Danmark skal kunne mærke, at vi har fået en socialdemokratisk finansminister.

Det var budskabet fra Nikolai Wammen i denne uge. I en kronik i Information skuer han tilbage på de sidste ti års økonomiske politik og påpeger, at der blev truffet "eklatant forkerte politiske valg". 

Nok så mange diskussioner om regnemodeller ændrer ikke ved, at samfundsøkonomi i høj grad handler om politiske valg.

"Man overlod regningen for finanskrisen til dem med de hårdeste job, og dem, der sad yderst på arbejdsmarkedet. Efterlønnen blev reelt afskaffet. Dagpengeperioden halveret", skriver Nicolai Wammen.

Det er jo så rigtigt, som det er skrevet. Men hvis man så tror, at regeringen nu går i gang med at rette op på disse fejltagelser, tager man fejl.

Tværtimod har Socialdemokratiet jo gang på gang slået fast, at man står vagt om de reformer, der er gennemført. I partiets 2025-plan hedder det således:

"Råderummet er skabt af de sidste mange års reformer. Reformer som Socialdemokratiet har taget ansvar for langt størstedelen af. Herunder særligt velfærdsaftalen i 2006, der er den væsentligste årsag til, at der i dag er et økonomisk råderum".

Netop velfærdsaftalen er stærkt omdiskuteret. Det er den aftale, som fastlægger den konstant stigende pensionsalder, som er blevet forværret af efterlønsreformen fra 2011. Dele af fagbevægelsen har krævet aftalen opsagt, men det har Socialdemokratiet indtil nu afvist.

I stedet lægger Nicolai Wammen nu op til, at vi skal have en ny type "retfærdige reformer", hvor vi "styrker vores beskæftigelse og dermed vores økonomi, men uden at vi øger utrygheden og uligheden i vores samfund".

Og så skal Finansministeriets regnemodeller kulegraves. Det er naturligvis positivt – i lyset af, at modellerne så ensidigt er baseret på nyliberal borgerlig økonomi. Men nok så mange diskussioner om modeller ændrer ikke ved, at samfundsøkonomi i høj grad også handler om politiske valg.

Socialdemokratiet har valgt, at den stigende pensionsalder skal fastholdes. Ligesom partiet har valgt, at Danmark skal være med i EU's finanspagt og have en budgetlov, som med hård hånd lægger rammerne for den økonomiske politik.

Så længe det regime ikke anfægtes, er det begrænset, hvilken økonomi regeringen vil have at gøre godt med til at skabe "retfærdige reformer". Men det er måske også meningen.

Sådan er det, når regeringen både vil blæse og have mel i munden.