Olieselskabet Esso, som tidligere var kendt for at benægte, at der foregår en menneskeskabt klimaforandring, siger nu, at problemet ikke kan løses med politiske initiativer. Det er bedre at tilpasse sig klimaforandringerne, lyder det ifølge BBC fra oliegigantens hovedkvarter.

Det synspunkt deles ikke i de ulande, som bliver ramt hårdt af klimaforandringerne:

- Det handler ikke om, hvor komfortabelt mennesker i den udviklede verden kan leve, men om vores befolkning overhovedet kan leve. Det er vore folks overlevelse, vi taler om, siger klimaforhandleren fra Nauru på vegne af Alliancen af små Østater ifølge nyhedsbureauet IPS.

På FN's klimatopmøde i Doha i Qatar, som sluttede lørdag, blev der vedtaget 39 dokumenter og en tak til Qatars regering for værtskabet.

Det er en tak for ingenting, kritiserer næsten alle. 

- Doha gør intet i retning af at nedsætte de CO2-udledninger, som er ved at bringe vores verden op på fire grader højere temperatur. Og topmødet bidrager med meget lidt finansiering til at hjælpe fattige lande med at håndtere klimaforandringerne, siger Samantha Smith fra det globale netværk, Climate Action Network.

- Resultatet er en million kilometer fra, hvor vi burde være, hvis vi blot skulle have en lille chance for at afværge en ukontrolleret klimaforandring, siger Lidy Nacpil fra organisationen Jubilee i Sydøstasien og Stillehavsområdet.

Doha-aftalen er tom som et fatamorgana i ørkenen.

Asad Rehman

Hun lever selv i Filippinerne, som netop har været udsat for en ekstrem storm og oversvømmelse, der kostede over 700 mennesker livet og tusinder deres hjem:

- Vi kan ikke rejse hjem til vores lande og sige til folk, at vi lod det her passere, at vi dømte vores egen fremtid til undergang. Vi kan ikke rejse tilbage til Filippinerne, tilbage til vores døde, vores hjemløse, til raseriet og fortælle, at vi sagde ja til det her, sagde Lidy Nacpil lørdag, da COP18 sluttede efter nogle timers forlængelse.

Pakken med 39 dokumenter kaldes "Doha klimaporten".

Den holder med nød og næppe liv i den forpligtende Kyoto-aftale, men i en amputeret ny udgave.

Den oprindelige Kyoto-aftale, som pålægger 37 industrilande at nedsætte deres CO2-udledning, udløber den 31. december i år - om to uger. Nu har EU-landene og enkelte andre lande besluttet at indgå en ny Kyoto II-aftale. Men USA står stadig uden for aftalen, og store partnere i den hidtidige Kyoto-aftale som Canada, Japan, New Zealand og Rusland har trukket sig.

Canada og USA har spillet en særdeles negativ rolle under COP18, beretter Samantha Smith fra Climate Action Network.

Canada vil ikke love at forpligte sig til CO2-nedskæringer, fordi de vil udvinde olie fra store forekomster af tjæresand. Og samtidig med at Canada tjener milliarder på denne olie, så var landet "super-blokerende" i debatten om finansiering, kritiserer Samantha Smith.

Ingen klimabistand

Finansiering er et andet hovedpunkt på COP18 i Doha.

Rige industrilande lovede at bidrage med 100 milliarder dollars om året til "Den grønne klimafond" fra 2020. Men dels er det blot en gentagelse af løfter, som er givet hvert år siden COP15 i København i 2009, og dels er man ikke tættere på at afklare, hvem der skal betale.

Rige landes udledning af drivhusgasser gennem over 100 år har fået temperaturen til at stige med 0,8 grader.

Mere akut alvorligt er det, at der ikke er kommet ret mange penge i klimafonden for 2013 og årene frem til 2020.

Det skal først aftales færdigt i løbet af 2013, besluttede man i Doha.

Et af de 39 vedtagne dokumenter handler om "Den grønne klimafond". Det fremgår, at Sydkorea skal huse klimafondens hovedsæde. Sydkorea, de nordiske lande, USA, Tyskland med flere andre  bevilgede tilsammen 10.052.000 dollars til den administrative drift af klimafonden. Men bidrag til fonden som sådan kom der ingen af.

Storbritannien, Tyskland og enkelte andre lande lovede at bidrage med seks milliarder dollars, men løftet var ikke bindende, skriver nyhedsbureauet IPS.

Tanken med "Den grønne klimafond" er, at rige industrilande skal betale bidrag til den, og at fondens midler skal bevilges til fattige ulande, så de kan indføre moderne, grøn teknologi og skabe økonomisk udvikling med øget energiforbrug uden at udlede store mængder CO2.

Den anden hensigt med klimafonden er at støtte ulandes tilpasning til de klimaforandringer, som allerede i dag rammer hårdt, og som vil ramme fødevareproduktionen, levevilkårene og samfundene endnu hårdere i fremtiden.

Ret til erstatning

En anden klimafond, som blev diskuteret på COP18 i Doha var ulandenes krav om at få juridisk ret til erstatning for skader, som skyldes de rige landes udledning gennem over 100 år af de drivhusgasser, som frem til i dag har fået temperaturen til at stige med 0,8 grader. 

Det krav blev blokeret af USA, men det blev dog vedtaget at forhandle videre om det.

Endelig vedtog man en hensigt om, at alle verdens lande i 2015 skal underskrive en ny type global klimaaftale gældende fra 2020.

Ifølge en sådan aftale skal alle lande forpligte sig til at bidrage til at løse problemerne med for høj og stadig voksende CO2-udledningen - både de rige industrilande som USA, EU, Japan, og Canada og de store udviklingsøkonomier som Kina, Indien, Brasilien, Rusland og Sydafrika samt fattige ulande.

Man fastholder det oprindeligt aftalte grundlag om, at der skal ydes "en fælles men differentieret" indsats for at holde temperaturstigningen under to grader.

Kul- og olielobbyen vandt

Mange klimaaktivister og forhandlere fra ulande beklager, at dette klimatopmøde stort set ikke leverer andet en hensigtserklæringer:

- Doha-aftalen er tom som et fatamorgana i ørkenen, siger Asad Rehman fra miljønetværket Friends of the Earth, som danske NOAH er tilknyttet.

- Trods al officiel spin så leverede dette topmøde intet. Ingen reelle fremskridt når det handler om  at skære ned på udledning af drivhusgasser og kun fornærmende tilkendegivelser omkring klimafinansiering.

Løftet om 100 milliarder dollars i klimabistand fra 2020 er givet hvert år siden COP15 i København.

Olieselskaberne og kulproducenterne blev de egentlige vindere i Doha:

- Kul- og olielobbyen vandt klimakampen i Qatars ørken, hvor vi blev vidner til, hvordan den beskidte industris elite stadig tager førergreb på vores regeringer, siger energikoordinator Sarah-Jayne Clifton fra Friends of the Earth. 

- Samtidigt med at klimakrisen forværres, og mulighederne for at gribe ind bliver mindre for hver dag, forsøgte de udviklede lande end ikke at løse krisen. I stedet fortsatte de med at varetage interesserne for de selskaber, der bruger fossile brændstoffer og med at hjælpe den finanssektor, som nu har fundet en ny malkeko - nemlig det korrupte marked for CO2-handel, kritiserer Sarah-Jayne Clifton.