I denne uge fremlagde IIED (Det Internationale Institut for Miljø og Udvikling) en analyse af den klimafinansiering, som de rige lande lovede ved klimatopmødet COP 15 København 2009. Aftalen var at de rige lande skulle betale 30 milliarder dollars - den såkaldte "opstartsfinansiering" for 2010 til 2012.

Analysen fra IIED viser, at aftalen er brudt på flere punkter. Blandt andet når det handler om, at der skulle være en balance mellem de penge, der gik til tilpasning og til reduktion af CO2-udslip. Blot cirka 20 procent af den totale klimafinansiering er gået til tilpasning.

Behovet for tilpasning til klimaforandringerne er enormt. Ulandene rammes hårdt af tørke, oversvømmelser og et uforudsigeligt vejr, og som udviklingsorganisation møder vi mennesker, der er tvunget på flugt, som mangler mad, og som har mistet deres hjem. Mange af de mennesker, der rammes hårdest, har selv bidraget meget begrænset til det globale CO2-udslip. Når de rige lande vælger at prioritere andre behov, er det disse fattige mennesker, der ikke får hjælp.

Det er dybt tragisk, at lande tager penge fra udviklingsbistanden, når de skal finde den aftalte klimafinansiering.

Ifølge klimaaftalen fra 2010 i Cancun (COP 16) skal ulandene deltage i beslutninger vedrørende klimafinansiering. Analysen fra IIED viser dog, at blot to procent af klimafinansieringen er givet gennem de FN-fonde, hvor ulandene har en reel stemme. 

Klimafinansieringen bør ses som en afbetaling på en regning. De rige lande har det største historiske ansvar for klimaforandringerne, og det er de fattigste lande, der rammes hårdest. Hvis nogen kører ind i min bil, forventer jeg at skal være  med til at beslutte, hvad der skal repareres. På samme måde bør ulandene få mulighed for at deltage i beslutningerne om, hvordan klimafinansieringen skal prioriteres. FN-fondene er et godt udgangspunkt, da ulandene her er med til at træffe beslutningerne.

Det er aftalt, at klimafinansieringen skal være ”nye og ekstra” penge, hvilket betyder, at de ikke må tages fra eksisterende udviklingsbistand og dermed underminere det traditionelle udviklingsarbejde. Analysen viser, at der mangler gennemsigtighed og information om de rige landes klimafinansiering, men at der findes indikationer på, at klimapengene delvist er taget fra eksisterende bistandsbevillinger.

De rige lande har for mange år siden forpligtiget sig til at hjælpe ulandene med udviklingsbistand. Det er dybt tragisk, at flere lande, også EU, har taget penge fra udviklingsbistanden, når de skulle finde den aftalte klimafinansiering. I praksis risikerer vi en situation, hvor de fattigste lande kommer til at betale via mistede bistandsbevillinger til for eksempel sundhed og uddannelse, hvor pengene i stedet bliver brugt på vindmøller og andre energiprojekter i de rigere ulande.