I morgen fløjtes de længe varslede trepartsforhandlinger i gang, når Lars Løkke Rasmussen klokken 11.30 slår Statsministeriets døre op for repræsentanter fra fagbevægelse og offentlige/private arbejdsgivere. 

Det er svært at se, hvad der skal komme ud af forhandlinger med en smal regering, som i ekspresfart skærer på de svageste både hjemme og ude.
Bjarne Sørensen, Metal Horsens

Det har længe stået klart, at spørgsmålet om integration, og hvordan man sikrer flygtninge en nemmere og bedre adgang til et arbejde, står øverst på dagsordenen. For få dage siden udtalte Lars Løkke Rasmussen det på denne måde i Berlingske:

– Hvis ikke det lykkes os at få de mennesker, der kommer i dramatisk antal, i arbejde i større omfang end historisk, vil det knække vores sammenhængskraft i alle dimensioner.

Der er næppe tvivl om statsministerens primære formål med trepartsforhandlingerne, som han meldte ud, allerede inden han genindtog pladsen i statsministerstolen i juni måned sidste år, at han ville indkalde til.  

Løkkes plan

Venstres regeringsleder har brug for arbejdsmarkedets parter til at bidrage til en løsning, hvor flygtninge lettere kan komme ind på arbejdsmarkedet. Dertil kommer, at Lars Løkke Rasmussen gerne vil vise, at han, i modsætning til Helle Thorning-Schmidt (S), godt kan lave aftaler med fagbevægelsen.

I 2012 led Helle Thorning-Schmidts regering med SF og De Radikale som bekendt et sviende nederlag, da fagbevægelsen efter massivt pres fra baglandet måtte trække stikket og nægte at lave en aftale, der ville forlænge medlemmernes arbejdstid.

Siden den første trepartsaftale i 1899 har skiftende regeringer, fagtoppen og arbejdsgiverne ved trepartsforhandlinger taget beslutninger, som har betydet ændringer i samfundet og på arbejdsmarkedet.

Da socialdemokraten Jens Otto Kragh i 1963 var statsminister, blev parterne således enige om at forlænge overenskomstperioden fra et til to år. Den politiske begrundelse dengang lød, at der var brug for at skabe ro om lønudviklingen.

I 1987 hed statsministeren Poul Schlüter. Med den konservative politiker ved roret lykkedes det at lande en trepartsaftale, der tog fagbevægelsen i ed på, at den ville indføre arbejdsmarkedspensioner i overenskomsterne.

Fagtoppens trang til at "sidde med ved bordet" har til tider skabt røre i baglandet, og arbejdsmarkedspensionerne blev da heller ikke født uden protester. Ikke mindst de ufaglærte mænd og kvinder, der på daværende tidspunkt var organiseret i henholdsvis SiD og KAD, slog sig i tøjret. Arbejdsmarkedspensionerne ville undergrave den skattefinansierede folkepension, som var ens for alle, og videreføre uligheden i arbejdslivet til alderdommen, lød kritikken.

Går efter en aftale

Op til trepartsforhandlingerne, som nu starter op, har både arbejdsgivere og fagbevægelse tilkendegivet, at de gerne bidrager til at hjælpe flygtninge i arbejde. Til gengæld har de skudt regeringens forslag om indslusningsløn - en særlig lav løn til flygtninge - som et middel til bedre integration, i sænk, og finansminister Claus Hjort Frederiksen har officielt meddelt, at indslusningsløn derfor ikke bliver et tema. 

Ifølge arbejdsmarkedsforsker, forskningsleder og lektor ved Københavns Universitet, Mikkel Mailand, så har de tre parter alle en interesse i at lande en aftale, der forsøger at finde løsninger i forhold til flygtningespørgsmålet.

Han forklarer til Avisen.dk, at regeringen er nødt til at sikre en bedre integration end nu, fordi flygtninge ellers kommer til at koste staten "meget store summer".

Fagbevægelsen ønsker at komme ind i magtens centrum, og Mailand mener, at fagbevægelsen - via bidrag til bedre integration - håber at bane vejen for resultater på andre områder som uddannelse, praktik, arbejdsmiljø og social dumping.

Også arbejdsgiverne møder op til trepartsforhandlingerne med forventninger om en form for modydelser. Arbejdsgivernes umiddelbare interesser går ifølge Mikkel Mailand på, at flygtninge bliver en del af den arbejdskraft, som arbejdsgiverne kan trække på. Men med under armen har arbejdsgiverne krav om tiltag i forhold til overførselsindkomster og virksomhedernes konkurrenceevne.

Balancegang

Lizette Risgaard skal som formand for LO repræsentere mere end én million lønmodtagere, og hun virker meget bevidst om at levere i forhold til integration uden samtidig at glemme de titusindvis af arbejdsløse danskere og kontanthjælpsmodtagere, der står på kanten af arbejdsmarkedet.

– Vi har allerede en kæmpe udfordring i, at der står rigtigt mange danskere, etnisk danskere og unge uden for arbejdsmarkedet. For os er det vigtigt, at aktiveringen af flygtninge på arbejdsmarkedet sker i balance med alle de andre personer, som også mangler et ståsted på arbejdsmarkedet, siger Lizette Risgaard og peger på, at der konkret er brug for flere praktikpladser og et løft af uddannelsesindsatsen. 

Bekymret bagland

Mens toppen af dansk fagbevægelse ligefrem mener, at det er meget vigtigt at vise, at den er i stand til at lave aftaler med regering og arbejdsgivere og på den måde påvirke politik, er der vanen tro bekymring i baglandet.

3F Ungdom har været på gaden i første omgang for at banke forslaget om indslusningsløn i jorden. Og formand Emil Olsen har udtalt, at de unge i landets største fagforbund holder øje med forhandlingerne, så de ikke ender med en eller anden "lorteaftale" om lavere løn til flygtninge, som vil sætte overenskomsterne under pres.

Blik og Rørarbejderforbundets formand Max Meyer er også ude og advare mod nye initiativer og indsatser, der fører til forringelser for forbundets medlemmer. Han vil heller ikke acceptere "at en øget beskæftigelsesindsats sker på bekostning af ledige medlemmer eller andre, som står uden for arbejdsmarkedet."

– I Blik- og Rørarbejderforbundet har vi et stort ønske om, at vi efter flere års forringelser igen får styrket den danske velfærdsmodel, lyder det fra Max Meyer.

Med regeringens bagvedliggende ønske om at skabe et såkaldt økonomisk råderum, har formand for Metal's afdeling i Horsens Bjarne Sørensen svært ved at se meningen med trepartsforhandlingerne.

– Det er svært at se hvilken meningsfuld dialog, der skal komme ud af forhandlinger med en smal regering, som i ekspresfart skærer på de svageste både hjemme og ude, og samtidig lokker med gaver til erhvervslivet og skattelettelser til de rigeste, siger Bjarne Sørensen.

Lars Løkke og hans regering forventer ifølge kommissoriet for trepartsforhandlingerne, at man kan nå til enighed om en aftale om integration "inden midten af marts 2016 med henblik på, at der kan gennemføres lovgivning i indeværende folketingssamling."

Ingen skal imidlertid forvente, at statsministeren og finansministeren medbringer en ekstra pose penge til trepartsforhandlingerne. I kommissoriet står der direkte: "En trepartsaftale skal holdes inden for de eksisterende økonomiske rammer og skal give et positivt bidrag til den samlede beskæftigelse."