Til Danmarks Radio 
Att.: Jacob Mollerup, Lytternes og seernes redaktør:

Med al respekt for programværternes og de inviteredes personlige synspunkter, der kom til udtryk i DR2 Morgen og P1 Morgen den 19. marts, finder jeg det alligevel uacceptabelt, at mange af oplysningerne vedrørende situationen i Venezuela baseres på falske formodninger og subjektivitet samt uverificerede oplysninger og kilder.

De regeringsfjendtlige grupper anerkender hverken de demokratiske spilleregler i Venezuela eller den folkevalgte præsident.

Det er i dag vigtigere end nogensinde, at oplysningerne om den anspændte situation Venezuela bliver korrekt formidlet. Det er ikke kun med henblik på at bremse det fascistiske statskup, der er under opsejling, men også for at skabe forsoning og effektive fredsforhandlinger. Regeringens fredsforhandlinger bliver bakket op af Organisationen af Amerikanske Stater, Sammenslutningen af Latinamerikanske og Caribiske Stater (CELAC), de Sydamerikanske nationers forbund (UNASUR), det Sydlige Fælles Marked (MERCOSUR) og de alliancefrie landes bevægelse. Blandt andet med disse betragtninger in mente ville det være passende med en berigtigelse fra DR's side.

Det er først og fremmest uacceptabelt, at man gang på gang beskylder den Bolivarianske Republik Venezuela for at give ordre til at nedkæmpe demonstranterne. En sådan ordre er aldrig blevet givet. Forfatningen og den Bolivarianske Republik Venezuelas lovbestemmelser sikrer nemlig retten til at protestere. Det eneste kriterium for disse protester er, at de foregår på fredelig vis. I løbet af de seneste uger og flere steder i landet har der været mange fredelige demonstrationer uden indgriben fra sikkerhedsstyrkerne.

Systematisk vold

Det er også forkert, når værterne gentagne gange hævder, at der i Venezuela er “sammenstød mellem urobetjente og demonstranter”. Hvad det i virkeligheden drejer sig om er sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og regeringsfjendtlige grupper, som med systematiske voldsaktioner forsøger at ødelægge landets konstitutionelle orden.

De regeringsfjendtlige grupper anerkender hverken de demokratiske spilleregler i Venezuela eller den demokratisk folkevalgte præsident, Nicolás Maduro. Deres mål er at afsætte den folkevalgte statsmagt, herunder borgmestre, guvernører og medlemmer af nationalforsamlingen.

I henhold til den Bolivarianske Republik Venezuelas forfatning udtrykker folket dets vilje gennem stemmeurnerne. Det er med folkevalg, at man vælger eller afsætter landets ledere. Den venezuelanske befolkning har ifølge forfatningen ret til at kræve en folkeafstemning om ethvert embede - også præsidentembedet. Det er en moderne folkeret, der allerede er blevet benyttet, og som skal sikre folkets deltagelse i demokratiet. De seneste 15 år har der været hele 19 folkeafstemninger og valg i Venezuela.

De voldelige, højreradikale grupper har ikke alene afspærret gader og forhindret den frie bevægelighed for at opnå deres mål. De har bogstaveligt talt taget naboerne som gidsler i deres eget hjem, mens de forgifter dem med den skrald de brænder af ved barrikaderne. De voldelige optøjer har indtil videre kostet 31 mennesker livet, herunder er folk fra statens sikkerhedsstyrker og demonstranter med forskellig politisk overbevisning blevet skudt af snigskytter. Men størstedelen af ofrene under urolighederne er almindelige borgere, som er blevet dræbt på vej til arbejde eller i skole.

De, der brænder bøger

De yderligtgående grupper har vandaliseret og begået attentater mod lægehuse og dets personale samt skoler, universiteter, biblioteker, dagligvarebutikker, kommunale og statslige mediehuse, hovedkvarterer for politiske partier samt statslige institutioner. De har ligeledes angrebet ambulancer og brandbiler under diverse redningsaktioner.

Kan sådanne handlinger tilskrives simple demonstranter? Hvilket andet mærkat end “fascist” fortjener de, der brænder bøger, hvad end deres motivation måtte være. Der foreligge mange beviser på de hændelser, jeg her beskriver. Beviserne er allerede er blevet lagt på bordet af flere internationale organisationer, herunder FN.

Giver det nogen som helst mening, at man protesterer over en valutakrise ved at brænde læger levende, læger som for første gang i Venezuelas historie yder hjælp til den dårligere stillet befolkning? Giver det mening at halshugge en motorcykeltaxachauffør med en hjemmelavet trafikfælde for at udtrykke utilfredshed med usikkerheden i landet?

Er det rimeligt, at protestere over manglen på sukker, kaffe og mælk ved at destruere de fødevarelagre, som regeringen oprettede for at bekæmpe og forebygge sult? For knap 15 år siden døde folk af underernæring i Venezuela. Er det fair, at kræve forbedringer på studieområdet ved at ødelægge klasseværelser, når der for knap et årti siden stadigvæk var mange der led af analfabetisme? Mener DR helt ærligt, at man kan retfærdiggøre al den had og ødelæggelse fordi der ikke er toiletpapir i supermarkedet. Det var præcis således én af DR journalisterne udtrykte det i DR2 Morgen.

Og slemt er det, når DR beretter, at de voldelige optøjer finder sted i hele landet. En folkevalgt regering kan væltes som direkte konsekvens af spredningen af usande oplysninger.

Vold i 18 af 335 kommuner

Modsat af hvad DR forsøger at vise, er urolighederne langt fra et generelt fænomen. Der har kun været protester og voldelige oprør i knap 18 ud af 335 af landets kommuner. Alle de 18 voldsramte kommuner forvaltes af oppositionstro guvernører. Optøjerne påvirkede dog langt fra,hele kommuner og bydele, men fandt primært sted i velhaverkvartererne. I øjeblikket er der kun 6 kommuner, der lider under de voldelige optøjer.

Man må holde fast i, at Nicolás Maduro er den Bolivarianske Republik Venezuelas præsident. Der er en demokratisk valgt regering, som vandt valget for under et år siden.

Regeringens politiske linje blev ligeledes anerkendt ved kommunalvalget for under 4 måneder siden med et overvældende flertal.

Ved det seneste kommunalvalg deltog mere end 80 procent af de stemmeberretigede. Det er et historisk antal stemmer, som understreger den demokratiske institutions betydning i Venezuela.

Stemmeresultatet i december viste en væsentlig stigning i den folkelige opbakning til præsident Nicolás Maduro og hans politiske bagland, da de vandt med mere end 11 procent over oppositionen. Disse resultater burde være nok til at kuldkaste den forfejlede opfattelse af, at Venezuela er et land delt i to lige store lejre, eller ideen om at Nicolás Maduros regering mangler folkelig opbakning, og den kun holdes kørende på grund af militærets støtte. Det var sådan en af DR's journalister formulerede det.

Det er også vigtigt at understrege, at mere end 60 procent af den venezuelanske befolkning er under 25 år og at næsten alle har fri adgang til skolesystemet. UNESCO har placeret Venezuela på en femteplads over lande med flest universitetsstuderende. To ud af tre unge er indskrevet på et universitet. Det svarer til mere end 2,5 millioner studerende!

Studerende og studerende fra højere lag

Tager man disse oplysninger i betragtning, er det da heller ikke mærkeligt, at der er et antal studerende, der ikke bakker op om den Bolivarianske Republik Venezuelas politik om social inklusion. Men der er endnu flere studerende, som støtter regeringens og Maduros politik. Det viser valgresultaterne de seneste 15 år og den politiske udvikling.

Ville det ikke være mere korrekt at omtale disse voldsudøvere som “studerende fra Venezuelas højere samfundslag” frem for “studerende”?

DR bør som en social ansvarlig nyhedsformidler tage afstand fra alle de fordrejninger og forkerte oplysninger, der bliver spredt ud af en lang række fremtrædende medier, som et forsøg på at retfærdiggøre den vold, der bliver begået af radikale grupper, der ikke har formået at vinde magten ved stemmeurnerne.

På den måde ville DR’s seere og lyttere få et rigtigt billede af, hvem det er, der begår disse voldshandlinger på grund af utilfredshed med et Venezuela, der er blevet anerkendt af FN’s fødevare- og landbrugsorganisation for at være ét af de mest succesfulde lande i verden til at bekæmpe sult. Den sociale klasse, hvor de fleste af de voldelige demonstranter kommer fra, føler sig ramt fordi Venezuela ifølge FN har den laveste forskel i fordelingen af rigdom på kontinentet og fordi Venezuela er et af de få lande, der allerede næsten har opfyldt alle FN’s 2015 mål.

Gruppernes mørke ideologiske interesse er ganske åbenlys. De vil for enhver pris hævde, at den politiske udvikling i Venezuela er en fiasko på trods af at Venezuela er anerkendt af CEPAL, som det land i verden, der har opnået flest regionale fremskridt i forbindelse med bekæmpelsen af fattigdom. I Venezuela protesterer de rige fordi de fattige er glade, udtrykte en colombiansk poet for nylig.

En anden væsentlig problematik i DR's udsendelser er, at man får præsident Maduro og regeringen til at fremstå som ansvarlige for landets økonomiske situation.

DR's seere har ikke en chance for at forstå realiteterne i Venezuela, når eksperterne undlader at fortælle, at befolkningen i dag spiser 5 gange så mange fødevarer som for bare 15 år tilbage.

Eksperterne fortæller heller ikke, at den private produktionssektor, som udgør 70 procent, har været ude af stand til at tilpasse den industrielle produktion til den stigende efterspørgsel fordi de hellere vil fortsætte med at leve af landets olieindtægter frem for at øge produktionen og reducere importen.

Ikke en økonomi i ruiner

Det nævnes heller ikke, at Venezuelas økonomi er vokset markant de seneste 15 år. Venezuela har tredoblet sit BNI per indbygger og udlandsgælden er historisk lav. Økonomien er vokset i takt med en stigende beskæftigelse, som ligeledes er historisk høj. De få negative udsving kan tilskrives den globale krise og ikke mindst den sabotage og de statskup, som blev begået af den samme radikale højrefløj, som i dag forsøger at vælte den siddende regering.

DR's journalister antyder fejlagtigt, at Venezuelas import fra udlandet er steget. Sandheden er, at importen er faldet med 35 procent på trods af det stigende forbrug og stilstanden i den private sektor.

Det er på baggrund af de mange forkerte oplysninger om Venezuela, at jeg i mit brev beskylder DR for bevidst at tegne et forvrænget billede af Venezuela.

Det er kuriøst, at eksperterne og journalisterne undlader at fortælle, at der findes sektorer i Venezuela, der har helt uhørte fortjenstmargener, nogle helt op til 3000 procent, selvom inflationen, som stadigvæk er høj, er den laveste i landets oliehistorie. De fortæller heller ikke, at det er lykkedes regeringen at gøre op med hamstring og smugling fra nogle af landets største økonomiske og private aktører.

Når DR's seere og lyttere ikke får disse oplysninger, vil de aldrig komme til at forstå, at den kunstige markedsmanipulation. som i øjeblikket hersker i Venezuela snarere ligner en økonomisk krig end en “logisk” konsekvens af regeringens økonomiske politik. Kan det være rigtigt, at der ikke er én af DR’s eksperter, der kan huske Nixons ord, da han ville vælte den demokratisk valgte præsident, Salvador Allende; “Lad den chilenske økonomi skrige”, beordrede han.

Nogle afviser dialogen

For at rette op på den økonomiske ubalance, og andre fejl begået af tidligere regeringer, har præsident Nicolás Maduro indkaldt alle sektorens parter til at deltage i forskellige arbejdsgrupper, den såkaldte fredsdialog, hvor der ikke skelnes mellem politisk eller religiøs overbevisning eller samfundsklasse. Man er allerede lykkedes med en række forskellige forslag og aftaler.

Dog mangler der stadigvæk nogle aktører i dialogen. Det er de samme aktører, som ikke ønsker at deltage i sandhedskommisionen, som nationalforsamlingen etablerede for at kortlægge den seneste tids hændelser og finde de ansvarlige for voldshandlingerne.

Disse initiativer er en nødvendighed for den venezuelanske befolkning. De ønsker ikke voldelige protester, som et middel til at udtrykke utilfredshed. (Det har mere end 80 procent af de adspurgte svaret i forskellige meningsmålinger). Initiativerne er baseret på demokratisk dialog, der skal stoppe had- og voldspiralen, således at oppositionen kan få lov til at protestere på fredlig vis.

I følge de alliancefrie landes bevægelse kræver disse initiativer en helt fundamental ting for at blive en succes, nemlig korrekt information.

Supplerende oplysninger til DR morgen:

• • Selvom inflationen i Venezuela i dag er meget høj, er det et fænomen, der har præget landets økonomi i over 70 år. Det vil sige i hele landets oliehistorie. Men seerne bliver ikke oplyst, om at arbejdstagernes lønninger er lovregulerede, hvilket vil sige at deres reelle købekraft ikke er blevet mindre under den bolivarianske revolution. Købekraften steg ligefrem under den globale økonomiske krise.
• Air Canada, er et nationalt flyselskab fra et land, der sammen med USA og Panama for nyligt på et topmøde i Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), fremsatte et forslag om udenlandsk intervention i Venezuela. Forslaget blev afvist af de resterende 29 medlemmer, som udover at fordømme oppositionsgruppernes voldelige protester, også udtrykte fuld opbakning til Nicolás Maduros demokratisk valgte regering og de initiativer Venezuela tager for at løse problemerne.
• I Venezuela kræves der ikke ID for at købe et produkt i supermarkedet, som den interviewede i DR morgen fejlagtigt hævder. Regeringen har for kort tid siden oprettet et system, der skal sikre adgangen til basale fødevarer til samfundets mest sårbare grupper. Dette system har ingen indflydelse på denne repræsentant fra overklassen i Venezuela.
• I lyset af de dårlige konjunkturer, kan man opleve problemer med at købe udenlandsk valuta i Venezuela. Men Venezuela er faktisk det eneste land i verden, der frem for at modtage penge fra statsborgere, der bor i andre lande, faktisk sender penge til dem. Den udenlandske valuta bliver solgt til en fordelagtig pris. De bedre stillede samfundsgrupper kan på samme vilkår købe en begrænset mængde udenlandsk valuta. Det er dog en fejl, som man er ved at rette op på i dag.
• De oplysningerne om kriminaliteten i Venezuela, som der ofte refereres til i medierne stammer fra en rundspørge tilbage fra 2009, der blandt andet viser, at mere end 21.000 overfald m.v. har kostet 19.000 mennesker livet. Den faktiske mordrate er halvdelen af, hvad der normalt bliver refereret til i medierne, nemlig 39 mord per 100.000 indbyggere. Det er ikke den højeste mordrate i Latinamerika, som er den mest voldsplagede region i verden. I Venezuela ser man de højeste mordrater i de kommuner, der administreres af oppositionen.
• I 1998 var der i Venezuela 587 radio- og tv-kanaler. 92,5 prodent af dem var privatejede, mens 7,5 procent var offentlige. I dag er der 938 radio- og tv-kanaler, hvoraf 70 procent er private, 25 procent er kollektive og 5 procent er offentlige. Modsat DR's oplysninger mangedoblede den bolivarianske revolution antallet af radio- og tv-kanaler, mens den private sektor stadigvæk dominerer medielandskabet.
• De privatejede kanaler har langt fra fået mundkurv på. De seneste 12 år er antallet af private kanaler steget med 28,7 procent. I Venezuela er der ytringsfrihed. Man kan altså både opildne til statskup og kritisere statschefen uden stikket hives ud.
• I forhold til beskrivelsen af de sociale medier, som det eneste sted, man kan finde pålidelig information om Venezuela, skal det understreges at internettet er spækket med falske billeder af tortur og undertrykkelse, som angiveligt skulle være fra Venezuela. Flere eksperter har allerede advaret om, at det har en skadelig effekt på beskyttelsen af de fundamentale menneskerettigheder, at udnytte de sociale medier på den måde. Fremtrædende internationale medier har bragt billeder fra andre lande, som om de var taget i Venezuela uden et mindste forsøg på at få billederne verificerede. Man har oven i købet anmeldt den venezuelanske regeringen hos internationale organisationer med falske billeder som bevismateriale.
• I forhold til de få holdbare anmeldelser vedrørende muligt magtmisbrug eller overtrædelse af menneskerettighederne fra sikkerhedsstyrkernes side, vil jeg understrege, at disse tjenestemænd øjeblikkeligt blev suspenderet eller anholdt (afhængigt af alvoren i de anmeldte sager). Sagerne er stadigvæk under efterforskning. Hvis det viser sig, at disse lovovertrædelser har fundet sted, vil de ansvarlige også blive sigtet for ulydighed for ikke at tage i mod en direkte ordre fra præsident Nicolás Maduros om at respektere de fundamentale menneskerettigheder.
• Regeringen har fører en nul-tolerance politik overfor voldshandlinger ligegyldigt hvilken politisk overbevisning voldsmændene har, eller om der er tale om statens egne medarbejdere. Det største bevis på at Maduros regering forsøger at bekæmpe volden og ikke ønsker at “undertrykke systemkritikere”, er anholdelsen af 21 mand fra sikkerhedsstyrkerne. Man har ikke set samme initiativ fra oppositionens side.
• Den bolivarianske revolution er utvivlsomt en succes og er langt fra det grusomme billede, som de fremtrædende medier generelt forsøger at tegne af landet. I følge den første World Happiness Report fra 2012 er Venezuela det næstlykkeligste folk i Latinamerika efter Costa Rica og ligger på en 19. plads på verdensplan foran lande som Tyskland og Spanien.
• I andre lande, herunder i Latinamerika, har der været en lang række alvorlige protester.

Hvorfor er det så vigtigt, at overeksponere Venezuela negativt? Venezuela blev indtil slutningen af 90’erne styret af et oligarki, som føjeligt fulgte IMF og Verdensbankens budgetstramninger (begge institutioner nød godt af statens olieindtægter). Situationen i dag er den stik modsatte.

60 procent af nationalbudgettet går direkte til sociale investeringer. Den sociale udviklingsproces, der blev igangsat i 1999 satte stort spørgsmålstegn ved de dominerende magter. Den alternative sociale løsning havde også sine fejl og mangler, men midlerne blev nu rettet mod den brede befolkning og ikke en lille overklasse. Venezuela er derfor et dårligt eksempel for mange vestlige lande.

Jeg ser frem til DRs svar.