»Vi står midt i et opgør med årtiers socialdemokratisk inspireret lighedsmageri. Det er slut nu. Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet. Vi skal bare sikre, at dynamikken også kommer de dårligst stillede til gode.«

Ovenstående citat fra daværende socialminister Eva Kjer Hansen (V), sagt i 2005, er historisk. Det samme er den vækst i uligheden, VK har stået for op gennem nullerne. Det er kun godt, for så får vi vækst og dynamik, mener den nyliberale tænketank Cepos og dens disciple i Liberal Alliance.

Men skaber større ulighed dynamik og vækst i samfundet? Og vil uligheden derfor i sidste ende være til gavn for dem, uligheden ellers ser ud til at gå ud over? Den amerikanske nobelpristager i økonomi, Joseph Stiglitz, har i sin nye bog, »The Price of Inequality« (»Ulighedens pris«), undersøgt påstanden.

I USA har den nyliberale politik siden Reagan-tiden øget uligheden voldsomt. For 25 år siden stod den rigeste procent af amerikanerne for 12 procent af indkomsten og 33 procent af formuerne i USA. I dag tager den rigeste procent næsten en fjerdedel af indkomst-puljen og kontrollerer 40 procent af formuerne.

Skaber større ulighed dynamik og vækst i samfundet? I USA er den sammenpugede kapital blevet brugt på uproduktiv spekulation.

Men denne kapitalkoncentration har ikke skabt vækst og velstand for hele USA, understreger Stiglitz. Den sammenpugede kapital er i stedet i høj grad blevet brugt på uproduktiv spekulation – blandt andet fordi almindelige arbejdende amerikaneres købekraft er vokset ulige mindre, og ikke har været stor nok til at aftage den vareproduktion, den store koncentration af kapital ellers gør muligt. Finansmarkedernes uundgåelige sammenbrud har ikke ændret billedet. Regningen herfor er betalt af de amerikanske skatteydere, og uligheden er under krisen vokset yderligere.

Dertil har den amerikanske myte om avisdrengen, der kan arbejde sig helt til tops, lidt endegyldigt skibbrud på virkelighedens kyst. USA’s rige lader både rigdom og samfundskontrol gå i arv, ligesom jord gik i arv hos middelalderens adel, påpeger Stiglitz.

Han foreslår, at USA’s rigeste indser deres egeninteresse i at gå med til at lægge kapitalen under større kontrol, og afgive noget af deres rigdom til fællesskabet – for eksempel ved at bære en større skattebyrde. Ellers bryder hele deres fundament, det kapitalistiske USA, sammen, advarer han. Det viser noget om kapitalismens krise, når det er det er bedste bud fra en af verdens førende økonomer.

Og herhjemme? Her vil finansminister Bjarne Corydon på mandag fremlægge en finanslov, som viser overfor finansmarkederne, at Danmark er en sikker investering. Her er der nemlig heller ikke planer om at ændre grundlæggende på uligheden.

Det er en del af kapitalismens pris. Vil vi fortsat betale den?