Når nogle få i et mindretal opfører sig forkasteligt, begår ulovligheder eller lyver, er det altid mærkeligt, at resten af dette mindretal ikke tydeligt tager afstand fra denne adfærd. Nu er der sikkert nogle læsere der har et helt klart billede af hvilket mindretal der refereres til – og det er korrekt: Officerskorpset.
I stedet for at rejse en sag, har Auditørens tilgang hele tiden været at true med bøde og fængselsstraf for ikke at ville udlevere navnet på den officer, der havde mod nok til at gøre det rigtige.
Som en del af dette mindretal har jeg, siden jeg begyndte i forsvaret ved Garderhusarregimentet i 1992, udført min gerning efter moralske retningslinjer, udstukket af ældre og mange gange vise officerer.
Og nu, hvor jeg er blevet udstødt af fællesskabet for at bryde med tavshedskodeks og faktisk direkte tager afstand fra ulovligheder, der skader helt uskyldige mennesker, har jeg ikke tænkt mig at vige fra disse principper.
I bud nummer otte fra en international bestseller, står der: Du må ikke vidne falsk mod din næste. Man skulle jo forudsætte, at dette almenmenneskelige kodeks, som findes i alle verdensreligionerne, især burde gælde offentligt ansatte, og vel herunder særligt offentligt ansatte med ansvar for andres liv.
Men efter at have haft fornøjelsen af at hjælpe Auditørkorpset med dets undersøgelser af Operation Green Desert, som blev gennemført i november 2004 i det sydlige Irak, kan jeg konstatere, at resultaterne i undersøgelsen var givet på forhånd, og at der blandt officerskorpset er nogen, der mener sig fritaget for at tale sandt – og i øvrigt bliver belønnet herfor:
Fupundersøgelse
Forsvarsminister Nick Hækkerup forsøgte at henlægge sagen til Irak-kommissionen, men forgæves, for da det mødte politisk modstand, blev sagen sendt til undersøgelse ved Forsvarets Auditørkorps. Mange – herunder jeg - havde den klare opfattelse, at det, der skulle undersøges, var, hvad der virkelig skete de novemberdage i 2004.
Der er blandt officerskorpset nogen, der mener sig fritaget for at tale sandt.
Men det har siden vist sig at være elegant spin fra forsvarsledelsens side. For undersøgelsen kom ikke til at handle om, hvad der skete den dag i 2004, så erstatningssagen kunne komme til afslutning. I stedet blev det en undersøgelse af, hvem der sagde hvad den morgen i oktober sidste år – med den lille krølle på sagen, at konklusionerne var givet på forhånd:
For som viceauditøren sagde i et alt for aktuelt tv-indslag den 20. februar: "Der er ingen grund til at afhøre vidner, de fortæller jo det, vi ved i forvejen."
Forældelse
Auditøren gjorde meget ud af at præcisere, at hele "2004-sagen" var forældet og derfor ikke var grundlaget for en undersøgelse.
Hvis nu auditørkorpset havde undersøgt sagen professionelt i 2004, da Hærens Operative Kommando blev bekendt med beskyldningerne imod den danske kampgruppe via irakiske medier, og i stedet for at antage, at "man vidste det hele i forvejen på baggrund af en mail fra John Dalby”, så havde sagen jo ikke været forældet.
Og en sag rejst af medier i et andet land burde vel have været grundlag nok for at påbegynde en undersøgelse?
Frikendt på forhånd
Auditøren gjorde mange gange opmærksom på, at han ikke havde en sag imod oberst John Dalby, hvis jeg ikke ville fortælle navnet på den officer, der tog båndet fra Dalbys kontor - og sikke noget vrøvl:
- Premierløjtnant Jamal Hammoud har tydeligt vidnet på, at Dalby om morgenen under operation Green Desert fik at vide, at irakerne "fik hug". Og så er det en hver chefs pligt at undersøge dette grundigt.
Min kollega filmede med kampgruppens kamera - på ordre fra John Dalby.
I stedet blev sagen dysset ned, og det blev i de efterfølgende rapporter til Hærens Operative Kommando beskrevet meget nøje, at "der ingen overgreb fandt sted". I direkte modstrid med sandheden.
- Min kollega der filmede med kamera om morgenen under operationen – har i sin vidneerklæring til Forsvarets Auditørkorps beskrevet, at han selvfølgelig filmede med kampgruppens kamera - på ordre fra John Dalby. Så Dalby var vidende om optagelserne af overgrebene.
Hvem der tog båndet fra kontoret, er fuldstændig ligegyldigt for, at Auditørkorpset kan rejse en sag imod obersten – for det er entydigt, at Dalby vidste besked.
I stedet for at rejse en sag, har Auditørens tilgang hele tiden været at true med bøde og fængselsstraf for ikke at ville udlevere navnet på den officer, der havde mod nok til at gøre det rigtige – nemlig at sikre videobåndet , så det ikke blev destrueret.
En tendens?
Et meget trist og bekymrende mønster synes at tegne sig.
Et mønster af en forsvarsledelse, der gør alt hvad den kan for at undgå ansvar for de beslutninger, der er blevet truffet under 10 års krig, og som bruger alle de værktøjer, som Forsvarsministeriet har til rådighed, herunder Auditørkorpset, til at forhindre, at en eventuel ansvarsplacering kommer i nærheden af forsvarsledelsen.
Da jeg som ung officer blev uddannet til at føre en opklaringsenhed, lærte jeg af de ældre officerer at: lederen tager ansvar. Jeg er ked af, at dette tilsyneladende ikke gælder ledere af forsvaret.
I stedet er der et uklædeligt misforhold i straftildelingen mellem forsvarsledelse og ansatte:
- Hommelsagen: Forsvarsledelsen skyder ansvaret for uklare direktiver over på en ansat på udførende led, nemlig kaptajn Annemette Hommelk og søger at få hende fælgslet.
- Frank Grevil: Idømmes fængsel for at sige sandheden og afsløre en regeringsløgn.
- Chefen for Hærens Operative Kommando leverer bevidst løgnagtige tal til Folketinget – og slipper med en tjenstlig påtale uden konsekvenser.
- Jægerbogssagen: Der lyves for Folketinget, de implicerede slipper med en tjenstlig påtale, og mange af de centrale aktører bliver i øvrigt forfremmet.
- Forsvarsministeren lyver omkring tolketal fra Afghanistan: Oplyser tallet syv, hvor der reelle tal i virkeligheden er over 70 ansatte i perioden. Han griner af det på tv og afviser det som en svipser.
- Og så er der sagen hér, Irak sagen: Auditørkorpset vil begære dagbøder eller fængsel op til seks måneder - ikke til dem, der dækkede over overgreb, ikke til dem, der løj, men til ham, der bragte sagen frem til offentlighedens kendskab. Hvorfor? jo, for så kan sagen lukkes, uden at ansvaret kommer i nærheden af forsvarstoppen.
Facit: Sagen var afgjort allerede dén morgen i Irak 2004 – fordi flertallet af mindretallet tier.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278