Eigil Nielsen peger i sit læserbrev på tre forhold, som angiveligt usandsynliggør, at Houla-massakrens gerningsmænd kunne være modstandere af Assad-regimet, og at de blandet andet udnyttede massakren i propagandaøjemed: 1. De manglede et motiv, da Assad allerede var miskrediteret, 2. Der er "en stærk kommunikation af informationer via mobiltelefoner" i Syrien. 3. Vidnerne, der pålægger anti-Assad-fraktioner skylden, kan meget vel være blevet truet af Assad-regimet.

1. Det er rigtigt, at Assad-regimet allerede inden Houla-masakren var miskrediteret og blev fordømt for at begå ugerninger, herunder massakrer, af den slags, vi er vant til at se stort på, når det er civiliserede vestlige våben, der sønderdeler eller udsletter kroppene. Alligevel udgjorde Houla-massakren et vigtigt skridt videre ud ad krigsstien: Syriske ambassadører blev udvist fra vestlige hovedstæder, USA med flere forsøgte at få FN's Sikkerhedsråd til at åbne op for et eventuelt angreb på landet, og den militære indblanding voksede. Massakren var åbenlyst skadelig for Assad-regimet og dets overlevelsesmuligheder.

2. Er "stærk kommunikation af informationer via mobiltelefoner" en garant for, at det er troværdige informationer, der spredes? Houla-massakrens offentlige efterspil var nok præget af "stærk", men ikke videre troværdig kommunikation. De første medierapporter omkring massakren meddelte, at ofrene var blevet dræbt af tung artilleribeskydning fra den syriske hær; den næste bølge af Houla-historier fokuserede på, at mange af ofrene havde fået skåret halsen over; og endelig forlød det, at de fleste af ofrene var blevet henrettet med skud på klos hold (hvilken informationsstruktur tillader, at du ikke bliver konfronteret med eller bemærker disse modsigelser?). Hurtigt og effektiv kommunikation sikrer ikke troværdig informationsformidling.

Er det sikkert eller så godt som sikkert, at antiregime-kræfter stod bag?

3. Fortalte vidnerne løgnhistorier, fordi de var truede? Det er ikke umuligt. Er der i den aktuelle sag noget, der tyder på det? Nej, tværtimod. Der er 6-7 forskellige vidner, som beretter, at antiregime-grupperinger stod bag. De er blevet interviewet til forskellige medier i forskellige sammenhænge, både i og uden for Houla, alle under anonymitet. Det område, massakren foregik i, er i øvrigt kontrolleret af Den Frie Syriske Hær. Sammenligningen med en situation, hvor et vidne direkte bliver lagt ord i munden af en officer, holder umiddelbart ikke.

Er det sikkert eller så godt som sikkert, at antiregime-kræfter stod bag? Det synspunkt blev jeg fejlagtigt tillagt i den omtalte artikel i Arbejderen. Den 15. august offentliggjorde FN's undersøgelseshold de endelige resultater af sin undersøgelse af hændelsen. Konklusionen lød, at man i lyset af det begrænsede bevismateriale, man havde adgang til, mente, at der var et "rimeligt fundament for at tro", at pro-Assad-styrker var bagmændene. Flere svagheder ved undersøgelsen – ikke mindst en lidt for rundhåndet affærdigelse af en del vidner – er blevet påpeget af gruppen The Citizen’s Investigation into War Crimes in Libya.

Efter offentliggørelsen af FN's undersøgelse er min vurdering dog, at det er overvejende sandsynligt, at massakren ikke er blevet begået af oppositionskræfter. Et andet spørgsmål er, hvorvidt det er berettiget at videreformidle begrundede anklager om, at modstandere af det syriske styre var gerningsmænd. 

I denne henseende bidrager Arbejderen til at skabe et lidt mindre ubalanceret mediebillede.