers et eksempel på, at forskning kunne spille sammen med en politisk bevægelse på et stort og komplekst felt som radikal omlægning af madproduktionen.

I det radikale perspektiv handler det ikke blot om en økologisk måde at gøre det samme på, men også om en raffinering af vores behov og brug af mad. Det vil kræve flere hænder og dermed opstår nye arbejdssteder og aktiviteter, som ville ændre livsgrundlaget for mange små og mindre byer.

Op igennem 1800-tallet var der en intens dyrkning af fødevarer i mange danske byer, indtil denne produktion blev fortrængt.

Landbruget kunne producere mad til langt flere end de 15-17 millioner mennesker, som i dag lever af dansk produceret mad. (9) Hvor meget er i sig selv et spørgsmål. Havene, kysterne, landet, enge, søer og vandløb kan - med indsigt i økosystemerne - blive genskabt til frugtbare biotoper. De kan få en produktiv diversitet der - året rundt - sætter fisk, skaldyr, gulerødder, bøffer, bær og oste på vores daglige bord.

Urbant økosystem: Som en urban biotop med en økologisk bosætning vil en by få en fundamentalt anden struktur, en anden stemning, andre symbolske værdier, større diversitet i funktioner og i zonerne mellem byen og vandet, sociale relationer med mere.

Vi har noget at stå på. Op igennem 1800-tallet var der for eksempel en intens dyrkning af fødevarer i mange danske byer, indtil denne produktion blev fortrængt. I første del af 1800-tallet blev der kortvarigt etableret "fattighaver" i flere byer.

Dyrkningen dukkede igen op i form af koloni og nyttehaver. I 1904 var der cirka 20.000 haver - heraf 6000 i København. I 1929 var der 65.100 haver. Stimuleret af krisen og krigen blev dyrkning en vigtig kilde til byboernes forsyning med mad. I 1950 var der 100.600 haver i Danmark, heraf 22.000 i Københavns Kommune. I 2001 var tallet skrumpet til 62.150 haver i Danmark.

I de seneste år er der – med ny inspiration fra communitygarden bevægelse i USA og England – opstået haveinitiativer i danske byer.

Mens haverne i for eksempel New York i 1970'erne blev til ved, at beboere besatte tomter, for at skabe sig nogle fælles mødesteder og nogle frodige åndehuller i den forfaldne by, er de haver der oprettes i for eksempel København og Aarhus mest et udtryk for en urban kulturel livsstil. Selvom haver og frodige tage bidrager æstetisk og socialt til bymiljøet er det tiltag i en meget lille skala.

I Havana på Cuba, er dyrkning af fødevarer i byen blevet ret omfattende.

Fingerplanen fra 1947 tog hensyn til, hvor den gode dyrkningsjord lå. Nord for København var der især frugtplantager, på vestegnen drivhusgartnerier og på Amager frilandsgartnerier. »Gartnerierne i Københavns-egnen er knyttet anderledes intimt til bysamfundet end det egentlige landbrug. Ikke mindre end cirka 80 procent af hovedstadens forbrug af grøntsager leveres fra gartnerier i byens nærmeste omegn.«

(10) Det er tankevækkende, at i den 70 siders Fingerplan 2013, som Naturstyrelsen har udarbejdet for Region hovedstaden, optræder ord som dyrkning, gartneri, føde og mad slet ikke.

I Havana på Cuba, er dyrkning af fødevarer i byen blevet ret omfattende. Situationen med akut mangel på mad i 1990'erne blev vendt til et kvalitetsløft for bysamfundet. Hundreder af tomter i byen og ledige arealer i byens udkant blev dyrket op. Ofte ved brug af højbede med tilført jord. I 1997 blev der i Havana dyrket 30.000 ton frugt og grønt, og produceret 3650 ton kød. I dag er over halvdelen af frugt og grønt, der spises i Havana, dyrket i byen eller på kanten af byen.

Det er blevet en aha-oplevelse, for bydyrkning er nu sat i system. Haverne dyrkes som store statsfarme over en hektar, som mindre økologiske kooperativer eller som familiehaver i baggårde. Bydyrkning har fået en høj prioritet i byplanlovgivningen.

Staten har medvirket til etablering af en infrastruktur for økonomi og distribution via markeder og aftaler. Der ydes praktisk assistance med vand, produktionsudstyr, stilles specialister til rådighed og gennemføres uddannelse på stedet eller via medier. Der er også job. Omkring 370.000 arbejder med økologisk bylandbrug på Cuba.

Dyrkning i byen er ikke kun et spørgsmål om produktion. Det handler også om friske produkter, om selv at deltage i dyrkning og udvide det praktiske kendskab, det socialiserende arbejde, hvor der også er knyttet kulturaktiviteter og så videre. Dyrkningen gør byen frodig, skaber et sundere mentalt og fysisk miljø, som ændrer den måde, vi tænker by på og bruger den.

Vi kan gå videre der fra.

 

Noter:

1. Lefebvre, Henri. 1995. Introduction to Modernity. Verso. Side 124.

2. Marx-Engels. 1998. The German Ideology. Prometheus Books. Side 72.

3. Smith, Neil. 2008. Uneven Development. University of Georgia Press, side 89.

4. Lefebvre, Henri. 1996. Writing on Cities. lackwell. Side 110.

5. Lefebvre, Henri. 1996. Writing on Cities. lackwell. Side 165.

6. Statistisk Årbog 2013. Danmarks Statistik.

7. Agriculture, forestry and fishery statistics - 2013 edition

8. Sådan ligger landet 2012. Danmarks Naturfredningsforening.

9. Sådan ligger landet 2012. Danmarks Naturfredningsforening.

10. Købh. egnens Planlægning, Status 1950.