Det blev præsenteret som verdens bedste nyhed, at 700 millioner mennesker er løftet ud af fattigdom, da en række bistandsorganisationer sammen gik på gaden i forrige uge med det, som de netop kaldte 'Verdens Bedste Nyheder'.
Det er en god nyhed.
Det er en god nyhed hver gang et menneske mere slipper ud af fattigdom, og hver gang en familie mere bliver fri for at sende børnene sultne i seng. Men man skal være varsom med, hvilke konklusioner, man drager af den gode nyhed.
Det er i Kina og andre asiatiske lande samt i Latinamerika, at sult rammer færre.
I denne uge gør FN's generalforsamling status på, hvordan det går med opfyldelsen af de såkaldte 2015-mål, som verdens statsledere vedtog på et særligt 'Årtusind-topmøde' i FN i 2000. Der er en tilbøjelighed til at fokusere på, at det går godt, og at man med en slutspurt kan komme i mål med de fleste af løfterne til verdens fattige.
Men mindst tre vigtige politiske konklusioner risikerer at gå tabt i den borgerlige presses beretninger om 2015-målene.
Den ene er, at det er modstand mod og opgør med den nyliberale økonomiske orden, der skaber fremgang. Der, hvor nyliberalismen hersker mest uhæmmet og brutalt. går det dårligst. Der, hvor stater griber socialt og økonomisk regulerende ind, går det bedst.
Det andet er, at gennemsnit er en farlig størrelse. Når uligheden eksploderer, som sker i det meste af verden, så vil økonomisk fremgang og ublu indtægter til de rigeste - hvis man måler det som et gennemsnit - få det til at se ud som om også de fattige har fået det bedre.
Derfor ser det for eksempel ud til at gå godt for befolkningen i Filippinerne, fordi væksten er stor. Men realiteten er, at det er en rig overklasse og udenlandske selskaber, der løber med pengene, derfor vokser fattigdommen blandt en del af befolkningen.
For det tredje viser det sig, at man nu kan sulte uden at opfylde kriterierne for at være 'fattig'. FN's fattigdomsgrænse på 1,25 dollars er flere og flere steder i verden ikke nok til at spise sig mæt.
Mens 'kun' hver anden fattig i 1990 sultede, så gælder det i dag, at tre ud fire med en indtægt på 1,25 dollars om dagen sulter. Uanset om det er bevidst manipulation eller ej, så er dette faktum en underkendelse af det glade budskab om, at 700 millioner er løftet ud af fattigdom. Hvad nytter det, hvis familien sulter?
Det er i Kina og andre asiatiske lande samt i Latinamerika, at sult rammer færre. I dele af Afrika sulter flere og også i de rige lande i Europa og Nordamerika er sulten vokset siden 2006.
I Asien er antallet af sultende faldet mellem 1992 og 2012 fra 739 til 563 millioner. I Latinamerika er den faldet fra 65 til 49 millioner. I Afrika er den vokset fra 175 til 239 millioner, og i de udviklede industrilande er sulten vokset fra at ramme 13 millioner i 2008 til 16 millioner i 2012.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278