Arbejderen bragte den 2. oktober en stort opsat artikel: "Anklager syriske oprørere for at dræbe civile". Den bygger på, at angiveligt flere har talt med vidner i byen Houla, der fortæller, at det var voldelige oppositionsfolk, der stod for en massakre på mere end 100 personer i byen Houla. Hidtil havde stort set alle lagt skylden på assad-loyalister. Formålet med massakren skulle angiveligt netop være at lægge skylden på Assad-regimet.

Såfremt historien er sand, kan man naturligvis kun fordømme de skyldiges adfærd. Men er historien særlig sandsynlig? For det første er der slet ikke behov for at udføre en sådan massakre for at diskreditere Assad-styret. Dertil har det i forvejen begået tilstrækkeligt store grusomheder: massakrer, vilkårlig beskydning af civile, der protesterede mod styret, angreb med tanks og bomber fra helikoptere. Hele bydele ligger i dag hen som ruiner. 

Dernæst virker det påfaldende, at oppositionsfolk skulle kunne gennemføre en massakre og derefter give styret skylden. Der er en meget stærk kommunikation af informationer via mobiltelefoner i landet, så det vil hurtigt kunne meddeles over hele landet, hvem der stod for massakren. Og den information har tilsyneladende til at begynde med været, at det var assad-loyalister, der stod for massakren. Det har sandsynligvis drejet sig om den grusomme shabbiha-milits, der ikke bærer militærets uniformer. 

Men så står spørgsmålet tilbage: Hvorfor skulle indbyggere så senere fortælle journalister, at det var oppositionsfolk, der stod for massakren? Jeg vil nu gerne gøre opmærksom på en bog "Et råb efter frihed" (Schrei nach Freiheit”, udgivet 2012) skrevet af journalisten og forfatteren Sama Yazbek.

Hun tilhører allawitterne lige som Assad og de fleste af hans soldater. Hun er kendt fra Syriens stats-TV. Men hun har tilsluttet sig protesterne mod styret. Jeg kan varmt anbefale at læse hendes bog for at få et indblik i hvor grusomt styret har opført sig over for virkelig store dele af dets egen folk.

(Udeladt af redaktionen: Beskrivelser fra bogen af en række situationer - blandt andet om, hvordan Yazbek selv er blevet truet og mishandlet, om en såret, der i sin hospitalsseng dræbes af en officer for ikke at ville lyve offentligt om sin angriber, samt vidnesbyrd om massakrer og ulovlige våbentyper begået henholdsvis anvendt af regeringsvenlige militser og af regeringens sikkerhedsstyrker.)

Det er vel værd at overveje muligheden af, at de interviewede, som Arbejderen citerer, har været udsat for lignende trusler.

Vi har tidligere modtaget og besvaret lignende kritiske indlæg fra Eigil Nielsen. Denne gang har vi valgt at bede  Uffe Kaels Auring, Medieoplysning.dk, om en kommentar. Red.