I marts måned startede en række københavnske fagforeninger og organisationer kampagnen "Skrot budgetloven", som kulminerer i morgen med en demonstration.

Det er et vigtigt initiativ, som fortjener al mulig støtte. Og det er et tiltrængt indspark i valgkampen, fordi det sætter fokus på, hvordan de danske politikere har deponeret deres økonomiske handlefrihed i EU.

En genopretning af velfærden hænger uløseligt sammen med, at budgetloven skrottes.

Det skete, da Thorning-regeringen i 2012 tilsluttede sig EU's finanspagt, som fastlægger en række krav til de enkelte landes finanspolitik. Pagten kræver blandt andet, at det årlige såkaldte strukturelle underskud på de offentlige finanser kun må udgøre 0,5 procent af bruttonationalproduktet, BNP.

Finanspagten blev en del af dansk lovgivning gennem vedtagelse af budgetloven i 2012. Med budgetloven fastlægger Folketinget hvert år lofterne for kommunernes, regionernes og statens udgifter fire år frem i tiden.

Budgetloven har ført til meget snævre økonomiske rammer og har dermed en stor andel i de nedskæringer, som kommuner og regioner er blevet tvunget til at gennemføre.

En konsekvens af loven er også, at selv om kommunerne har penge i kassen, må de ikke bruge dem til forbedringer af velfærden. Og budgetlovens økonomiske straffemekanismer betyder, at kommunerne år efter år bruger færre penge, end de må, af frygt for at blive straffet.

Den stramme økonomi har ført til større og større pres på arbejdsforholdene i den offentlige sektor og har skabt et usundt og stressende arbejdsmiljø. Flere og flere af de fagforeninger, som organiserer velfærdens kernetropper, kræver forbedringer. Kampagnen for at få skrottet budgetloven er derfor helt rigtig, men den er også kontroversiel i en fagbevægelse, som stadig er domineret af Socialdemokratiet.

Tilslutningen til både finanspagt og budgetlov skete, mens Helle Thorning-Schmidt var statsminister, og intet tyder på, at Socialdemokratiets nuværende statsministerkandidat, Mette Frederiksen, anfægter den økonomiske politik, det har medført i Danmark. 

Derfor nøjes Fagbevægelsen Hovedorganisation, FH, med at kritisere budgetloven og kræve ændringer i stedet for en skrotning, der vil indebære, at Danmark træder ud af EU's finanspagt.

Men faktum er, at det er finanspagten, som er årsag til, at både Socialdemokratiet og Venstre bevæger sig inden for samme snævre økonomiske ramme, hvor der reelt ikke er særlig stor forskel.

Mange – også økonomer – har gennem de sidste år undret sig over, at Socialdemokratiet ikke fører en anden velfærdspolitik, og har efterlyst nogle af de økonomiske reformer, som partiet tidligere stod fadder til. Forklaringen skal søges i EU's indflydelse på den danske økonomiske politik og Socialdemokratiets accept af denne.

En genopretning af velfærden hænger derfor uløseligt sammen med, at budgetloven skrottes.