I fem år har Venezuelas befolkning lidt under USA's intensive angreb på landets økonomi og sociale forhold. Freden i landet har i lange perioder været afløst af vold og terror iværksat af højrekræfter, som får støtte fra udlandet – især USA.

Befolkningen er træt til benet af at kæmpe en daglig kamp for at få livet til at hænge sammen under de vanskelige og til tider farlige vilkår. Alene mad på bordet og medicin til syge er blevet et stort problem, især på grund af USA's sanktioner.

>> LÆS OGSÅ: Venezuela mister 38 milliarder dollars på sanktioner

Meningsmålinger viser, at 80 procent af venezuelanerne støtter dialog mellem regeringen, som ledes af præsident Maduro, og oppositionen, hvis ekstreme dele ledes af den selvudnævnte præsident Juan Guaidó.

Norge nyder udstrakt international respekt og kan handle, netop fordi landet ikke er fedtet ind i EU med dets globale magtambitioner og mål.

Den aktuelle situation er meget fastlåst, fordi USA og cirka 50 lande i verden har anerkendt den selvudnævnte præsident Guaidó. Mens resten af verdens 193 stater fortsat anerkender den folkevalgte præsident Nicolás Maduro.

EU og et stort flertal af EU-landene er blandt de, der har anerkendt den selvudnævnte præsident. Det gælder blandt andet Danmark, hvor udenrigsminister Anders Samuelsen få dage efter Guaidós forsøg på at kuppe sig til præsidentposten anerkendte ham som Venezuelas legitime præsident.

Også EU's udenrigschef Federica Mogherini erklærede en uges tid efter kupforsøget sin "fulde støtte" til Guaidó.

Det var derfor naturligvis en umulig opgave for Mogherini at optræde som mægler, da EU i februar forsøgte at stille sig i spidsen for en kontaktgruppe, der skulle fremme en forhandlet løsning på konflikten:

– Det er svært at se EU som mægler, når nogle af dets medlemslande er partiske, sagde Venezuelas udenrigsminister Jorge Arreaza dengang.

Der kom da heller ikke noget ud af kontaktgruppens arbejde, og siden er der ikke kommet produktive udspil fra EU's side.

I sidste uge forlød det så, at der er gang i indledende samtaler, som kunne føre til dialog og måske til en aftale mellem Venezuelas regering og oppositionen. Parterne mødtes i Oslo, hvor folk fra Norges udenrigsministerium havde inviteret og optrådte som mæglere.

Vi ved ikke, om det norske initiativ bærer frugt, for vi ved, at oppositionen i Venezuela hidtil har forhandlet på skrømt og hver gang i sidste ende har forladt forhandlingerne, fordi deres herrer i Washington ikke ønsker en fredelig løsning. Her er man interesseret i ufred og ustabilitet med det mål at omstyrte landets regering.

Men det er meget positivt, at Norge igen tager et initiativ som mægler i en vanskelig konflikt. De har gjort det før: Palæstina og Filippinerne for at nævne to‚ og Colombia, hvor processen faktisk endte med en underskrevet fredsaftale. Så der er god grund til at byde det norske initiativ velkommen og støtte det.

Det er bemærkelsesværdigt, at det netop er Norge – et land som står frit, uden for EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – der kan tage det ene initiativ som mægler efter det andet. Norge nyder udstrakt international respekt og kan handle, netop fordi landet ikke er fedtet ind i EU med dets globale magtambitioner.