I morgen gør FN's Generalforsamling status på de såkaldte 2015-mål, der handler om at løse en række af de værste problemer blandt verdens fattige.

Det måske største spørgsmål er: Går det fremad med at udrydde sult og ekstrem fattigdom?

Og svaret er ja.

Man nedbringer ikke antallet af sultende i samme omfang som antallet af fattige.
Lektor Kim Martin Lind, Københavns Universitet

Men der er en modsætning i tallene. De viser, at antallet af fattige er halveret, men antallet af sultende er langt fra halveret. Så man kan tilsyneladende sulte uden at være defineret som fattig.

Ifølge FN's tal var der i 1990 en milliard, der sultede, og to milliarder var fattige. Det vil sige, at datidens fattigdomsgrænse på en dollar om dagen medførte, at halvdelen af de fattige trods alt havde mulighed for at få tilstrækkeligt med mad.

I dag er der ifølge FN's fødevareorganisation FAO 1,2 milliarder fattige, men 868 millioner sulter. Det betyder, at kun én ud af fire 'fattige' i dag får nok at spise. At 700.000 færre er fattige, og fattigdommen er halveret afslører, at fattigdomsgrænsen er for lav, at den halter efter prisstigninger på mad.

- Det er tydeligt, at der er et difinitionsspørgsmål her, siger lektor Kim Martin Lind fra Institut for Fødevarer og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

Den definition, det handler om, er dagens fattigdomsgrænse på 1,25 dollar.

Fattigdomsgrænsen

- Den er fastlagt ud fra prisudviklingen på en række ting, som mennesker skal bruge; mad, tøj, transport, skole, el, bolig og andet. Og fødevarepriser kan været steget mere, siger han til Arbejderen.

Det kan føre til en situation, hvor mennesker sulter, selvom de ikke er defineret som fattige, mener lektoren.

- Når man ser tallene, ser det ud til, at man ikke nedbringer antallet af sultende i samme omfang som antallet af fattige går ned, noterer Kim Martin Lind.

Det kan begrunde en revidering af 'det varebundt' som i dag er grundlag for fattigdomsgrænsen på 1,25 dollars om dagen, mener han.

Antallet af sultende i verden er kun faldet fra en milliard i 1990 til 868 millioner. Det er et fald på 132 millioner, hvilket svarer til 13 procent siden 1990.

Kina trækker op

Når det ser så positivt ud med nedgang i antallet af fattige i verden, skyldes det primært, at lande som Kina, Indien og Brasilien har løftet millioner ud af fattigdom. Modsat er der ikke sket noget gennembrud i Afrika, beklager Stig Jensen, direktør på Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet.

- Når man sådan pooler det hele sammen, så kommer det til at se bedre ud, end det i virkeligheden er, siger han til Arbejderen og advarer mod at arbejde med gennemsnitstal.

- Uligheden i Afrika eksploderer. Økonomien vokser omkring en række store byer, mens fattigdom og nød vokser på landet.

Han tilføjer, at en 'monetær fattigdomsgrænsen' ofte er meningsløs. Om man kan leve for 1,25 dollars om dagen afhænger fuldstændig af, hvor man lever.

- Hvis man skal købe sin mad, er det oftest helt utilstrækkeligt. Men hvis man dyrker sin egen mad eller lever i en bytteøkonomi, så kan man godt blive mæt uden at have en dollar i hånden, påpeger Stig Jensen.

2015-målene

2015-målene er otte mål, som verdens stats- og regeringsledere vedtog på et særligt topmøde i FN's Generalforsamling i 2000.

Ud over at halvere fattigdom og sult handler målene om, at alle børn skal i skole - også pigerne. Dødeligheden blandt børn skal reduceres med to tredjedele. Dødelighed blandt gravide og fødende kvinder skal nedbringes med tre fjerdedele. Desuden er der mål om at stoppe spredning af hiv/aids, malaria og andre alvorlige sygdomme. I forbindelse hermed er det målet at sikre adgang til rent drikkevand.

I 1990 savnede op mod tre milliarder mennesker adgang til rent drikkevand. I dag er tallet nede på omkring 700 millioner, og 2015-målet er opfyldt. Nogle kritikere påpeger dog, at selvom mange fattige i dag har adgang til rent drikkevand, så har mange ikke råd til at betale for vandet, der hvor forsyningen er privatiseret.

Det ottende og sidste mål handler om, at de rige lande lover fattige lande øget bistand, retfærdig handel og slettelse af gæld. Det punkt er ikke opfyldt. Ulandsbistanden falder - ifølge FN faldt den med otte milliarder dollars fra 2010 til 2012. Og mange producenter i fattige lande lider under frihandelsaftaler, som favoriserer virksomheder i udviklede industrilande. Et eksempel herpå er, hvordan EU-støttet sukkereksport fra Europa har ødelagt sukkerproduktionen i Haiti.