Den 23. januar udråbte oppositionslederen Juan Guaidó sig til præsident foran tusindvis af demonstranter i Caracas. Og han fik hurtig støtte fra USA. I de to uger der er gået efterfølgende, har de vestlige lande med USA i spidsen optrappet truslen og presset på landets legitime præsident, Nicolas Maduro.

Alle regerings-venlige kræfter – og i princippet alle fornuftige kræfter i landet – støtter dialog. Men Juan Guaidó siger nej.

– Dette er planlagt af Det Hvide Hus og af lokale højreekstreme kræfter i mindst et år, siger Paul Dobson til den svenske ugeavis Proletären. Han er journalist på netmediet venezuelanalysis.com og medlem af Venezuelas Kommunistiske Parti, PCV.

Da vi får fat i ham, er det lørdag morgen i Merida i det vestlige Venezuela, hvor Paul Dobson bor. Trods den alvorlige situation beskriver han, hvordan hverdagen fortsætter uden noget tegn på, at Maduro-regeringens kontrol over landet skulle være truet.

Frygter USA-intervention

– Mærkeligt nok så ville man nok ikke have bemærket, at der har været et kupforsøg her, hvis ikke man fulgte med i nyhederne, siger Paul Dobson.

– De daglige bekymringer med afbrudt strøm, inflation og varemangel fortsætter, men man ser ingen tegn på noget magtskifte, militær eller myndigheder som viser støtte til Juan Guaidó.

Den 35-årige Juan Guaidó blev valgt til formand for Nationalforsamlingen i starten af januar som en uformel del af i oppositionen, der har flertal i forsamlingen. Han er ingeniør, uddannet i USA og medlem af partiet Popular Volundad (Folkets Vilje) – et parti som Paul Dobson beskriver som et lille højreekstremt parti, der støtter vold som metode.

Vi ser dagligt velbesøgte demonstrationer over hele landet til støtte for regeringen.

Eftersom oppositionen nægter at acceptere sidste års resultat af præsidentvalget, selv om valget blev afholdt med flere internationale valgobservatører, og selv om ingen af oppositionens kandidater har indgivet en protest, hævder de, at præsidentposten dermed er ubesat, og at formanden for Nationalforsamlingen kan udråbe sig til præsident ifølge forfatningen. Det hele er planlagt på møder lang tid i forvejen, blandt andet i Washington.

– Mange venezuelanere er urolige over truslen om en militær intervention, men der hersker en slags nervøs ro.

Mange taler selvfølgelig om kupforsøget, men meget få støtter en militær intervention. Derimod findes der en relativ stor gruppe, som støtter oppositionslederen Guaidó uden egentlig at vide, hvad hans hensigter og handlinger indebærer.

Store demonstrationer for Maduro

De, som støtter regeringen, som stadig udgør en stor andel af befolkningen, forbereder sig på kommende kampe.

Venezuela er ikke et socialistisk land og har ikke en socialistisk økonomi.

– Vi ser dagligt velbesøgte demonstrationer over hele landet til støtte for regeringen, siger Paul Dobson, som mener, at demonstrationerne og mobiliseringen har haft en forenende effekt på den brede chavista-bevægelse i landet.

Kæmpedemonstrationerne til støtte for Maduro er næsten blevet ignoreret af medierne i vest.

– Trods de økonomiske problemer, trods fem års recession og trods inflationen støtter et flertal regeringen. Men de vestlige medier forstår det ikke og lukker derfor øjnene for disse demonstrationer eller hævder, at de er iscenesat.

I svenske medier gives et billede af et land i total kollaps, med sult, nød og undertrykkelse. Hvad er din kommentar?

– Kom hertil og se selv. Den, der kommer til Venezuela, vil blive chokeret over at se, at det er et normalt land. Her findes både rige og fattige og nogle, som lever på gaderne, siger Paul Dobson, som siger, at hjemløsheden ganske vist er steget, men stadig ikke er høj sammenlignet med, hvordan der ser ud i visse dele af USA.

Vanskelig økonomisk situation

– Den økonomiske virkelighed er vanskelig. Der er ingen grund til at skjule det. Vi har massiv hyperinflation og en recession, som selvfølgelig har konsekvenser. Men slet ikke den grad som mainstream-medierne påstår. Deres interesse er at tegne billedet af “et land der er kollapset”, præcist som de gjorde med Syrien, Libyen og Iran.

Det, der er på spil nu, er demokratiet og vores selvstændighed. Det handler om at forsvare det, som vi har opnået i de seneste 20 år.

Trods flere tiltag i efteråret er det ikke lykkedes regeringen at løse de akutte økonomiske problemer. Varemanglen er ganske vist ikke lige så åbenbar som tidligere, men inflationen betyder, at priserne er meget høje. For at kompensere for de høje priser deler regeringen basisvarer ud til fattige gennem CLAP-systemet.

– I dag er det først og fremmest visse dyre mediciner og specielle, importerede fødevarer, som savnes.

I forbindelse med forsøget på statskup har USA udvidet sine sanktioner til en olieembargo, som indebærer, at Venezuela i princippet ikke kan sælge olie for dollar, hvilket yderligere vil ramme økonomien og almindelige mennesker.

Sanktionerne har kraftigt forværret den krise, der brød ud, da olieprisen faldt kraftigt i 2014. De økonomiske sanktioner vanskeliggør for eksempel importen af livsvigtige varer som medicin.

– En virksomhed, som importerer medicin, kan finde nogen, som er villig til at sælge, men kan så ikke betale, eftersom de må gå igennem finansielle institutioner, som kontrolleres af USA.

Når vestmagterne isolerer Venezuela, har landet i stedet fået støtte af Kina og Rusland, som selvfølgelig ser økonomiske muligheder i et udvidet samarbejde. Den diplomatiske og økonomiske støtte fra disse lande har været helt afgørende, mener Paul Dobson.

Der er ikke socialisme i Venezuela

Højrefløjen plejer at sige, at de økonomiske problemer i Venezuela skyldes socialismen. Hvordan ser du på det?

– Venezuela er ikke et socialistisk land og har ikke en socialistisk økonomi. Det, som vi har forsøgt igennem de sidste 10 år, er at bevæge os henimod socialisme. Regeringen har begået den fejl at anvende ordet “socialistisk” om alt fra togstationer til bagerier uden egentlig at forklare, hvad den mener med det.

Begrebsforvirringen har gjort det let for medier i vest at udpege landet som socialistisk, mener Paul Dobson, men det har også ideologiske konsekvenser i Venezuela, hvor en del associerer problemerne i den kapitalistiske økonomi med socialisme.

I dag er det først og fremmest visse dyre mediciner og specielle, importerede fødevarer, som savnes.

Venezuelas Kommunistiske Parti, PCV, har været en vigtig kraft i at presse på udviklingen mod socialisme og sociale reformer, men har samtidigt været en vedholdende kritiker af regeringen. I lang tid har det krævet, at olieindtægterne skulle bruges til at industrialisere landet for at gøre det mindre afhængig af import, hvilket er blevet modarbejdet af kræfter i PSUV, som tjener på importen.

Dette skyldes ifølge Paul Dobson, at PSUV er et multi-klasse-parti, som repræsenterer forskellige klassekræfter i landet, arbejdere, men også jordejere og visse oligarker, der for eksempel tjener på importen.

I den alvorlige situation, som landet nu befinder sig i, lægger PCV dog kritikken til side og opfordrer alle medlemmer og sympatisører til at forsvare landets nationale uafhængighed.

– Det, der er på spil nu, er demokratiet og vores selvstændighed. Det handler om at forsvare det, som vi har opnået i de seneste 20 år.

Håber på dialog

Samtidig med at de progressive kræfter i landet forbereder sig på konfrontation med højrefløjen og imperialismen, håber de, at krisen kan blive løst gennem dialog. Uruguay og Mexico har taget initiativ til en forhandlingsløsning, hvilket Maduro har takket ja til.

– Alle regeringsvenlige kræfter – og i princippet alle fornuftige kræfter i landet – støtter dialog. Men Juan Guaidó siger nej, konstaterer Paul Dobson.

På trods af at det ikke er lykkedes oppositionen at mobilisere tilstrækkeligt stærke kræfter til at tvinge Maduro ud, så er truslen om militær intervention højst virkelig.

– Juan Guaidó har ikke kontrol over institutionerne, er ikke anerkendt af hæren eller af flertallet af befolkningen. Bortset fra den internationale anerkendelse så er det svært at se, hvordan han skulle kunne overtage styret, hvis det ikke sker gennem en udenlandsk militær intervention, siger Paul Dobson, som ser skræmmende ligheder med et land som Libyen.

– Vi genkender mønsteret. USA opretter en parallel regering, som de støtter økonomisk og til slut militært. Det er den store frygt her i landet. Folket er afgjort bange. Venezuelanerne er et fredselskende og muntert folk, og et stort flertal ville modsætte sig en udenlandsk intervention. Men det virker som om, at Det Hvide Hus har bestemt sig for endnu et regimeskifte.