Sidste år modtog forskerne på de danske universiteter 2,9 milliarder kroner fra private fonde og firmaer. Dermed er Danmark det land i Europa, hvor den privatfinansierede forskning målt per indbygger er størst. 

Det er en udviklingen, som ikke ser ud til at stoppe. I 2007 kom 28,6 procent af de danske forskningsmidler fra private. I 2018 var det 46,4 procent, viser tal fra Danske Universiteters Database.

Udviklingen vækker bekymring i dele af forskningsverdenen, mens universiteternes ledelse virker bemærkelsesværdigt ubekymrede.

I dag er situationen, at det i stigende grad er de private fonde, som bestemmer, hvad der forskes i, og hvilke spørgsmål der stilles i forskningen.

Anders Bjarklev, formand for Rektorkollegiet på de danske universiteter, påpeger både overfor Jyllands-Posten og DR, at de private midler har skabt langt mere forskning, altså udvidet kagen, til gavn for os alle sammen.

"I perioden er der produceret langt flere forskningsresultater, end der ellers ville være blevet, til gavn for samfundet", siger han således til Jyllands-Posten.

Og overfor DR understreger han, at det handler om at indgå de rigtige aftaler med de private fonde, så forskerne altid får mulighed for at publicere de resultater, de kommer frem til.

Udviklingen er ikke kommet ud af den blå luft. Det har været en bevidst politik fra skiftende regeringer at give erhvervslivet stigende indflydelse på universiteterne. Og universiteterne er politisk blevet pålagt at forske indenfor områder, hvor de kan hente eksterne penge fra især erhvervslivet og fonde.

Men der er al mulig grund til at være bekymret over udviklingen. Vi er dybt afhængige af forskning for at løse store samfundsmæssige problemer. Derfor bør det ikke være private fonde, som bestemmer, hvad der forskes i, og hvilke spørgsmål der stilles i forskningen.

Det trækker eksempelvis sundhedsforskning i retning af flere piller og mere medicin, mens der ikke er samme interesse i, hvad der kan gøres for at undgå, at vi bliver syge.

Det betyder, at Danmark mangler freds- og konfliktforskning, mens universiteternes samarbejde med våbenindustrien stiger.

Samtidig er det også velkendt, at forskerne oplever et stigende pres, når resultaterne fra deres forskning skal publiceres – eller måske ikke publiceres. En undersøgelse på Aarhus Universitet sidste år viste, at 16 procent af forskerne havde oplevet et pres på deres forskningsfrihed de seneste fem år. Og mon ikke mange forskere i det stille retter ind for ikke at miste jobbet?

Man bider som bekendt ikke den hånd, man spiser af. Spørgsmålet er, om man slikker den?