Det er ikke så tit, vi på dette sted markerer årsdage, der daterer sig tilbage til vore fjerne forfædre. I dag er en undtagelse. Og med rette.

For arbejderbevægelsen og de politiske partier, der er udsprunget af den, er 18. marts dagen, der i sig rummer fremtidens muligheder. Det bør den i hvert fald være.

For 18. marts 1871 markerer det første forsøg i verdenshistorien, hvor arbejderklassen som repræsentant for folkeflertallet forsøgte at tage magten i samfundet.

”Himmel-stormere”, kaldte Marx oprømt kommunarderne i april 1871. Der er så sandelig også brug for himmelstormere i dag.

”Om morgenen den 18. marts 1871 blev Paris vækket af det tordnende råb: ”Kommunen leve”," skrev Karl Marx jublende nogle dage senere. Arbejderne, de besiddelsesløse og krigstrætte parisere strømmede ud i gaderne, sendte den siddende regering på porten og oprettede deres egen.

71 dage fik dette første socialistiske eksperiment. Senere forsøg på at skabe socialisme har varet længere. Men alle kan i mangt og meget spores tilbage til Pariserkommunen.

For i løbet af sin korte levetid tog Kommunen beslutninger, som i den grad kom til at præge eftertidens socialistiske og kommunistiske tænkning. Nogle få eksempler:

Arbejderne kunne ikke blot overtage det hidtidige statsapparat, men måtte skabe et nyt. Derfor blev politi og stående hær opløst. Derfor blev lønnen til politisk valgte og statstjenestemænd sat ned til samme niveau som en arbejderløn, og det blev muligt til hver en tid at afsætte dem.

Mindsteløn blev indført. Forbud mod natarbejde for bagersvende. Huslejeeftergivelse. Kontrol med brødpriser. Genstande, der var pantsat for småbeløb, skulle leveres tilbage til ejerne. Al undervisning blev gjort gratis. Stat og kirke blev adskilt. Guillotinen blev brændt af.

Med andre ord: Et kæmpe politisk, økonomisk, socialt og demokratisk projekt for arbejderklassens interesser. Eller som Marx skrev:

Pariserkommunen ”var væsentlig en arbejderklassens regering, resultatet af den producerende klasses kamp mod den udbyttende klasse, den endelig opdagede politiske form, under hvilken arbejdets økonomiske befrielse kunne foregå.”

Kun 71 dage fik de til projektet. Så slog kontrarevolutionen til. I ugerne efter den 28. maj blev mange tusind kommunarder og civile henrettet eller landsforvist. På Père Lachaise Kirkegården i Paris findes Mur des Fédérés, hvor 147 kommunarder blev skudt den 28. maj 1871. Besøg den!

Når vi i dag husker Pariserkommunen, gør vi det, fordi den i sit indhold blev en kæmpeinspiration. Men vi husker den også, fordi de systemproblemer, som den forsøgte at gøre op med, endnu ikke er løst, selvom det kapitalistiske samfund har udviklet sig med stormskridt i de sidste 150 år: Udbytningen er ikke afskaffet. Ulighed og klasseskel vokser. Og så er der siden dengang opstået en økologisk krise af dimensioner.

”Himmelstormere”, kaldte Marx oprømt kommunarderne i april 1871. Der er så sandelig også brug for himmelstormere i dag.