En af de forbløffende ting i nutiden er, i hvor høj grad mulighederne og resultaterne af revolutionære sociale forandringer er blanket af i forhold til vores forestillinger om politiske muligheder. Det er nok ikke for optimistisk igen at begynde at stimulere en revolutionær fantasi.

Neil Smith (1)

Selvom vores samfund er i en tilstand af permanente kriser, åbner det også for noget nyt. Hvad dét så er, dét skal vi finde ud af. Vi må spørge os selv: Hvad er det egentlig for et liv, vi vil leve, hvad vil vi være for nogle mennesker?

Det er basale spørgsmål, som er nødvendige, fordi vores hverdag og verden på overvældende måder er præget af en abstrakt kompleksitet. Den er skabt af en kapital, der på den ene side agerer i et fjernt system af banker, børser og netværk, og på den anden side er ekstremt nærværende og påtrængende med aggressivt forbrugspres samt invasion af både vores fælles og individuelle sfærer. 

Nogle hovedpointer fra de foregående artikler i denne serie:

• Samfundene befinder sig i en kritisk zone og er modnet til et systemskifte til det urbane socialistiske samfund - en urban civilisation.

• Modningen foregår i relationen mellem produktivkræfter og produktionsforhold samt via et kompleks af permanente kriser.

• Samfundet er socialt, økonomisk og geografisk fuldstændigt urbaniseret. "Byen er over alt og i alt". (2)

• Byerne - det urbane - der i sig selv er produktivkræfter og produktionsforhold, er den basale politiske platform.

• Oven på det, vi ved om klasser og økosystemer, kan vi åbne nye forestillinger - utopier - om et andet samfund og sætte nogle nye dagsordener.

Den dominerende fortælling

Neoliberaliseringen har siden 1970'erne skabt en strategisk vending af samfundet, som bliver forankret eksternt via systemet af overnationale institutioner som EU, IMF, rating bureauer med videre.

Der er skabt en venepumpe, der lader velstand flyder mod toppen, mens det store flertal efterlades i relativ fattigdom. Det er en økonomisk og politisk strategi, hvor voksende global ulighed har været forudsætningen for systemets overlevelse.

 Vi må spørge os selv: Hvad er det egentlig for et liv, vi vil leve.

Effektive fortællinger og ideologier har etableret en hegemonisk "fornuft" om, hvad grundvilkårene er for vores samfund, og for hvordan det virker. De neoliberale værdier og logikker holdes i live af politiske partier, tænketanke, økonomer, virksomheder, finanssektoren og medier. 

Vi får hele tiden at vide, at dette "uundgåelige", "det nødvendige" og "det realistiske" er en pris, vi må tage med i et samfundssystem, der er det eneste, der kan give os en levestandard.

Derfor er det heller ikke nemt at undslippe denne store og magtfulde fortælling om markedets hegemoni. Vi lever jo i systemerne hver dag via arbejde, uddannelse, opfyldelse af vores behov for mad, elektronik, tøj og kultur, som forbrugere.

Vi bliver påført en individualisering og fragmentering af verden og vores liv. Igennem halvtreds år udsat for antisocialisme og antiradikalisme. Formastelige er pålagt offentlig selvpiskning og afsværgelse af deres deltagelse i bevægelser mod krig, mod apartheid, for fri abort og kvinderettigheder, for socialisme og frigørelse.

Med den skotske geograf og professor Neil Smith kan vi sige: "Det er nok ikke for optimistisk igen at begynde at stimulere en revolutionær fantasi." Derfor er en vedholdende kritik - en frigørelse - afgørende for at skabe rum til forestillinger om et andet samfund.

Igennem historien har der hele tiden været folk, der i utopisk form beskrev et brud med deres samfund. De tog fat i deres humanitet og lod et andet samfund træde frem på et principielt grundlag, der brød med deres samtid.

Det var ikke et nemme brud at lave. Vilkårene for at realisere utopierne var ikke til stede. Tiden var ikke moden. Det er den nu. Vi har tilmed set samfund med socialistiske træk. Men hvad et socialistisk samfund vil være, er ikke så tydeligt for os, som det har været. Men globalt dukker der til stadighed fragmenter op, som peger på noget brugbart.

Ud af den kritiske zone

Grundvilkåret for samfundene i den kritiske zone - som den franske filosof Henri Lefebvre betegner overgangszonen fra industrisamfundet - er det sammenfiltrede kompleks og permanente kriser, der har udviklet sig af de økonomiske produktionsforhold og de politiske strategier: Den økonomiske krise, krisen i økosystemerne, menneskekrisen samt demokrati- og udfoldelseskrisen. (Se artiklerne Vækst der nedbryder og Retten til byen.)

En første tese. Kriserne kan ikke løses eller håndteres hver for sig - én af gangen. Relationerne mellem dem og deres gensidige effekter skaber en ny type krisetilstand, som vi ikke har set før. Opløsningen af krisekomplekset forudsætter samtidige ændringer på alle krisefelter. Håndteringen af det ene krisefelt er en del af løsningen på et andet. Ligesom problemerne hænger sammen, gør løsninger det også.

En fortsat kapitalakkumulation har en indbygget forudsætning i det økonomiske system, som kun kan fortsætte med en tiltagende deformering af samfundene og økosystemerne, der sætter grænser for en kvalitativ vækst som hidtil.

Hvad et socialistisk samfund vil være, er ikke så tydeligt for os, som det har været. 

Både økonomisk vækst og kriser forstærker klimaproblemet, svækker demokratiet og gør mennesker overflødige. Økologikrisen undergraver væksten og forringer vores levevilkår.

Desværre bliver kriserne ofte set hver for sig. Nogen har fokus på klimaet, andre på økonomi, job eller demokrati. Og selvom kriserne er opstået for øjnene af os og deres indre brudstrukturer er tydelige, er deres indbyrdes sammenhæng ikke klar nok.

Der er behov for analyser af krisernes bestanddele og indbyrdes samspil for at skabe en ny og sammenhængende konkret kritik af de grundlæggende forhold i samfundene, og den måde de reagerer på i denne tilstand. Her er et forskningsfelt for kritiske akademikere og samarbejdsmuligheder med politiske bevægelser.

Et helhedsperspektiv vil fremkalde nogle dybtgående systemiske løsninger med nye principper, normer og politikker. Hermed åbnes for modfortællinger, der peger på stier og veje, der fører ind i et andet samfund.

En anden tese. Byerne - det urbane - er det sted, hvor vi konkret kan forstå, hvad det er for et samfund, vi vil bevæge os ind i. Det er jo her, vi holder til med alle vores færdigheder, produktionsapparat, sundhedsvæsen, infrastruktur, uddannelse og forskning, kultur og så videre.

Vi ved en masse om hvordan byen er og fungerer, men alligevel ved vi kun lidt, fordi vores muligheder og tanker er blokerede af ejerforhold, vaner og indgroede forestillinger.

Derfor er det nyttigt at arbejde med kollektive utopier om et andet bysamfund = samfund. Vi må tage afsæt i den tilstand, verden befinder sig i, og ikke drømme et fuldstændigt samfundssystem frem ud af den blå luft.

Vores muligheder og tanker er blokerede af ejerforhold, vaner og indgroede forestillinger.

For at kunne lave et kvalificeret systembrud er det nødvendigt at have indsigt i både den historiske økonomiske proces, i klassespørgsmålet (3), i økosystemerne, i den sociale psykologi med videre for her at finde de elementer, der nødvendigvis må indgå og udvikles i et anderledes samfund.

Men hvorfor ikke spinde tråde og fragmenter af utopier sammen til helheder i samfund i nye mønstre? Ikke som individuelle geniale idéer, men netop som kollektive levende tanker, der både kan være et kritisk spejl, der er holdt op foran det bestående, en platform for udviklende diskussioner samt for praktiske afprøvninger.

En tredje tese. Ved at arbejde praktisk med byen, i lille og stor skala, får vi større indsigt i et muligt alternativ og opbygger samtidig bevægelsen. Praksis vil udvikle nye behov i fællesskaberne, gøre dem tydelige og være basis for organisering.

Henri Lefebvre mener, at nye behov bliver opdaget, mens de bliver udviklet, og først fremtræder, mens man undersøger dem. (4)

Mange organisationer, bevægelser og foreninger har hidtil arbejdet lokalt eller på afgrænsede felter. Netop helhedsperspektivet som nævnt i første tese peger på behovet for at afprøve nye taktikker og organisationsformer i gaden, på kvarter eller byniveau.

Det fragmenterede og løst vævede kludetæppe kan blive tættere og danner mønstre, der lader en helhed med en dagsorden træde frem, som kan åbne sprækker, hvor utopien kan slippe ud. Lefebvre bruger begrebet experimental utopia.

Den amerikanske professor i geografi David Harvey skriver: "Det er en opgave for dialektisk og intellektuel undersøgelse at afdække reelle muligheder og alternativer. Det er her en dialektisk utopi må begynde. (5)

Hvordan kan vi analysere samfundet og samtidig koble kritikken med udvikling af ret konkrete løsninger for et andet samfund? Og hvordan kan vi organisere de politiske bevægelser?

Resten af denne artikel handler om en rigdom af mennesker i nye produktionsforhold, der frisætter de samfundsmæssige produktivkræfter. De kommende artikler handler om et økosocialt samfund og det akkumulerende demokrati.

Summarisk pege disse tre artikler på nogle grundlæggende aspekter, der er til stede i dag, og som kan indgå i et systemskifte fra et udbytnings og vækstsamfund til et udviklingssamfund.

Tid og mennesker

Vores udgangspunkt er et stort overskud. Den teknologiske udvikling, uddannelse og produktivkræfter der bliver stadig mere samfundsmæssige med flere aktører i arbejdsdelingen og strakt ud over store afstande, gør kapaciteten for produktion større.

Samtidig betyder forholdet mellem det levende arbejde og automatisering af produktionen med blandt andet robotter, at behovet for arbejdskraft globalt set bliver relativt mindre.

Arbejdsløshed er indbygget i systemet som en accelererende permanent tilstand, og er altså ikke bare et midlertidigt krisefænomen. Globalt bliver voksende grupper efterladt uden arbejde, eller er henvist til irregulært arbejde. (Se artiklen: Natur- og Menneskekrise).

Denne tendens slår igennem, uanset om der er lav eller høj vækst i økonomien.

Modsætningen mellem produktivkræfter og produktionsforhold kan ophæves via et systemskifte, der frisættelse den energi og ophæver den deformation, som produktionsforholdenes blokering af produktivkræfterne påfører samfundene.

Frem for at være en årsag til armod i det markedsbaserede samfund, bliver den disponible tid et reelt overskud - en rigdom. Lad endelig maskinerne tage sig af produktionen!

Arbejdsløshed er indbygget i systemet som en accelererende permanent tilstand.

Produktivkræfter og automatisering giver luft, der kan udnyttes i et andet samfund, hvor vækst for eksempel kan gøres op som disponibel tid. Den kan vi bruge til at udvikle os som mennesker ved at deltage i den samfundsmæssige udvikling. Akkumulere indsigt i os selv, samfundet, økosystemerne samt udvikle og opfylde vores behov.

Når vores livsfornødenheder nemt kan opfyldes, kan overskuddet af mennesker bruges på flere måder. Arbejdstiden kan gøres kortere eller få en anden karakter.

De mange hænder og hoveder, kan indgå i en opprioritering af fællesskabernes aktiviteter. Hvordan og til hvad er et demokratisk spørgsmål, der også vil føre til en radikal ændring af mange juridiske forhold i forhold til ejendom og rettigheder.

Overskud af disponibel tid giver både muligheder for den enkelte og skaber rum for demokratiske beslutninger om brugen af de menneskelige ressourcer, og om hvordan vi håndterer vores interaktion i økosystemerne.

En omdefinering af vækst/udvikling forudsætter en global lighed via omfordeling af værdier og produktion mellem rige og fattige samfund og regioner. Dette forudsætter igen en omfordeling - mere lighed - på nationalt plan samt på by- og kvarterniveau.

Det vil ikke betyde en lavere materiel levestandard for den jævne befolkning, men et fokus på brugsværdier og udvikling af nye typer behov. Målet er social lighed, mere tid til de travle og meningsfyldt arbejde til dem, der ikke har.

Det betyder også en ophævelse af kunstige aldersskel, idet "arbejde" hele livet må være en berigende måde at være borger på. Alle indgår i samfundets udvikling efter evne og kapacitet.

I dag er skellet mellem arbejdstid og fritid under opløsning for mange. Det afgørende er imidlertid, hvem der bestemmer over arbejdet og tiden. I et samfund, hvor produktion, dannelse, innovation, kultur og det frodige hverdagsliv er integreret, får både tiden og arbejdet en ny betydning, med mere frihed for både individ og fællesskab.

Produktionsforhold - fra privat til fælles

Hvem der ejer jord, råstoffer og andre naturressourcer, luft, den offentlige sfære, gener, sprog, produktionsapparat, infrastruktur, energi, kommunikation, viden og så videre afgør, hvilken type et samfund er. Ejerformen afgør, hvordan værdierne strømmer i samfundet, og hvem der bestemmer over dem.

Grundstenen i grundloven er den private ejendomsret. Det var nok en utilsigtet arrogance, da den kom til at hedde »Danmarks Riges Grundlov«. I paragraf 73 står: »Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det.«

Ejerformen afgør, hvordan værdierne strømmer i samfundet, og hvem der bestemmer over dem.

Kun i særlige tilfælde kan der blive tale om en statslig eller kommunal overtagelse. Og det handler ikke om produktionsapparat eller værdier, men typisk om jord og ejendomme i forbindelse med almene produktionsbetingelser som for eksempel veje. Ellers er statens styringsmulighed blot regulering og fælles regler via lovgivning

Fælles ejerformer kan foldes ud i større eller mindre skala for at: Sikre en styring baseret på et samfundsmæssigt helhedshensyn. Udløse det demokratiske potentiale i et udbredt deltagerdemokrati. Åbne for en ny relation i økosystemerne, som er baseret på indsigt frem for salgsværdier. Ved at samle beslutningerne i ét demokratisk system vil det være muligt at udvikle et samspil mellem dem og med andre aktivitetsfelter i samfundet.

Vi har erfaringer med, at staten eller kommuner står for el, it, fjernvarme, vand, kloakering og gas. Det er en kendt og prøvet model. Offentligt eje af jorden er afgørende for at kunne realisere en funktionsblanding og en reel styring af byudviklingen samt sikring af stabile priser.

Offentlig ejendom er dog ikke nok i sig selv. For eksempel foregår hovedparten af byudviklingen i København i regi af Udviklingsselskabet By & Havn I/S, stiftet af kommunen og staten, der har et svagt demokratisk islæt.

Vi har andre prøvede ejerformer: Andelsforeninger giver mulighed for at lave større eller mindre fællesskaber om alt fra virksomheder til boliger, madproduktion og forsyning med videre.

I kooperativer ejer dem, der arbejder, virksomheden kollektivt. De første blev etableret i 1800-tallet af eller med inspiration af de utopiske socialister som Robert Owen og Charles Fourier.

Også i Danmark opstod der kooperativer som en del af arbejderbevægelsen. Arbejderne skulle frigøres fra udbytningen via den private ejerform og selv styre virksomheden. Kooperativerne var ment forposter til det socialistiske samfund.

Den kooperative bevægelse omfattede både produktion, distribution og boliger. I 1980'erne blev der over det meste af landet oprettet fællesbagerier. Enigheden blev oprettet som mejeri i 1897. I 1902 begyndte bryggeriet Stjernen at producere øl. »Styrk arbejdernes egne foretagender. Nyd Stjernes øl og mineralvande« og »Jeg vil hel're ha' en Star», hed det.

Storkonflikten i 1899 udløste en række initiativer for at oprette kooperative virksomheder blandt tømrere, malere, blikkenslagere, elektrikere og murerer. De blev i 1938 slået sammen i Byggefagenes Kooperative Landssammenslutning.

Der blev oprettet boligforeninger som Arbejdernes Andels Boligforening i 1912 for at »at skabe gode, sunde Boligforhold for den store ubemidlede Klasse« og Arbejdernes Koorerative Byggeforening året efter.

Hovedstadens Brugsforening (HB) blev oprettet i 1916 parallelt med de landsdækkende De Samvirkende Brugsforeninger. Senere kom også forsikringer og bankvirksomhed til.

Frigjort fra de private ejerforholds barrierer kan produktivkræfter udvikle sig i flere retninger og af mange flere kilder. 

Marx talte positivt om den kooperative bevægelse: »Værdien af disse store sociale eksperimenter kan slet ikke overvurderes. De har i handling, i stedet for med argumenter bevist, at produktionen i stor målestok og i samklang med den moderne videnskabs fremskridt er mulig, uden at der eksisterer en klasse af arbejdsgivere, der beskæftiger en klasse af "hænder", at arbejdsmidlerne for at være frugtbringende ikke behøver at være monopoliserede som et middel til at underkue og udpine arbejderen selv...«. (6)

Kooperativer har det dog svært i den kapitalistiske økonomi. I nogen sammenhænge kan det lade sig gøre, i det mindste for en periode. (7) Den lille andalusiske by Marinaleda har oprettet sig selv om et kooperativ, der især dyrker og bearbejder oliven og holder en række funktioner i byen kørende for de i alt godt 2600 beboere.

Nye teknologier har åbnet for en anden opfattelse af ejendom, eller nærmest gjort privat ejendom overflødig. PC styresystemet Linux er udviklet som et open source produkt af nørdede brugere. Wikipidia er også et brugerdrevet globalt leksikon på alle tænkelige sprog. Artiklerne leveres, korrigeres og opdateres af brugerne.

Der opstår flere og flere af denne type funktioner, som virker fordi sværmens intelligens og kreativitet er større og mere kompleks, end en udviklingsafdeling hos Apple, Microsoft eller Google. Netop derfor bruger koncernerne mange ressourcer på at inddæmme selvudviklerne eller overtage deres produkter. Andre praktiske anvendelser af nettene, der flytter vægten fra bytteværdi til brugsværdi er streaming af musik, delebil-ordninger og så videre.

Produktivkræfter

Lad os bare gribe tilbage igen. Engels skrev, at produktivkræfterne er i modsætning til produktionsforholdene og med stigende kraft stræber efter »at ophæve denne modsigelse, efter at blive frigjort fra at være kapital, efter faktisk anerkendelse af deres karakter af samfundsmæssige produktivkræfter«. (8)

Om et samfund er indrettet på profit og BNP-vækst eller på kvalitativ udvikling giver to vidt forskellige muligheder for udfoldelse af produktivkræfterne. Også her har vi et stærkt udgangspunkt.

Produktionsforhold med fælles eje gavner flere forbundne hensyn: Udvikler produktionen i samspil med borgerne og samfundets behov. Indretter produktionen i relation til økosystemerne. Gør arbejdet berigende gennem sit indhold og via direkte medbestemmelse på arbejdspladsen. Etablerer et samspil mellem produktionsstedet og byen.

Frigjort fra de private ejerforholds barrierer kan produktivkræfter udvikle sig i flere retninger og af mange flere kilder. Forskning og innovation må være drevet af et dynamisk demokrati og af en voksende indsigt i økosystemerne.

Et forholdsvist rigt samfund som det danske har for eksempel en bredt sammensat og uddannet arbejdsstyrke. Den er en kollektivt intellekt med kompetencer på stort alle de felter, et samfund har brug for. Vi har en teknologi og viden, der objektivt peger ud over den private ejendomsret.

Produktivkræfterne betyder mere produktion via robotter og en langt mere fleksibel produktion via for eksempel laserskærere, 3D printere, og CNC maskiner. Det er en spirende teknologi, der kan ændre samspillet mellem bruger og fremstillingsstedet.

Menneskets trang til at søge viden og forandringer kan få mulighed for at folde sig ud i et samfund, der konstant skaber og genskaber sig selv 

Der er meget at bygge på i danske virksomheder - også teknologi, proces og innovation. Nøglen er udviklingen af dialektikken mellem produktion og de samfundsmæssige behov.

LEGO benytter store teams med specialister, når de udvikler legetøj. Nogle produkter bliver udviklet i en åben innovation i et samspil med brugerne via crowdsourcing, hvor opgaverne løses i åbne netværk med et utal af deltagere. Tanken er, at de mange brugere - og den kreative globale sværm - er både mere innovative og udtrykker deres behov mere præcist end en isoleret LEGO-designer nogensinde vil kunne.

En akkumulering af viden, som er frit tilgængelig, en løbende uddannelse af alle og en integreret innovation i både produktion og hverdagslivet tilsat intensiv brug af it og kunstig intelligens vil bidrage til en konstant fornyelse og en stadig mere tæt tilpasning i økosystemerne.

Menneskets trang til at søge viden og forandringer kan få mulighed for at folde sig ud i et samfund, der konstant skaber og genskaber sig selv som et værk, som Henri Lefebvre skrev. Et oeuvre (værk, nærmest et kunstværk) skabt for sin brugsværdig og ikke for bytteværdi.

 

Noter:

1. Neil Smith. 1988. Uneven Development. University of Georgia Press. Side 266.

2. Amin og Thrift. 2003. Cities. Polity. Side 1.

3. Marx & Engels udvalgte skrifter bind I. Tiden 1971. S. 131

4. Writings on Cities side 165. Blackwell Publishing 2003

5. David Harvey: Spaces of Hope side 206. Edinburgh University Press 2000

6. Marx, Karl. 1971. Udvalgte Skrifter Bind 1. Tiden. Side 376.

7. Det spanske Mondragon er et forgrenet kooperativ med 80.000 ansatte, 289 virksomheder og kooperativer og 15 teknologicentre.

8. Socialismens udvikling fra utopi til videnskab. Side 143.