Klimatopmødet i Doha, COP18, er slut. Og selvom landene blev enige om en aftale efter to ugers forhandlinger, tog ministrene nok hjem med en dårlig smag i munden, da der ikke kom mange konkrete beslutninger ud af mødet.

Klimatopmødet endte i de rige landes favør. 

Det er altid de mest sårbare lande, der er mest ambitiøse ved klimaforhandlinger. For dem handler forhandlingerne nemlig om overlevelse. For de rigere lande handler det om vækst og arbejdspladser. Klimaskeptikerne findes derfor primært blandt de rige lande, hvor både USA, Canada og ikke mindst Polen har obstrueret forhandlingerne. At USA ikke prioriterer internationalt samarbejde er ikke nyt, men Polens delegation har sat mange kæppe i hjulene i løbet af mødet - ikke mindst for EU, som fik brugt en stor del af mødet på interne forhandlinger.

Det er en aftale med minimal effekt.

Et konkret resultat fra Doha er en ny forpligtelsesperiode for Kyoto-protokollen, som er en aftale for en række rige lande. Det er noget, som både EU og ulandene er gået efter i lang tid, og det er derfor godt, at den nu er på plads. Problemet er dog, at aftalen, som løber frem til 2020, har ekstremt lave mål for reduktion af CO2-udslip og dermed kommer til at have minimal, om nogen, reel effekt på klimaet. 

Det er en aftale, som får klimaregningen til at vokse.

Et andet konkret resultat, som ikke mindst ulandene forventede fra Doha, var en aftale om klimafinansiering. Behovet for handling er enormt, og de fattigste lande kæmper både med at tilpasse sig klimaforandringerne og at skifte om til en grøn og bæredygtig udvikling. Der kom da også en aftale ud af mødet, men indholdet er mest tomme ord og hensigter, som på mange måder står svagere end tidligere aftaler om finansiering. For eksempel opfordres de rige lande nu blot til at give støtte og er ikke længere forpligtet til det, som de ellers har været i de seneste tre år.

Efter to ugers forhandlinger, tog ministrene nok hjem med en dårlig smag i munden, da der ikke kom mange konkrete beslutninger ud af mødet.

Samtidig opstod der en stor konflikt, når de mest sårbare lande ville tale om de situationer, hvor det ikke længere er muligt at tilpasse sig klimaforandringerne. Når den jord, man bruger, bliver ubrugelig på grund af tørke eller oversvømmelser, bliver mennesker nødt til at flygte. De rige lande var dog forsigtige med at gå ind i denne diskussion, da der potentielt kommer en gigantisk klimaregning, når hele eller dele af lande risikerer at blive ubeboelige.

Det blev en aftale som satte nogles vækst før andres overlevelse.

COP18 er nu slut, og der ligger allerede en lang række opgaver for det kommende år. Helt afgørende bliver det dog at adressere det generelle klimaengagement. Hvis ikke ambitionen ved de internationale klimaforhandlinger øges hurtigt, vil det få katastrofale konsekvenser for udviklingen i både rige og fattige lande.