Premierminister David Cameron fortalte os for nyligt, at krigen mod terror i Nord- og Vestafrika kan komme til at vare i årtier. Han har sendt 300 britiske tropper til Mali for at støtte den franske intervention.

Det kommer ovenpå mere end ti år, hvor Storbritannien har været direkte involveret i krige i Afghanistan, Irak og Libyen. Afghanistankrigen er trukket længere ud end Første og Anden Verdenskrig tilsammen, og selv de, der støtter krigen, erkender, at den er tabt.

Irak, Libyen, Mali

Irakkrigen var en katastrofe fra start til slut. Bombningen og indrykningen i Libyen blev af Cameron præsenteret som en succes, men nu står det klart, at den har været med til at skabe konflikten i Mali. Mens kampe og ustabilitet fortsat præger Libyen.

Hvor mange årtier forventer skiftende britiske regeringer, at befolkningen finder sig i disse krige? De foregiv er at være begrundet i humanitære hensigter. Men krigene handler om to ting; regimeændring og kontrol med strategisk vigtige områder med naturrigdomme.

Det er ret let for stormagterne at skabe et regimeskifte. Overmagt i luften, avancerede våben, støtte til oppositionsgrupper, der står på spring som nye regeringer samt udnyttelse af vrede mod upopulære diktaturer spiller hver sin rolle.

 Selv de, der støtter Afghanistan-krigen, erkender, at den er tabt.

De vestlige magter handler uden at tænke over, hvad de politiske og militære konsekvenser bliver af et regimeskifte og helt uden at bekymre sig om de humanitære konsekvenser. De skaber nye konflikter, ny modstand, og det kræver nye krige mod terror.

Denne ødelæggende onde cirkel afslører den uomgængelige sandhed, at krigen mod terror har været en fejltagelse på alle fronter, og at enhver ny krig er en konsekvens af de tidligere krige. 

Og de blev advaret.

Det er 10 år siden, at omkring 30 millioner mennesker marcherede i alle dele af verden i protest mod en krig i Irak.

To millioner marcherede i London og yderligere 100.000 i Glasgow. Alt, hvad demonstranterne sagde har vist sig at være sandt. Mens alt, hvad Blair og hans allierede sagde for at retfærdiggøre krigen, har vist sig at være løgn.

Der var ingen masseødelæggelsesvåben. Og nu bruges påstandene om kemiske våben og atomvåben igen som argumenter for angreb på Syrien og Iran.

Krig skaber terrorisme

Den såkaldte "krig mod terror" har skabt terrorisme.

Al-Qaeda blev i 2001 betragtet som en trussel i Afghanistan og Pakistan. Nu er Al-Qaeda og dens partnere til stede i Yemen, Mali, Algeriet, Syrien, Somalia og andre steder.

Alene i Irak har omkring en million mennesker mistet livet, mens millioner er drevet på flugt, er blevet såret og er blevet frataget retten til et almindeligt liv. 

Islamofobi er vokset voldsomt siden 2001. Muslimer bliver nu automatisk betegnet som ekstremister og terrorister af politikere og medier. Tortur og vold mod fanger er udbredt. Guantanamo, Bagram-basen og Abu Ghraib-fængslet er blevet skampletter.

Regeringerne valgte og vælger stadig at bruge militær magt og at overhøre den offentlige mening. Demonstrationerne den 15. februar 2003 blev de største masseprotester nogensinde i historien. Og de fleste meningsmålinger viser stadig, at der er flertal mod krige i de fleste lande.

Regeringerne skærer ned på velfærd, uddannelse og sundhed, men bruger milliarder på våben og udsendte tropper. Det globaliserede, nyliberale system er helt afhængig af sit militær for at fastholde kontrol med markeder og skaffe adgang til råvarer. En aggressiv imperialisme slår til flere og flere steder i hele verden. Vi ved, at politikerne ikke stopper krigene. Kun en folkebevægelse kan gør det.